Ny forening for nordisk nonfiktion
Foreningen for Nordisk Nonfiktion (FNNF) vil fremme den journalistiske fortælling i de nordiske medier.
Har du lyst til at være med til at udbrede kendskabet til nonfiktion i de nordiske lande? Så var det måske en idé at blive medlem af Foreningen for Nordisk Nonfiktion (FNNF)?
Ifølge foreningens hjemmeside er nonfiktion a) journalistik, der primært hviler på det skrevne ord, hvad enten formen er fysisk, digital eller på web, b) journalistiske fortællinger, der bygger på kendsgerninger, skrevet som fiktion med en narrativ og litterær styrke, med det formål at engagere læseren, og c) journalistiske fortællinger, der perspektiverer menneskers liv og giver læseren indsigt i nye sider af virkeligheden.
Foreningen vil lave workshops, gå-hjem-møder, konferencer og alt mulig andet sjovt om alt, der vedrører den litterære journalistik. Derudover bliver medlemmerne en del af et netværk og fællesskab med mulighed for faglig sparring og udvikling. Af andre medlemsfordele nævner foreningen skrivetips, læsetips og adgang til fantastisk nonfiktion og mulige rabatter og eksklusive premierer. Et medlemskab koster 250 kroner (danske) om året.
Foreningen blev stiftet 13. november 2013, og har følgende bestyrelse:
- Tina Andersen (DK), formand
- Bjørn Asle Nord (NO), næstformand
- Søren Flott (DK)
- Sofie Hviid (DK)
- Maj Susanne Junker (SV/DK)
- Ludvig Lorentzen (NO)
- Kjetil Østli (NO)
- Rikke Hylgaard (DK)
- Jesper Gaarskjær (DK), kasserer
Medlemskab opnås via foreningens hjemmeside, hvor du også kan læse mere om medlemsfordelene og de forskellige typer af arrangementer, foreningen har i sigtekornet.
Kommentarer