Mit håb består i visheden om, at jeg altid bliver sulten igen

Mit håb manifesterer sig i troen på at kunne skrive noget meningsfuldt, som berører mennesker. Håbet om at vække genkendelse, identifikation, påvirke mennesker til at handle og skabe ringe af små forandringer driver som en strøm under mig. Det er det fyrtårn, jeg pejler efter. Jeg fornemmer det tydeligt i de menneskelige møder, jeg som journalist er så privilegeret at få lov at opleve. De gange hvor jeg bare trykker send og sender artiklen ud og ikke får tilbagemelding, kan jeg kun håbe på, at jeg får skabt de ringe i vandet, jeg ønsker at skabe. For mig er håbet længselsfuldt; at røre mennesker med mine fortællinger. Det er berøringerne, der holder mig kørende. Det er dem, der får mig til at blive ved med at skrive.

Jeg har til tider oplevet desperation eller en usikkerhed omkring, hvor jeg skulle hen. 14 år som selvstændig har lært mig, at de perioder er arnesteder for sindssygt meget kreativitet. Men her opstår en rastløshed i mig, fordi jeg er et højenergisk menneske, der konstant har brug for noget at gå henimod, at være i fremdrift.

Når jeg finder mig selv i rastløsheds tomrum, kickstarter jeg alle mulige kreative processer, der er med til at sende mig et håbefuldt sted hen. Jeg tager på en udstilling, ser på kunst, tager i skoven, skriver et digt, læser en bog, tager ud og møder mennesker nye steder, overhører andre menneskers samtaler, lader mig opsluge af en spændende skæbne eller fortælling. Pludselig er der noget, der rører mig, og som jeg drages af. Jeg er sat i verden for at være forbindelsesled mellem det, der berører mig og forhåbentligt samtidig berører andre. Erfaringen har lært mig, at jeg en gang imellem må stå stille på usikker grund for at bevare den nerve i journalistikken, som gør den intens og levende.

Sådan bliver perioderne på afstand af håbet på sin vis meningsfulde. Men det er kun, fordi jeg har erfaret det, at jeg kan sige sådan. De første gange, jeg oplevede det, var det dybt frustrerende og angstprovokerende at opleve følelsen af tomhed. I dag ved jeg, at stilstand er nødvendig, fordi der her er plads til en vigtig refleksion, som kræver ro. Jeg ved, at hvis jeg for hurtigt bevæger mig fremefter i den proces, kan jeg gå glip af at mærke, hvor det er lystfuldt og meningsfuldt at bevæge sig hen. Jeg har aldrig oplevet at miste håbet og troen fuldstændig. Erfaringen har lært mig, at det altid kommer igen.

Håbet er også helt selvisk at blive set og anerkendt som en fantastisk fortæller. Dét er også en drivkraft og understrøm i mig, der er med til at oppebære håbet. 

Det er godt at huske, at det er naturligt at miste håbet for en tid. Men at det vender tilbage. Håbet er som en forelskelse. Lidenskab og passion kan ikke kører derudaf konstant. Det har brug for at blive kortsluttet en gang imellem for at kunne genopstå og finde nye retninger. De bedste perioder af mit liv som selvstændig har været kortslutningerne – jeg er kommet tilbage med en ekstrem powerfuld kraft og en sult og iver, som jeg ikke ville have haft, hvis ikke jeg havde oplevet kortslutningen.

Jeg har mødt frygten for at blive usynlig. Jeg lavede mine basic opgaver, lavede mad og passede mine børn – på et tidspunkt kom en vrede og fandenivoldskhed buldrende og overtog afmagten. Da tog jeg en beslutning om, at jeg ville søge ind på manuskriptudvikling til sommer – det kan være en art forelskelsesvej til ikke at blive usynlig.

Den første kortslutning jeg kan huske, var i 2014-2015. I ugevis lavede jeg ikke andet end at spise frokost med de andre i kontorfællesskabet. Jeg skulle ikke rigtigt noget. Der var ikke nogen kunder, der ringede. Jeg tillod mig at være i denne kortslutning. Der var en flatline i mig i nogle uger – jeg lagde ikke mærke til noget. Alt gled ligesom igennem mig. Der var ikke rigtigt noget, der smagte godt rent journalistisk. Pludselig en dag lagde jeg mærke til en samtale, mine kontorfæller havde over frokostbordet. Den gjorde mig nysgerrig. En antropolog fra kontoret fortalte om en rasteplads i Padborg, hvor østarbejdere mødtes. Jeg kunne med ét mærke, at jeg var nødt til at komme ud i verden – ud og opleve og møde de mennesker - Det kickstartede fortællingerne i serien Truckerkrig og et årelangt projekt om østarbejdere i Europa. Jeg havde ikke haft denne sult på nye eventyr, hvis ikke jeg havde oplevet at være i underskud i en lang kortslutning. Det var en art katapultering og energiudladning, som var fuldstændig vild og ekstremt potent.

Det var efter et par års dyb modløshed i journalistikken, hvor jeg tænkte; hvad er det lige, faget kan? Skal jeg hellere læse til sygeplejerske? Jeg længtes efter at blive forelsket i mit fag igen, og det må man sige, at jeg gjorde ved at kaste mig ind i det her metaprojekt, som det blev. Det var efter den periode, jeg opfandt de 7 journalistiske benspænd - en metode der skulle kaste liv og lyst ind i journalistikken, som jeg skrev en bog om og underviste i efterfølgende. Det var aldrig opstået, hvis ikke jeg havde været i modløsheden med en helt ekstrem sult. Sult er enormt begærligt, og jeg har ekstremt brug for begær i journalistikken. Måske er det også bare, sådan jeg er som menneske.

Min kæreste kalder mig NuNu – fordi alting skal være NU. Jeg har altid haft denne her fornemmelse af små bobler under huden. Det kan være enormt udmattende. Men de har også brug for at ligge i dvale en gang imellem. Jo længere tid jeg giver mig hen til stilstanden, jo større sult oparbejder jeg, og jo større bliver den kreative energiudladning, der følger.

Mit håb består i visheden om, at jeg altid bliver sulten igen. Min freelancetilværelse og mit liv i det hele taget skal tænde følelsen af at være i live. Det er svært at opleve, hvis man lever i en rutinepræget gænge i en fast stilling med forudsigelighed. Den erkendelse har lært mig at leve i fortvivlelsen. Med håbet om at begæret, sulten, inspirationen og opgaverne nok skal komme igen. Tiden er en faktor. I dag ved jeg, at jeg skal blive og være i det. Det er en god påmindelse, når jeg er i det sorte hul, at jeg er ved at oparbejde sulten, der katapulterer mig ud i det meningsfulde.

Jeg taler højt til mig selv, mens jeg cykler gennem byen. Det er en renselsesproces. Jeg får simpelthen bearbejdet så mange ting på den måde; får sat ord på min tvivl, min passion og mine længsler. Jeg har brug for at høre mig selv sige det for at få styr på det.

Når jeg deler mine udfordringer, vokser håbet om at blive set, mødt og forstået. Det er et vigtigt led i en afklaring. Ser de de samme muligheder som mig? Det er en gigantisk lettelse at få testet, at det ikke er fuldstændig skørt eller urealistisk, det man tænker og drømmer om. Så tør jeg tage endnu et skridt for at forfølge min sult. Du kan jo ikke bære alting selv. Du har jo brug for andre mennesker, også selvom du er selvstændig.

Det er stærkt meningsfuldt at læne mig ind i fællesskabet. Selv om jeg har været selvstændig i 14 år, har jeg aldrig overvejet ikke at være en del af et fællesskab. Jeg har brug for liv omkring mig, mennesker der taler, mødet med forskellige personligheder, duften fra en mikrobølgeovn, lyde og samtaler med de andre.

At række ud til andre er at tænde dem som håbets fakler og tro på, at de passer på mig og hjælper ved at kaste lys over sagen fra hver deres vinkel. Som i enhver stærk fortælling, er hjælpere centrale. De giver fortællingen det afgørende skub. Jeg har mange hjælpere i mit arbejdsliv, og det er jeg dybt taknemmelig for. Vi kan meget alene, men meget mere sammen med andre.