Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Mission: At skaffe en million

25 freelancere med base i udlandet, vil med et nyt webmedie nuancere mediebilledet, når det gælder historier fra den store verden. Men det er dyrt. Der skal en million til for at komme ordentligt i gang, så der er også bud efter kollegial støtte.Sponderne

Fakta om crowdfundingen

Interesserede kan bidrage til kampagnen ved at donere et beløb eller ved at blive medlem af Korrespondenterne på et af flere niveauer alt efter ønsker og økonomisk formåen.

Alle medlemmer vil på sigt få en daglig reportagebåren historie fra et af de 24 lande som korrespondenterne dækker. Medlemmer, der tegner sig for længerevarende eller dyrere medlemskab, får en række forskellige tilbud, du kan fordybe dig i på kampagnesitet.  

Korrespondenterne vil være mediet, der formidler alle de store historier fra udlandet, men som gør det igennem de mennesker for hvem begivenhederne er hverdagsvirkelighed. Det handler i høj grad om de historier, som ikke bliver formidlet i de klassiske og kommercielle medier.

Der bliver ikke stukket noget i egne lommer

De hundredevis af timer redaktørgruppen har brugt på planlægning, udvikling og nu på selve crowdfundingkampagnen, har været ulønnet arbejdstid. Korrespondenterne har nemlig ingen ejere, og alle fremtidigt indsamlede beløb og indtægter går primært til den journalistiske produktion. Skulle projektet komme til at give overskud, vil det gå ubeskåret til indhold og udvikling af sitet.

Illustration: Broomvector / Jens Anders Wejsmark Sørensen

Vil være fri af økonomiske interesserer

Korrespondenterne ønsker at skabe et medie, der primært er finansieret af medlemmerne. Formålet med crowdfundingkampagnen er ikke blot at skaffe nok penge til lanceringen, men at få samlet nok medlemmer og at sende et klart signal om, at mediet kun bliver til noget, hvis der er nok, der vil støtte det. Bliver målet ikke nået, får alle støtterne pengene igen. ”Det er medlemmerne, der skal styre mediet, og vi går ikke på kompromis med vores idealer for at tilfredsstille annoncører eller investorer.Vores crowdfundingkampagne er rettet mod alle, der ønsker at være med til, at genstarte udlandsjournalistikken med en bredere og mere nuanceret udlandsdækning,” fortæller Jens Anders Wejsmark Sørensen. Han er en af fire i redaktørgruppen, der lige nu er samlet i København. De tre andre er Rasmus Bøgeskov Larsen, Lena Odgaard og Janne Louise Andersen.

Støtte fra Kulturstyrelsen

Indtil nu har der været medvind på cykelstien for de 25 korrespondenter. Først og fremmest har Kulturstyrelsen givet 100.000 kroner til en undersøgelse af, om der er grobund for en bæredygtig platform. Crowdfundingkampagnen udgør den store del af denne undersøgelse, og styrelsen har sat korrespondenterne flere penge i sigte, hvis kampagnen bliver en succes.

Også stor opbakning fra egne rækker

Korrespondenterne har også fået en række ambassadører, der støtter og taler projektets sag, heriblandt Troels Kløvedal, Lykke Friis, Mogens Lykketoft, Kurt Strand og flere andre. De har alle en vis vægt i mediebilledet og indsigt i internationale forhold.

”Fra egne rækker har den moralske og faglige opbakning være enorm. Det har bekræftet os endnu mere i, at vi har fat i det rigtige. Nu mangler vi bare, at den økonomiske opbakning for alvor slår igennem,” siger Jens Anders Wejsmark Sørensen.  

De VIL det her og om et halvt år skal barnet  komme til verden

Lange arbejdsdage med masser af rejseaktivitet til redaktionsmøder, endeløse Skypemøder, konceptudvikling, etablering af blog, crowdfundingsite mv. Det har igennem de sidste to år i perioder været virkeligheden for de fire freelancere i redaktørgruppen. 10. december bliver det afgjort, om crowdfundingen lykkes, og hvis den gør, vil de første historier blive bragt et halvt år senere.

”Vi tror naturligvis på, at der findes mindst to tusind danskere, der vil være med til at grundlægge et medie, som kan vise dem verden på en ny måde. Det er kun to tusind medlemmer, der skal til, for at få det her til at løbe rundt. Derfor knokler vi, som vi gør. Vi vil det her,” slutter Jens Anders Wejsmark Sørensen.

Her finder du mere info om Korrespondenterne.

På bloggen kan du se redaktørgruppen og få besvaret de oftest stillede spørgsmål om Korrespondenterne.

Her kommer du direkte til crowfunding kampagnen, hvor du kan støtte og se priserne på medlemskab. På lørdag den 21. november 2015 kan du tage til støttefest for Korrespondenterne på Støberiet på Nørrebro i København.

Kommentarer