Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Marianne Bækbøl stiller op til bestyrelsen

Haves: Suppleantpost. Ønskes: Bestyrelsespost

Da jeg blev valgt ind som suppleant til bestyrelsen sidste år, regnede jeg med, at det ville blive et ganske fredeligt år. Jeg tog fejl. Kort tid efter generalforsamlingen forlod Jens Rossen bestyrelsen, og jeg har siddet på hans plads siden.

Sikke et år det har været. Masser arbejde for at hitte rede i nye navne, nye begreber og finurlige arbejdsgange. Efterhånden er jeg dog ved at finde mine ben og er blevet klogere på både DJ, FLG og fagligpolitisk arbejde.

Selvom det har taget meget af min energi blot at finde ud af, hvordan arbejdet foregår og at bidrage efter bedste evne på bestyrelsesmøderne, har jeg også haft energi til at bidrage til konkrete opgaver. Disse har især handlet om at bidrage til bestyrelsens kommunikations- og webstrategi, lige som jeg har stået for en række mindre web-artikler om vejen fra fast til fri freelancer.

Hvis jeg bliver valgt ind som fuldgyldigt medlem af bestyrelsen, vil jeg, i samarbejde med gode kolleger i bestyrelsen, i den kommende periode arbejde videre med at:

  • Opkvalificere FLGs website - Medlemmerne skal løbende vide mere om bestyrelsens fagpolitiske arbejde. Og det skal være i et web-egnet sprog, format og design.
  • Arrangere en visionskonference om fremtidens mediemarked – En platform til at skabe positive visioner for sit fremtidige freelancearbejde på et marked under forandring. 
  • Arrangere en studietur til Israel – Journalistik, politik og kultur i et land hvor sprængfarlige modsætninger er hverdagskost.

Derudover vil jeg meget gerne bruge noget af min tid på at arbejde med udvikling af flere relevante kurser og efteruddannelsesforløb for freelancere.

I håbet om jeres opbakning til mit kandidatur og mine ønsker om egen plads i bestyrelsen.

Kommentarer