For mange yngre er freelancearbejde et vilkår, ikke et valg

Hver fjerde af DJ’s freelancemedlemmer er yngre end 35. Det viser forårets undersøgelse af arbejdslivet for freelancere og selvstændige. Men modsat deres ældre kolleger opfatter mange af de yngre sig faktisk ikke som hverken freelancere og selvstændige – de er bare ikke fastansatte. Det handler ikke kun om selvopfattelse og begreber, men om helt grundlæggende ting som graden af indflydelse på egen situation og graden af forhandlingsrum.

Ufrivillig freelancer

De yngre har i langt mindre grad aktivt tilvalgt freelancetilværelsen. Kun godt hver fjerde svarer, at de havde lyst til et arbejdsliv som freelancer/selvstændig, mod næsten halvdelen af dem over 35. De fleste af de yngre har imidlertid aldrig prøvet andet. De er ikke blevet opsagt fra et fast job og er heller ikke mellem jobs. 16 procent er blevet færdige med deres uddannelse for nylig og freelancer, mens de søger fast arbejde.

Og næsten hver femte af dem under 35 har allerede mistet troen på, at de vil kunne finde et fast job.

I fritekstbesvarelserne er budskabet stort set enslydende: Medie- og kommunikationsbranchen er ikke en branche, hvor man får tilbudt fast job. Freelancing, fastlancing, tba-ansættelser, fuldtid på nultimekontrakter og en masse andre varianter af ikke-fastansættelse er et vilkår, ikke noget man til- eller fravælger. Hvis man altså vil blive i sit fag.

Det afspejler sig også i de yngres samarbejdsformer. De arbejder i langt højere grad side om side med fastansatte og i langt højere grad hos arbejdsgiveren, frem for at arbejde hjemme eller sammen med andre freelancere. Over 40 procent af de yngre har arbejdet på løse vilkår i mere end tre år, heraf 14 procent mellem 6-10 år.

Når man reelt indgår i den daglige produktion på en arbejdsplads under arbejdsgiverinstruktion, og altså ikke har den frihed, det giver at være sin egen chef, er der ikke megen fidus i at være ’freelancer’.

Ikke så overraskende er de yngre også markant mindre tilfredse end de ældre. Kun hver tiende er ”meget tilfreds” mod næsten hver fjerde af de ældre. Flere end hver fjerde under 35 er utilfreds eller meget utilfreds, mod færre end hver femte af de ældre.

Arbejder med tv, video og digital journalistik

Hvad angår faglighed adskiller gruppen af yngre sig mest markant ved, at langt flere arbejder med tv (41,3 mod 25 procent af de ældre), videojournalistik (26 mod 13,4 procent) og som tilrettelæggere (29,1 mod 13,7 procent).

Ser man på gruppen af skrivende journalister, kendetegner de yngre sig ved i højere grad at arbejde for digitale medier end for fagblade og magasiner. Kun 4,3 procent arbejder for fagblade (der typisk har underskrevet eller forholder sig til Medieaftalerne), mod 16,5 procent af de ældre. Andelen af skrivende journalister ved trykte dagblade er omtrent den samme blandt dem over og under 35.

De yngre har også i langt mindre grad private virksomheder, ngo’er, offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner og forlag som kunder, og arbejder i markant højere grad for produktionsselskaber samt lokale og landsdækkende radio- og tv-stationer.

Sidstnævnte er jo overenskomstdækkede arbejdspladser, så det giver mulighed for at gøre noget konkret ved deres forhold. Selvom lidt flere yngre end ældre angiver, at de ikke har undersøgt hvilke overenskomster, der kunne være relevante for dem, er der markant flere yngre end ældre, der siger, at der findes en overenskomst, som regulerer freelancevilkår på deres arbejdsplads.

Men det giver dem hverken større tilfredshed eller større indflydelse på deres situation – og det giver dem heller ikke bedre økonomi.

Markant fattigere

Hele 45,7 procent af de yngre har en indkomst, der er lavere end højeste dagpengesats, mens det ”kun” gælder 30 procent af de ældre (her er der ikke taget højde for fuldtid/deltid – se også artiklen Det økonomiske skel mellem faste og frie eskalerer.

Kun hver tiende tjener over 520.000 om året, mens det gælder for næsten hver fjerde af de ældre. Det er selvfølgelig en del, der kan forklares med erfaring – en nyuddannet fastansat tjener jo heller ikke det samme som en fastansat med ti års anciennitet. Men hver tredje af ”yngre-gruppen” er over 30, og dermed næppe helt nyuddannede, ligesom de går side om side med fastansatte – der formentlig har en væsentlig højere indtægt – og løser de samme opgaver.

Af de yngre, der har været freelancere længe nok til at kunne vurdere, om deres indtægt har været stigende eller faldende de seneste fem år, er der heldigvis betydeligt færre end blandt de ældre, som vurderer, at den har været faldende. Der er også betydeligt flere, som vurderer, at den har været stigende sammenlignet.

Men: For dem, der har haft faldende indtægt, siger dobbelt så mange, at de oplever at blive presset på priserne. Og tre gange så mange siger, at de i højere grad selv skal afholde deres udgifter i forbindelse med opgaverne.

Snævert forhandlingsrum

Til gengæld er der også mange yngre, der har succes med at forhandle pris/løn op og skaffe sig flere opgaver. Faktisk er der over dobbelt så mange som blandt de ældre, der angiver at deres stigende indtægt skyldes egen forhandling.

Igen er der dog et men: Generelt set oplever dem under 35 nemlig i langt ringere grad, at der overhovedet er et forhandlingsrum. Kun godt 22 procent oplever forhandlingen som en ligeværdig situation, hvor begge parter får noget ud af det (mod over 30 procent af de ældre), mens dobbelt så mange yngre som ældre svarer, at de prøver at forhandle, men der sjældent kommer noget ud af det.

Mens næsten 40 procent af 35+ gruppen lægger sig mellem 8-10 på skalaen for, hvor ofte de får en rimelig pris for deres arbejde, gælder det kun godt 27 procent af dem under 35.

Udsigten til et usikkert arbejdsliv i den branche, de er uddannet til, får ikke overraskende de yngre til at vægte flere kollektive aftaler for freelancere endnu højere end deres ældre kolleger. Hele 54 procent har sat dette som første prioritet for, hvad de ønsker fra deres fagforening, og yderligere knap 17 procent har det som anden prioritet.

Hvis DJ skal fastholde de yngre medlemmer og tiltrække flere, er der altså ikke megen tvivl om, hvor der skal sættes ind: Der ryddes op i de etablerede mediers brug af tba’ere og andre løst tilknyttede til at udføre den daglige produktion – og overenskomstdækningen for freelancere og andre ikke-fastansatte skal forbedres og udvides.