Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Ligestilling i barselsfonden

Forældre kan efter vedtægtsændring nu søge om lige meget støtte fra FreelanceGruppens barselsfond uanset køn

Barsel

Charlotte de la Fuente Vedtægterne til FreelanceGruppens barselslegat er blevet opdateret, så flere kan få glæde af det.

FreelanceGruppens generalforsamling vedtog den 1. marts 2025 enstemmigt et forslag om to vedtægtsændringer i barselsfonden, som FreelanceGruppens bestyrelse havde stillet. Formålet med ændringerne er at skabe ligestilling for medlemmerne.

Første ændring går på at give medlemmer mulighed for at søge legatet, hvis de kun modtager et lille beløb fra den offentlige barselsfond for selvstændige. Det betyder konkret, at hvis støttebeløbet fra den offentlige barselsfond ligger under 150 kr. pr. dag i 28 uger, kan FreelanceGruppens barselsfond nu dække forskellen mellem beløbet fra den offentlige barselsfond og loftet på 150 kr. pr. dag i 28 uger.

Anden ændring har til formål at skabe ligestilling mellem kønnene. Indtil nu har kvinder kunnet søge barsel i 28 uger, mens mænd og andre medforældre kun har kunnet søge for 14 uger. Med vedtægtsændringen kan alle forældre nu søge det fulde legat i 28 uger – såfremt, naturligvis, at de holder barselsorlov.

Derudover har vi efter forslag fra medlemmer på generalforsamlingen ændret tidsfristen for at søge, så man skal søge senest tre måneder efter første dag på barsel frem for tre måneder efter fødsel eller adoption. Det betyder, at faren eller medforælderen, der typisk tager barsel senere, ikke behøver at vide præcist, hvor mange barselsuger, vedkommende vil tage, før det er aktuelt.

Læs de nye vedtægter her

 

 

 

 

Kommentarer