Lene freelancer med verden som arbejdsplads

Lene Vendelbo har altid vidst, at hele verden skulle være hendes arbejdsplads. Men at hun som freelancer skulle skabe en niche som udvikler og producent af undervisningsmaterialer til skoleelever for nødhjælpsorganisationer var hun ikke selv klar over, da hun som nyuddannet forlod Journalisthøjskolen i 2003. Heller ikke, da hun for omkring otte år siden sagde op fra Røde Kors efter tre år som blandt andet redaktør, fordi hun ikke kunne se sig selv som projektleder, og det var den vej stillingerne i kommunikationsafdelingen bevægede sig.

”Når jeg som redaktør fik leveret artikler ind fra freelancerne, så ville jeg faktisk hellere have lavet historierne selv. Jeg elsker at skrive historierne, tage billeder og komme helt tæt på,” siger hun.

Og det er hun kommet. Da det midt i marts var syv år siden, at krigen i Syrien brød ud, var Lene Vendelbo i Damaskus for at dokumentere nødhjælpsarbejdet for Røde Kors. Før det var hun i Rumænien for at interviewe og fotografere børn i en af landets fattigdomslommer til et undervisningsmateriale også for Røde Kors. Og hun er netop kommet hjem fra Jordan, hvor hun var afsted for Dansk Flygtningehjælp for at lave en VR-film til næste juls ulandskalender.

Opsøger heldet
Efter otte år som freelancejournalist har Lene Vendelbo slået sit firmanavn Vendelbo Kommunikation fast. Hun er den, de store nødhjælpsorganisationer går til for at få hjælp til undervisningsmaterialer til skoleelever – især hvis emnerne er flygtninge, klima og børns vilkår i hele verden.

Til at begynde med kaldte hun selv sin karriereudvikling for held. Og det var da også en stor fordel, at hun fik en fast opgave med kommunikation at et fadderskabsprojekt med fra Røde Kors som bund. Men at hun har fået succes med sit firma, skyldes også, at hun har været dygtig til at finde og dyrke sin niche inden for det humanitære og kommunikation målrettet børn.

”Held er vel noget, man opsøger,” smiler 39-årige Lene Vendelbo med nordjysk beskedenhed.

Lavede forretningsplan
For ikke at gå og slå sig selv i hovedet med sine store ambitioner, som måske ikke blev indfriet hurtigt nok, lavede hun en forretningsplan med en procentvis stigning af de humanitære opgaver. I første kvartal skulle mindst 10 procent være opgaver for humanitære organisationer. Efter et halvt år skulle det vokse til 20 procent og så fremdeles.

”Når folk spurgte, hvad jeg lavede, sagde jeg: Jeg er freelancer og laver en del humanitær kommunikation, og jeg vil gerne lave mere. For at signalere, at der var åbent for flere opgaver,” siger hun om det, hun langsomt byggede op som en fortælling om, hvem hun er.

Fandt sin niche
Selvom det humanitære altid har trukket, tog det lidt tid for Lene Vendelbo at finde sin niche, som er kommunikation for især humanitære organisationer koblet med undervisningsmaterialer til skolebørn om flygtninge, klimaforandringer og børneliv i hele verden. Mest den del af verden, hvor der er krig, nød og død, men hun har også lavet undervisningsmaterialer for Danwatch, Europabevægelsen om EU og for Dansk Industri.

Som praktikant på først hedengangne Aktuelt og derefter Berlingske trivedes hun ikke specielt godt med den traditionelle dag-til-dag journalistik.

”Det var da meget sjovt at lære, hvordan en nyhedsredaktion fungerer. Men jeg arbejder nok mere tematisk. Journalistik er ikke noget, man behøver skyde af på en dag. Den journalistiske metode kan godt være noget, der kører over et år,” siger hun.

Siden har hun ikke sat sin byline i nyhedsmedier, og hun har heller ikke behov for det. For journalisten Lene Vendelbo handler det om at være der, hvor impact er størst.

”Når jeg udgiver undervisningsmaterialer sammen med Røde Kors, og vi kommer ud til 30.000, så tror jeg, vi rykker mere end med en artikel i en avis,” konstaterer hun.

Rejser til Syrien og Afrika
Hvor den traditionelle journalistik ofte peger på forskelle, konflikter og det, der adskiller os, vil Lene Vendelbo gerne starte samtaler om det, der samler os. Det er også derfor, hun synes, det er så vigtigt at rejse ud til verdens fattigste steder og lande, hvor der er krig og bomber.

”Grunden til, at jeg tager til Syrien og Afrika er jo, fordi jeg tror på, at man skal fortælle om mennesker, vi kan forholde os til for at få folk til at interessere sig for hinanden,” siger hun og roder i sin taske for at finde et par udgaver af de seneste undervisningsmaterialer, hun har lavet for Røde Kors. Et af dem har tema om genbrug og globalt forbrug, hvor hun har interviewet middelklassebørn i Danmark og Malawi om deres forhold til nyt tøj og genbrugstøj.

”Pointen var at få eleverne til at reflektere over…” siger hun og bliver så grebet, at hun er nødt til at bladre og finde den præcise formulering fra en afrikansk dreng, som siger, at alle har brug for et par Converse.

Hun kigger op og spørger:

”Når eleverne læser om en 13-årig fra Afrika, der siger det, får det dem måske til at tænke over, hvad det betyder for jordens ressourcer, hvis vi alle sammen vil have det samme? Og har de mere ret til de sko, end han har?”

Skaber samtaler
For Lene Vendelbo handler det som journalist og formidler om at give børn og unge indsigt i de meget store problemstillinger – og et par sko er til at forstå.

”Jeg vil gerne skabe samtaler, så det ikke kun handler om bombeofre og frygtelige billeder fra Syrien. Dem skal vi også se!” understreger hun, men gør klart, at nyheder om bomber ikke er hendes bord, fordi de ofte kun skaber vrede og indignation.

”De skaber ikke en samtale. Altså… Det går igen i alle mine materialer at tage fat i komplekse tematikker om flygtninge eller klima, som eleverne kan forholde sig til ude i klasserne. Mit lille håb med det, jeg laver, er at starte diskussion og refleksion,” siger hun.

Sparringspartner for organisationer
Fordi hun synes, der er værdi i alle samtaler, sørger hun også for at dele sine interviews internt i organisationerne fx med de programfolk, som er med ude i verden. Hun oplever, at det ofte giver aha-oplevelser, fordi hun som journalist spørger på en helt anden måde, når hun taler med den lokale høvding eller børn i en flygtningelejr.

”Jeg ser faktisk også mig selv som sparringspartner. Og mange organisationer ser mig ikke som en konsulenttype. De ser mig som en del af organisationen, når jeg laver opgaver for dem, så jeg bliver en del af maskinrummet,” siger Lene Vendelbo, der finder det enormt tilfredsstillende at være så tæt på nødhjælpsarbejdet og samtidig få hjælp af et stort apparat i organisationerne, som hjælper hende med at komme helt ud til det tørreste sted i Etiopien, eller hvor der er allermest bombet i Syrien – fordi det er der, historien er.

Deler viden og idéer
Mange af hendes opgaver bliver til på grund af de gode relationer, hun opbygger til de kontakter, kunder og kolleger i organisationerne.

”Det handler om at være i dialog løbende. Altså jeg snakker gerne med folk og mødes til en kop kaffe. Så kan det godt være, der kommer noget ud af det, men det er ikke sikkert, der gør. For mig har det også en stor værdi, at jeg får en fornemmelse af, hvad der foregår i organisationerne og deres overvejelser. Og fordi jeg bevæger mig så bredt omkring i det her miljø, så kommer jeg med input og noget frisk luft. Dermed kan jeg også give dem kvalificeret sparring,” siger hun om sin strategi, der både er til hendes egen og til kundernes fordel.

”Det giver bare større værdi, at man deler af sin viden og gode ideer. Så det med at taxameteret altid kører… Det gør det ikke hos mig,”.

Planlægger langt frem
Strategien betyder, at hun for det meste ved, hvad hun skal lave et halvt år frem. Hun har lært sig at tænke langsigtet og selv opsøge større projekter. For eksempel er det ved at være tid til at finde projekter til 2019, som hun kan søge penge til fra Undervisningsministeriet, der har ansøgningsfrist i august.

”Det er vigtigt, at alt ikke skal stampes op fra starten hver eneste gang, men at man kan søge større portioner penge. Det giver arbejdsro. Men det kræver, at man har en niche,” understreger hun.

”Og så er det bare enormt tilfredsstillende, at jeg både er med til at finde ud af, hvad indholdet skal være og så faktisk også udfører det,” forklarer Lene Vendelbo, der både kalder sig generalist og specialist.

”Der var en i mit netværk, som sagde, at han aldrig havde mødt en som mig, der både er vild med at lave strategi og også gerne vil sætte det sidste punktum. Men det er fordi, jeg har helt vildt svært ved at levere noget, hvis jeg ikke ved, hvorfor vi gør det. Jeg synes, det er vigtigt, at vi altid lige runder: Hvorfor laver vi det her? Hvem er det til? Og hvilken forskel skal det gøre?” siger hun.

Dyrker niche-niche
Som ny freelancer lavede hun en konkurrentanalyse, og umiddelbart er der ikke andre med samme setup, som leverer alt fra konceptudvikling, kvalitativ analyse og facilitering af workshops til produktion af indhold, redigering og færdig levering af undervisningsmaterialer. Ofte er de i magasinform og baseret på den journalistiske metode men i samarbejde med pædagogiske konsulenter for at sikre det didaktiske indhold efter lovens krav.

”Det, jeg laver, er jo meget niche-niche. Altså, der er jo masser, som laver undervisningsmateriale, men den journalistiske tilgang og min viden om humanitære forhold, kan jeg ikke se, at andre har,” siger hun selvsikkert.  

Sidste sommer investerede hun tid og penge i en uddannelse i dokumentarfotografi. Det betyder, at hun nu kan rejse ud alene og efter indhold både som skrivende journalist og som fotograf.

”Når man ser på, hvor svært det er at tjene penge på fotografi, så giver det ikke mening. Men i min butik tilfører det rigtig meget værdi, fordi jeg kan løse opgaver, som ingen andre kan,” siger hun og kalder sin butik et sammensurium af kompetencer.

”Jeg er en schweizerkniv,” smiler hun.