Karrierekrise? Sådan sætter du sejl på ny
Efter 14 år som selvstændig journalist og underviser er Nana Toft i tvivl om, hvilken retning hun skal gå. Hun opsøger en coach for at blive ført i den rigtige retning. Tag med hende på rejsen - og bliv klogere på dit eget arbejdsliv undervejs.
Begyndelsen
“Kære Nana.
Du er ved at sætte sejl på en helt ny måde. Både privat og arbejdsmæssigt. Det kan føles freakin’ skræmmende og uklart.
Den eventyrlystne del, der er i dig, har måske brug for en lang tænkepause. Den beder dig måske om en masse, du ikke helt forstår. Men det, du kommer hjem med fra denne rejse er at begynde at arbejde med dit fag og med dig selv på en ny måde.”
Ordene står og blinker i en mail fra Nana Askov, som jeg forlod for mindre end en time siden. Vi tilbragte en del tid sammen i hendes meget personlige samtalerum på Islands Brygge i København, som hun har indrettet med en udstoppet fasan, en figur af Jomfru Maria med Jesusbarnet i sin favn, et indrammet billede af Darwin på væggen og et par buttede læderstole.
Hvert eneste år, nogenlunde på det her tidspunkt, sådan lige efter jul og nytår, hvor et nyt år banker på, står jeg der igen: Forvirret. Modløs. I chok over at det forgangne år gik så hurtigt. I rastløs forventning om, hvad det nye år bringer.
Jeg kender tilstanden. For jeg har været her et utal af gange før. Det er den velkendte følelse af at stå i stampe. Motoren kører, men du kører ingen vegne, for hvordan kan du bevæge dig, hvis du ikke ved, hvor du skal hen?
Efter 14 år som selvstændig journalist og underviser, og som en rastløs sjæl, der konstant har brug for et mål, for at livet, i hvert fald arbejdslivet, føles meningsfuldt, er det genkendeligt, måske også helt naturligt, at være her igen; ved hver eneste spæde begyndelse på et nyt år.
Men det er er altid pinefuldt.
Og i år føles værre, end det har gjort før.
Sæt nye mål for 2022!
Få to brugbare øvelser lige her. Coach Nana Askov guider dig grundigt igennem øvelserne.
Jeg kender tilstanden. For jeg har været her et utal af gange før. Det er den velkendte følelse af at stå i stampe. Motoren kører, men du kører ingen vegne, for hvordan kan du bevæge dig, hvis du ikke ved, hvor du skal hen?
Og hvad gør man som arbejdende væsen, når man har oplevelsen af, at man efter et betragteligt antal år har vendt tre milliarder sten på syttentusinde forskellige måder? Når man har hamret i tastaturet, vendt perspektivet på fortællingerne, kastet sig over nye platforme, etableret dogmer for sig selv, opsøgt miljøer på steder, man ikke kunne forestille sig eksisterede, taget et væld af efteruddannelse og i det hele taget gået til højre, opad, nedad eller til siden, hvor man hidtil har gået til venstre et utal af gange.
“Jeg har sagt alle mine faste samarbejdspartnere op,” lød en kommentar på en af mine journalistvenners facebookside, som jeg tilfældigvis faldt over en gang i sidste uge. “De åd min hjerne,” fortsatte hun.
Normalt en skræmmende tanke, især som freelancer, at sige de kunder op, man har arbejdet med i årevis, og som måske er dem, der sikrer, at du kan blive boende dér, hvor du bor. Eller i det mindste give dine børn mulighed for at gå til en fritidsaktivitet eller få en hæderlig madpakke med i skole.
Mig skræmte det også en anelse, da jeg læste kommentaren: Vildt nok. Kan man det? tænkte jeg. Men måske var det vilde snarere, at jeg blev dybt fascineret, og at jeg i mine tanker i dagene efter konstant vendte tilbage til den kommentar. Var det lettelse, der ville komme på bagkant af det scenarie? Var det forløsning? Udover det angstfyldte, var der så længslen efter at nulstille et arbejdsliv, der var årsagen til, at den kommentar nærmest havde magnetisk kraft?
En uge senere sidder jeg i Nana Askovs samtalerum. Hun er tidligere journalist og har blandt andet arbejdet som redaktionschef på Ugebrevet A4 og Avisen.dk, men i dag arbejder hun som selvstændig coach og underviser (foruden at være krimiforfatter, podcaster og leder af Nord Communications) i dét, der hedder The Hero’s Journey. Som det søgende menneske jeg er, og måske også fordi jeg har været selvstændig i så mange år, som jeg har, har jeg siddet ikke bare én, to eller tre, men et utal af gange hos mere klassiske karriererådgivere. Med uro og en anelse desperation indeni har jeg stillet alle rådgiverne stort set samme spørgsmål: Hvorfor er der kaos indeni mig? Hvor skal jeg bevæge mig hen? Alt føles enten kedeligt, meningsløst eller gentagende. Hvad gør jeg?
Det er ikke fordi, de ikke har inspireret mig. Men det var i en samtale med en god kollega, at det pludselig gik op for mig, at jeg havde brug for at sparre med et menneske, hvis indfaldsvinkel til et menneskes karrierevalg var et andet end det mere traditionelle.
Da jeg lagde røret på efter en længere snak med min kollega forstod jeg, at jeg måtte gøre noget andet, end jeg plejede, hvis jeg skulle sætte mere meningsfulde mål og kickstarte 2022 på en ny måde.
Om Nana Toft
Nana Toft er journalist og underviser med 14 års erfaring som selvstændig journalist i virksomheden Udsagn, hvor hun fokuserer på socialområdet, sundhed og psykiatri. Hun laver også skræddersyede undervisningsforløb for fagspecialister.
Samtalen med coach og forfatter Nana Askov har Nana Toft betalt af egen lomme.
“Når vi er handlingsmennesker er vi gode til at lægge planer, sætte mål og realisere dem. Men der kan være et stadie, der er svært at være i: I toppen af trekanten. Det stadie, vi kunne kalde Be. Det er ren væren. Det kan sammenlignes med en følelse af vinter..."
Midten
“Det er noget med at vælge rigtigt. Når jeg siger, jeg har været i det her vadested mange gange før, så er der alligevel noget, der er fundamentalt anderledes denne gang. Valget føles mere afgørende. Jeg er jo 47, ikke 32 år.”
Der er gået otte minutter af min snak med Nana Askov, og når jeg efterfølgende lytter vores samtale igennem med mine ørebøffer, kan jeg høre, at samtalen har ramt noget essentielt.
“Min legeplads føles mindre,” siger jeg. Nana spørger hvorfor.
“Fordi jeg er blevet ældre. Min tid er mere betydningsfuld, privat såvel som professionelt. Det er ikke fordi, jeg kan eller skal kontrollere, alt hvad der sker i mit liv, men jeg har et større behov for, at det jeg bruger min tid på, også er det værd.”
Nana hiver sin notesblok frem og tegner en trekant.
“Jeg bruger ofte den her trekant-model, når vi taler om, hvordan vi arbejder med kreativitet og innovation. Den er oprindeligt udviklet af Penney Pierce, der blandt andet har skrevet bestselleren "Frequencies" om intuition, kreativitet og påvirkningen af vores hjerne. Jeg har justeret den lidt. Modellen beskriver i grove træk de tre stadier, vi alle går igennem, når vi skal skabe noget nyt. Jeg kalder den "Triangle of Creation".
“Når vi er handlingsmennesker er vi gode til at lægge planer, sætte mål og realisere dem. Men der kan være et stadie, der er svært at være i: I toppen af trekanten. Det stadie, vi kunne kalde Be. Det er ren væren. Det kan sammenlignes med en følelse af vinter. Det er en fase, hvor der ikke sker en flying fuck. Indtil der pludselig opstår en tanke: Når du for eksempel. har lyst til at købe et hus på Lolland. Så går du i gang med at lægge økonomien for, hvordan du køber dit hus, og du begynder at lede efter et hus. Vi visualiserer, hvad vi skal lave om i køkkenet, vi tegner det hele ned, og nu kan jeg se, du smiler Nana, for nu føles det godt. Nu er du i Do, og her har du det godt. Do er næste stadie på trekanten: Handling. Det er her, hvor vi laver en plan og sætter handling bag.
Tre bøger, du skal læse
Joseph Campbell: The Hero With a thousand faces
Richard Rohr: The Great Fall
Penney Pierce: Frequencies
Så får du huset, du har ønsket dig. Men så er det, at der opstår en lille mini-depression. Nu er du rykket videre til tredje punkt på trekanten: I Have. Der, hvor du har skabt det, du havde forestillet dig. Hos handlingsmennesker vil der ofte ske det, at du allerede her længes efter at være tilbage i Do.
Jeg har brugt modellen mange gange før. Også da jeg arbejdede med virksomheder, der ønskede at skabe innovation, nytænkning og kreativitet i deres medarbejderteams.
De har måske et produkt, som har givet stor succes. Nu vil de have et nyt på markedet. ’Bare skab mere af det samme, bare på en ny måde’, lyder det til medarbejderne.
Man ser det også i den journalistiske udvikling på redaktionerne. Når vi har lavet en god serie eller et format, der trækker mange læsere er logikken: ‘Flere af dem. Flere af dem, der ligner den her type artikel’.
I dit tilfælde kunne det være "okay, jeg har fået mit hus. Så bygger jeg en carport. Og et anneks og en have, og, og, og..." Hele tiden løber du efter en form for tilfredsstillelse, som smutter mellem fingrene på dig.
Problemet er, at vi cykler frem og tilbage mellem Do og Have. Konstant i produktion og målsætning. Vi kan kalde det den ukreative zone – eller den lavfrekvente.
Udfordringen er, at du egentlig ikke får sjælen med til næste gang, du sætter et mål. Innovation kan kun ske, når vi er villige til at give slip. Give plads til tomhed og gå op i toppen af trekanten til det punkt, der hedder Be. Problemet er, at rigtig mange af os er dødbange for at være i en tilstand af Be. Tænk, hvis jeg bliver der for evigt og aldrig får lavet noget som helst?”
Under sessionen med Nana Askov, kan jeg mærke, at jeg skal kæmpe med at åbne op for de her, i min optik, meget amerikaniserede eller alternative, måske lidt for følte, begreber, som Nana Askov introducerer. Be, Do, Have, Purpose, Bliss, De Hellige Ja’er.
Forestil dig, at du - altså som mig - stritter, når folk taler om, hvor meningsfuldt yoga er. Hvor, det eneste du tænker er, at du ville have lyst til at råbe højt, fortrinsvis et hav af bandeord eller bryde ud i spontan dans midt i sessionen. Det er jo barnligt, det ved jeg godt, men hvis man nu hele sit liv har benyttet sig af specifikke strategier; som for eksempel hele tiden at handle, når livet føltes meningsløst, så er det sindssygt grænseoverskridende at indse, at der måske kan være noget at hente eller lære i ikke konstant at være i Do, Do og Do, Do, Do.
For der er noget i det, Nana Askov siger, der fæstner sig, da hun fortæller, at det lader til, at jeg befinder mig et sted i livet, og derfor også i mit arbejdsliv, hvor mine tidligere strategier til meningsfuldhed kommer til kort.
Og så er det, at hun hiver sin notesblok frem igen og tegner, hvad der ligner et kæmpe U.
“Det her er Richard Rohrs livsbue. Richard Rohr er præst og mystiker og bor i USA. Han er ekspert i metoden The Hero’s Journey og Enneagrammet og forfatter til blandt andet bogen Falling Upwards.
En af de centrale pointer i livsbuen er, at vi bruger første halvdel af vores liv på at skabe, uddanne og definere os selv. På et tidspunkt i livet rammer vi det stadie, han kalder The Great Fall. Midtvejskrisen, kunne man måske kalde det. En stærk metafor for at være her er Jesus på korset. Lige der, hvor han hænger med søm i hænder og fødder og ser mod himlen og spørger: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.
Det er her i livet, hvor det, du har navigeret efter indtil nu pludselig ikke føles sandt. Det er her tristhed, magtesløshed og måske dyb kedsomhed melder sig. Mange af os begynder at filosofere over spørgsmål som: Hvorfor er vi her? Hvad skal det hele til for? Det kan godt føles lidt som at dø. For alle de tricks, der virkede for mig før, de virker ikke mere.
Jeg husker fra mig selv, engang jeg stod i køkkenet med min mand. Han havde lige købt en ny bil. Hele hans krop dirrede. Hver eneste celle i hans krop var lykkelig. Og jeg stod ved siden af ham og blev helt misundelig. For det virkede ikke på mig. Faktisk virkede ingenting, jeg kunne komme i tanke om at købe.
Jeg oplevede det også i mit arbejdsliv. Jeg havde verdens mest spændende job som redaktionschef. Et job, jeg følte var vigtigt og spændende. Pludselig kunne jeg ikke engang få puls over det, jeg brugte en stor del af mine vågne timer på. Det virkede ikke mere.
Jeg kunne ikke mere få det her lykkeboost og følelsen af at være på rette vej længere, som jeg kunne førhen.
Når vi mærker The Great Fall er det ofte forbundet med krise. Det kan opleves voldsomt og uretfærdigt. Det er også her, man ofte ser folk begynde at træne, ville skilles eller lave et vildt karriereskifte. Man kunne kalde det maniske handlinger for at forhindre det store fald.
Men Richard Rohrs pointe er, at hvis vi ikke er villige til at overgive os til den forandring, så misser vi hele anden halvdel, som han betegner som at tømme ud. Give slip på det, vi troede indtil nu. Det bedste billede jeg kan give her, er det her med ældre mennesker, der kan nå til en nærmest ekstatisk lykkerus over en kartoffelmad. Dét, de gør er faktisk, at de stopper med at jage.”
Jeg bliver helt stille, da Nana Askov siger, at lykken er at stoppe med at jage.
“Det ville jeg faktisk have det svært med,” siger jeg til hende “For jeg kan godt lide at jage. Det jeg bare mærker er, at min jagt skal rettes det rigtige sted hen.”
Gratis karriere-rådgivning hos DJ
Som medlem hos DJ, kan du få gratis rådgivning- uanset om du er freelancer eller selvstændig. Få styr på din forretningsplan, få tilskud til efteruddannelse eller book en BIZ-sparring lige her.
(Foreløbig) slutning
I de her dage går jeg rundt om mig selv. Det eneste jeg rigtigt tænker på er, om jeg vinder den lodtrækning, som vi er to købere, der er en del af, om en fleksbolig på Lolland. Et af de begreber, som jeg lige måtte tage tilløb til at tage ind, da Nana Askov introducerede for mig under vores session i sidste uge, var fænomenet bliss.
"Hvad giver dig bliss?" spurgte hun flere gange. Uden at kunne finde et ord på dansk, der præcist ville dække den betydning, der ligger i ordet, og derfor har valgt at beholde på engelsk. For det er ikke lykke. Det er ikke livsglæde. Det er ikke meningsfuldhed. Det er måske snarere det sted, eller den tilstand, man er i, når tingene føles helt rigtige. Uden man nødvendigvis kan sætte ord på, hvorfor.
Så det øver jeg mig i. Bliss. For mig er det som om, jeg for første gang (næsten) tager et andet greb på det her med min karriere: I stedet for at vende mig udad: Hvad vil jeg opnå? Hvor vil jeg hen? Hvad sker der i verden, som jeg må være en del af? Hvor er der spændende at være? Så prøver jeg at lave den omvendte teknik: Jeg starter indeni mig, før jeg nødvendigvis vender mig udad. Indefra og ud. I stedet for udefra og ind.
Lyder det banalt?
Det er det måske også.
Lige nu ved jeg kun, at jeg ikke ved, hvad der sker herfra.
Jeg trækker stikket. Jeg nulstiller mig selv.
Kommentarer