Kampdag: Mød forbundets første rødstrømper

Det er sidste søndag i august 2017, og traditionen tro er de samlet til brunch. Kvindegruppen består af 20 journalister, og de fleste af dem har været fagpolitisk aktive siden rødstrømpebevægelsen. I oktober 1976 var de med til at arrangere forbundets første Kvindeseminar, der foregik på en café på Nørrebro i København. Derefter fik de etableret et kvindeudvalg – og senere seks forskellige kredskvindegrupper – der skulle øge bevidstheden om uligheden mellem mænd og kvinder.

“Der var massive lønforskelle dengang. Vi lavede en undersøgelse, der viste, at vi fik 15-20 procent mindre i løn end mænd. Vi var også oftere arbejdsløse. Derfor var det en sejr, da hovedbestyrelsen besluttede, at vi måtte få et kvindeudvalg,” siger Else Sander, der var med til at etablere udvalget og selv var freelancer i starten af sin karriere.

”Men mændene blev sure, fordi det kun var for kvinder, og nogle af dem prøvede at trænge ind til det første møde,” tilføjer hun og slår et grin op.

Alle fik ordet til kvindeseminar
Kvindeseminaret blev en tradition, der strakte sig over to dage hvert andet år. Omkring en femtedel af alle forbundets medlemmer dukkede op hver gang, og det var mere, end nogen andre faglige arrangementer kunne trække. Seminarerne benyttede sig af kvindebevægelsens tradition for rundetaler, og derfor gik ordet altid bordet rundt.

“Tanken fra rødstrømpebevægelsen var, at vi alle skulle komme til orde, for alle havde noget at bidrage med. Det styrkede vores tro på os selv,” siger Else Sander.

Denne søndag starter også med en runde. De præsenterer sig selv og deres baggrund, til ære for dem, der er kommet med i gruppen senere. Og selvom den slidte café på Nørrebro er blevet skiftet ud med den eksklusive Café Sundet, hvor panoramavinduerne spejler Øresund, brænder det faglige engagement stadig klart igennem.

Kvindeudvalget har i tidens løb også arrangeret kvinderejser, hvor de undersøgte kvinders arbejdsforhold i andre lande. Og de holdt selvtillidskurser, der blandt andet skulle gøre dem i stand til at ytre sig i større forsamlinger med mange mænd.

“I slutningen af 1970’erne var jeg eneste kvinde på Dagbladet Bornholmeren. Arbejdsmiljøet var meget barskt, og jeg skiftede senere til DR, fordi der var lidt flere kvinder,” siger Ulla Bechsgaard, der i dag er freelancer og en af gruppens nyeste medlemmer.

De andre om bordet nikker og begynder at diskutere ’rip-rap-rup-effekten’, der fik mændene til at udpege deres kønsfæller, når de attraktive stillinger skulle besættes. Det udbredte kammerateri krævede ekstremt arbejdsomme kvinder, bliver gruppen enige om.

Sekretærerne nægtede at servicere kvinder
“Jeg skulle være dybt seriøs rent fagligt og lavede meget mere end de fleste mænd,” siger Mie Petersen, der i dag arbejder som ledende redaktionssekretær på Kristeligt Dagblad.

Ulla Bechsgaard fortæller, at sekretærerne nægtede at servicere hende, da hun arbejdede på Christiansborg. “De var simpelthen vant til kun at servicere mænd og forstod ikke, hvad jeg lavede der,” siger hun.

Omkring 1990 blev kvindeudvalget lavet om til et ligestillingsudvalg, og både kvindeseminarer og kvinderejser blev indstillet. Men kvinderne fortsatte deres møder i privat regi og gav deres nye fællesskab navnet Kvindegruppen.

Flere kvinder finder vej til mediebranchen i dag end tidligere. I 1990 udgjorde kvinderne 30 procent af det samlede medlemstal i Dansk Journalistforbund. I skrivende stund er det tal vokset til 47 procent, og FreelanceGruppen er en af de specialgrupper, der har størst glæde af det voksende antal kvindelige medlemmer. Her er stort set halvdelen af medlemmerne kvinder, mens specialgruppen Journalisterne f.eks. har 37 procent kvinder, og Pressefotografforbundet blot har 20 procent kvinder. Det overrasker ikke Bente Friis, at mange kvinder er freelancere.

“Kvinderne har altid haft de dårligste lønninger og arbejdsvilkår. Jeg tror også, at det stadig er vanskeligt for mange kvinder at kombinere et familieliv med skæve arbejdstider som fastansat nyhedsjournalist. Og det spiller nok også ind, at cheferne stadig oftest er mænd, der ansætter mænd,” siger hun.

Else Sander tilføjer: “Freelancere skal blive bedre til at snakke deres honorarer op. Mange mænd går ind til en lønforhandling og tror på, at de faktisk kan lidt mere, end de kan. Vi har ofte en mere realistisk opfattelse af eget værd og vil kunne alting, før vi tilbyder det.”

Plads til kvinder i fagpolitik
FreelanceGruppens kvinder er gode til at træde op på den fagpolitiske scene. Til bestyrelsen blev i 2017 valgt syv kvinder og fire mænd, og gennem gruppens 40 år har syv kvinder og ni mænd sat sig på formandsposten. Til sammenligning er formandsposten i Dansk Journalistforbund gået til en kvinde en ud af otte gange, mens næstformandsposten er gået til en kvinde to ud af 12 gange.

Det er dog især i nyere tid, at FreelanceGruppens formænd har været kvinder. I næsten hele perioden fra den første kvindelige formand – Bodil Rohde, valgt i 1978 – gik af i 1983 og frem, til Mette Curdt blev valgt i 2000, havde FreelanceGruppen mandlige formænd, bortset fra årene 1993-1994, hvor Ulla Nygaard var formand. I årene 2000-2017 har fem ud af otte formænd for FreelanceGruppen imidlertid været kvinder.

Det er godt, at kvinderne engagerer sig i fagpolitik, mener Kvindegruppen.

Til et delegeretmøde i 1981 fik kvindeudvalget stemt en børnepasningsordning igennem. Den skulle sikre, at flere kvinder gik ind i fagligt arbejde. Når der var kvindeseminarer og delegeretmøder, troppede en pædagogmedhjælper op for at tage sig af kvindernes børn. Men ordningen gik hurtigt i sig selv igen.

“Det endte med at blive brugt ganske få gange. For det viste sig, at kvinderne alligevel gik glip af alt det sjove sent på aftenen, fordi de selv skulle tage sig af børnene der,” konstaterer Bente Friis.

Til gengæld har Kvindegruppens kamp for ligeløn båret frugt. I 1976 fik kvinderne 15-20 procent mindre end mændene. I dag er løngabet nede på 5,1 procent ifølge forbundets seneste opgørelse. Mændene er dog tilsyneladende stadig bedre til at forhandle deres løn. Deres selvtillid bliver grundlagt allerede i vuggestuen, bliver kvinderne enige om denne søndag.

Brug hinanden i en basisgruppe
“Når mændene gik til forhandlingsbordet dengang, kunne de finde på at argumentere med, at de skulle betale hustrubidrag, fordi de havde været gift tre gange. Mange af dem havde en kone, der gik hjemme, vaskede deres tøj og tog imod dem med en pind i øret,” siger Mie Petersen.

Selvom de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet i dag, halter det stadig med selvtilliden, når de sætter sig ved forhandlingsbordet. De skal benytte sig af forbundets forhandlings- og BIZ-kurser og blive bedre til at indstille sig selv til priser, mener Kvindegruppen. Det er også en god idé at danne rene kvindenetværk, slår en af dem fast:

“Lav en basisgruppe! Vi kvinder skal være meget bedre til at bruge vores netværk. Når vi søger job, skal vi opsøge bekendte på samme arbejdsplads. Og vi skal huske at bruge kvinder som eksperter i medierne,” siger Jette Rantorp, der i kvindebevægelsens spæde start fik samlet et kartotek over kvindelige eksperter, der siden blev til Kvinfos ekspertdatabase.

Brunchtallerkenerne bliver samlet sammen, og selskabet begynder at rykke videre til den udendørs terrasse. Her har de udsigt til havnens skinnende både, der vugger i vandoverfladen under dem. De bestiller vin, og den faglige snak forstummer.

“Der er stadig masser at kæmpe for. Men vi synes måske ikke, at det er vores kamp længere,” siger en af dem og løfter glasset.