<> Julie blev selvstændig efter hjernerystelse: "Freelancelivet gør mig rask" Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Julie blev selvstændig efter hjernerystelse: "Freelancelivet gør mig rask"

Grafisk designer Julie Frölich havde længe følt sig fanget i et evigt pres i redaktionens hamsterhjul, hvor arbejdet flød ud i stadigt flere af døgnets timer. En voldsom hjernerystelse og fornemmelser for naturens kræfter vækkede drømmen om at dreje fra i arbejdslivet og køre ud af det nye frie spor som selvstændig.

Julie Frölich

Jonas Pryner Andersen

Jule Frölich var egentlig glad for sit arbejdsliv. På fagbladet Journalistens redaktion havde hun de sidste tre år stået for at samle trådende og sørge for, at magasinet endte som et smukt og helstøbt udtryk, før det blev sendt til trykkeriet. Inden da var det Forbrugerrådets blad TÆNK og TÆNK PENGE, der lagde spalter til hendes grafiske idéer og håndværk.

Det var sjovt at arbejde på redaktion med den hektiske aktivitet, der fulgte med at lave magasin lige op til deadline, hvor det hele endte på hendes bord. Men det var også et krydspres uden lige. Der var ekstremt mange ønsker, hun skulle imødekomme. Deadlines blev skubbet, og den tid, hun havde til at få alle enderne til at mødes, kunne blive knap. Som art director på Euroman var hendes mand Sune Ehlers fanget i den samme arbejdscyklus.

”Vi arbejdede begge hele tiden og var begge pressede. Heldigvis forskudt. Når den ene arbejdede hele natten, var den anden hjemme”, forklarer Julie Frölich om tiden, hvor de begge var fastansatte på hver deres medie. Når deadline var indløbet, og hun endelig følte, at nu var de sidste linjer i magasinet landet, så hun var tilfreds med resultatet, var det ikke sjældent blevet over midnat. S-togskupéen var affolket, og på køreturen det sidste stykke fra Holte st. gennem skoven mod hjemmet i Ubberød var tankerne om arbejdet, og hvor meget det fyldte ikke så lyse, som glæden ved faget, lysten til at fordybe sig og altid give den et ”ekstra nøk”.  

”Jeg kunne køre gennem den mørke skov hjem midt om natten med en følelse af, at det var lidt omsonst. Jeg kunne sidde og være fuldstændig grædefærdig om natten, når mine børn sov og tænke – hvad hvis vi mister hinanden, og vi bare har arbejdet tiden væk”, forklarer hun.

Jeg kunne sidde og være fuldstændig grædefærdig om natten, når mine børn sov og tænke – hvad hvis vi mister hinanden, og vi bare har arbejdet tiden væk.

Julie Frölich

Sendt i gulvet
Der var pres på og endnu en deadline oppe over, den formiddag, hvor en pædagog fra børnehaven ringede. Hendes stemme var panisk. Hun ringede fra Rude Skov. Her havde Julie Frölichs søn Hugo snittet dybt ned i blommen på tommelfingeren og skraldet et lag af sin pegefinger med en af de nye skarpe snitteknive, børnehaven lige havde anskaffet til skovturene. Julie måtte komme og hente ham, lød beskeden. Hendes mand Sune Ehlers var tættere på fra arbejdet på sit kontor i Hellerup, så det blev ham, der kørte til Gentofte Skadestue og mødte lederen og Hugo der.

Om eftermiddagen kom pædagogen forbi med den rygsæk, som Hugo ikke havde fået med hjem fra skoven. Og da hun beskrev, hvad der var sket med Hugo derude, og hvordan blodet var løbet, sortnede det for Julie Frölich. Benene svigtede. Knækkede sammen under hende, mens hovedet ramlede ind i dørkarmen for efterfølgende at lande på stengulvet.

Da jeg vågnede op på hospitalet, kan jeg huske, at jeg var mest optaget af at få fat på Sune for at fortælle ham, at han skulle ringe til min redaktør Øjvind. Jeg tænkte: hvad skal der ske med magasinet, som skal sendes af sted til tryk om lidt”.

Faldet havde efterladt hende med en alvorlig hjernerystelse og en lang sygemelding.

Otte måneder blev det til i første omgang.

Da hun startede op efter årsskiftet i januar 2014, var det på 80 procent. I månederne herefter var arbejdsdagene ledsaget af konstant hovedpine, udmattelse og en evig jagt på at være på forkant for at tage det værste af trykket i sidste etape før deadline.

Der gik lidt over et halvt år, før hun i august besluttede, at helbredet var vigtigere end jobbet og stoppede på Journalisten.

Da jeg vågnede op på hospitalet, kan jeg huske, at jeg var mest optaget af at få fat på Sune for at fortælle ham, at han skulle ringe til min redaktør Øjvind.

Julie Frölich

Måtte gøre sig fri
Julie Frölich opsøgte et hav af behandlere. Tænkte så det værkede. Forsøgte på alle mulige måde at regne ud, hvordan hun skulle komme videre fra den krise, hjernerystelsen havde efterladt hende i. Hun kunne ikke regne det ud.

”Jeg oplevede jo at ved hele tiden at forsøge at løse det rationelt og ved tankens kraft, fik jeg det bare værre. Min indlærte 'bliv ved til du er færdig’ og vores forventning om at kunne løse det rationelt og ved viljens kraft slog bare fejl”, forklarer hun.

Men hun kunne vandre på Caminoen i Nordspanien. Her slap stressen og smerterne deres tag. Også en ferie ved Vesterhavet kastede lys og stærke erkendelser af sig:

Havet, vinden og nærværet. Jeg oplevede, hvordan lange bade, vand, der løb ned over hoved og krop, var den eneste lindring, jeg kunne finde, når jeg havde det værst”, forklarer hun. Hjemme i Ubberød vendte alle symptomerne tilbage. På de lange gåture gennem arboretet, ned til havet og gennem skovene i nabolaget, blev hun klar over, at hun måtte finde en måde at trække den kraft, Vesterhavet, Caminoen og vandet gav hende, ind i sit fremtidige arbejdsliv.

”Jeg blev klar over at hvis jeg skulle blive rask, få det bedre, og måske endda også bedre end før, måtte jeg klare det selv og finde en anden måde at arbejde og måske også leve på.

Jeg blev klar over at hvis jeg skulle blive rask, få det bedre, og måske endda også bedre end før, måtte jeg klare det selv og finde en anden måde at arbejde og måske også leve på.

Julie Frölich

Det er helt banalt, det handler om ikke at være så bange for at følge sine instinkter, og bare kaste sig ud i det, tænkte jeg i den tid”, forklarer hun.

Her tog de idéen om at starte sit eget frie bureau form.

Sygedagpengene fra kommunen var løbet ud, og systemet ville sende hende i praktik, arbejdsprøvning og ressourceforløb. Sagsbehandleren syntes ikke om hendes forslag til at være med til at løse kommunens udfordringer med for få ’varme hænder’ i ældreplejen ved fx at tage rundt og læse højt for kommunens ældre borgere for at tilføre sin såkaldte arbejdsprøvning noget nytte. Så Julie Frölich besluttede at melde sig helt ud af det kommunale system og opgive hjælp fra den kant. ”Hvis jeg skulle overleve det her, måtte jeg klare mig selv og finde min egen vej”.

Julie Frölich

Jonas Pryner Andersen

Tænk hvis vi selv kunne vælge
Sune Ehlers var blevet sagt op på Euroman, som havde besluttet at flytte magasinlayoutet til Vietnam, og planerne om at starte deres eget som selvstændige tog for alvor form.  

Hjemme i haven spirede alting. Og i løbet af sommeren 2016 begyndte de for alvor at gå og snakke om, hvor fedt det ville være at være bare de to, at kunne arbejde med de projekter, de drømte om, at afsætte tid til at dvæle ved detaljerne og fokusere mere. Men også om frygten.

”Jeg tænkte; der er helt sikkert nogle, der er større end os. Hvorfor skal de bruge os?”, husker hun.

De snakkede også om, hvad bureauet skulle hedde, hvis nu det skulle være?

”Vi snakkede om naturkraft og ville gerne have, at det havde noget med natur at gøre. Vi snakkede om hav, bjerge, skov, og jeg kom på River, fordi jeg synes, at det er et meget romantisk ord, men at det samtidig symboliserer vild kraft og noget, der flyder og flyder, er vedholdende”, siger hun. Vi hedder River, sagde de til hinanden, og så ringede de til en bogholder og satte det i gang, forklarer Julie Frölich om, hvordan tankerne pludselig en dag blev til handling. Og en aften i oktober 2016 tikkede en mail med et tillykke ind i mailboksen

”Tillykke med oprettelsen af River Design I/S”, stod der.

Sammen om målet
Sune Ehlers begyndte at ringe til en masse mulige kunder og landede aftaler med en masse forlag. De havde begge altid lavet illustrationer, og boglayout ville give dem den mulighed for fordybelse og ”attention to detail”, som de begge savnede, og så havde de også lyst til at lave noget, der har en længere levetid end magasiner, hvor designet samtidig udspringer af indholdet. Politikens Forlag, Gyldendal, Gad og Forlaget Carlsen kunne godt bruge deres hjælp.

Fra interimistiske flytbare arbejdsøer i hjemmet begyndte de at løse opgaverne. Morgenerne starter de stadig med fællesmøder. Her briefer de hinanden om, hvad de hver især laver.

Ved siden af bogopgaverne er de også begyndt at lave livsstilsmagasinet Luxury Afficionados, og illustrationer til Ud&Se, Børsen, Berlingske, Gastro blandt andre. Men også andre typer af opgaver er kommet til. De laver emballagedesign, marketingsmaterialer, identitetsdesign og annoncer for blandt andre Julies mors designvirksomhed Jette Frölich Design. Og så fungerer de også som vikarer, når magasinredaktioner pludselig mangler hænder til et par sider eller en hel udgivelse. De er også begyndt at få konsulentopgaver, hvor arbejdet består i at levere gode råd.

Nu henslæber vi ikke bare hver især en lang arbejdsdag på hver sin arbejdsplads. Vi lever ikke længere i så høj grad hver vores liv.

Julie Frölich

Da de arbejdede for hver deres arbejdsgiver, sad de ofte overfor hinanden og sendte screendumps frem og tilbage, før de endelige beslutninger skulle tages. Nu kigger de bogstaveligt talt hinanden over skulderen, ofte helt fra skitseniveau. Arbejdsopgaverne skifter hænder. Det er flydende, hvem der gør hvad. Og her ligger en uundværlig del af friheden og meningsfuldheden, de har vundet ved deres nye arbejdsliv som selvstændige.

Det er måske halvdelen af det, at vi har det sammen. Vi er enige om ambitioner, og at

vi skal huske at stoppe hinanden og afbryde arbejdet. Det er fuldstændig fantastisk at have en højkvalificeret sparringspartner hele tiden. Nu henslæber vi ikke bare hver især en lang arbejdsdag på hver sin arbejdsplads. Vi lever ikke længere i så høj grad hver vores liv”, forklarer Julie Frölich som en af de åbenlyse gaver ved det nye frie arbejdsliv.

Friheden til at prioritere bliver klarere
De vigtigste karrieremål med bureauet River Design er hverken smarte kontorer, receptioner eller at tjene kassen på projektet. De siger ikke ja til, hvad som helst og vil ikke ende med for meget pligt og et så presset arbejdsliv, at der ikke er plads til familielivet eller at gøre sig ordentligt umage med de opgaver, de har. De skal bare kunne betale deres termin og sikre, at de kan leve af foretagendet. Og så er en af de vigtige ambitioner, at de vil arbejde sammen med søde mennesker.

De har snart været i gang i et år. Og indtil videre er det gået. Og det er gået godt. Opgaver har der været nok af, og det er blevet langt lettere for Julie Frölich at komme igennem arbejdsdagen uden for voldsomme smerter.

Jeg arbejder mere fokuseret, når jeg kan arbejde fuldstændig flydende. Det hjælper helt enormt, og her er der intet, der kan hamle op med freelancetilværelsen.

Julie Frölich

”Før kunne jeg sidde ved computeren og vide, at nu burde jeg stoppe uden at være i stand til at gøre det, fordi mit arbejde også er min passion, og fordi andre var afhængige af mig i det daglige arbejde. Nu ved jeg, at jeg kan rejse mig, tage en pause på en gåtur ud til Øresund. Her slipper jeg det. Jeg har det bedre med at være freelancer. Det er helt utroligt, hvor effektiv man kan være uden afbrydelser af lange frokoster, møder og fælles kaffepauser. Jeg arbejder mere fokuseret, når jeg kan arbejde fuldstændig flydende. Det hjælper helt enormt, og her er der intet, der kan hamle op med freelancetilværelsen”. Selv om arbejdet er rykket så meget mere ind i hjemmet, er det blevet lettere at distancere sig til det og prioritere nærværet. Ungerne. Familien.

For med friheden i det er erkendelsen af, hvor meget det skal fylde, blevet klarere. Hverken Sune Ehlers eller Julie Frölich ønsker at ende som to forældre, der sidder bag hver deres computer, når deres børn vågner, og når de går i seng.

”På den lange bane, er der ingen, der vil takke os for, at vi lavede en eller anden forside lige det nøk federe. Men jeg er sikker på, at vores børn vil takke os for, at vi er der for dem med vores nærvær. Vores familie og børn kommer først, og med vores nye frie arbejdsliv er vi blevet mere hele mennesker”.

Julie Frölich

Jonas Pryner Andersen

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Christa Hyrup

fre, 02/02/2018 - 22:10

Hej Sune (og Julie)
Sikke inspirerende og smuk en fortælling. Hvor er det stærkt, kærlighedsfyldt og en stor glæde ar læse, hvordan I har fundet mening i fællesskab.
Ja ja ja! Sådan! God vind fremover også.
Kh Christa (fra DAS)

Michael C. Kring

lør, 02/03/2018 - 13:50

Kære Julie

Jeg kan så meget genkende naturens heling af en hjernerystelse. Jeg gik mage ture forbi Annes hus, da jeg var sygemeldt.

Det er en kompliceret sygdom, som sundhedssystemet ikke er gearet til at håndtere.

Revurderingen af dagligdagen kan jeg også genkende.

Tak for, at du delte din historie.