Indtryk fra nordisk seminar
Solidaritet og kærlighed på Nordic Freelance Seminar 2016
Bortset fra et par timer lørdag morgen med solskin og spektakulær udsigt, var der tæt tåge og regnfuld kulde på toppen af Hafjell. Men det var faktisk lige meget. Vores norske kolleger afholdt årets nordiske freelanceseminar – og det var en 100 procent succes.
De kolde omgivelser blev til fulde opvejet af det indholdsrige program og den varme og kammeratlige stemning som huserede mellem de cirka 100 deltagere, oplægsholdere og gæster.
De norske arrangører havde sammensat en seminar-menu af høj kvalitet. Dels var der inspiration til nye arbejdsmetoder og indtjeningsmuligheder. Dels blev der budt på journalistik af høj kvalitet og indsigtsgivende oplæg fra ind- og udland, herunder Danmark, England, Gaza og Libyen. Flere af dem med fokus på bevarelse og styrkelse af den uafhængige journalistik.
Stærke sager om ekstreme vilkår
Deltagerne fik også stærke og gribende indblik i flygtningesituationen, lige som vi så og hørte om hvor hårdt, voldeligt og ekstremt underbetalt journalistfaget kan være andre steder.
For eksempel i Belarus - Hviderusland. Dér er det reelt forbudt at være freelancejournalist, og man straffes med retssag og bøder på op til en månedsløn, omkring 300 euro. Et andet eksempel var fra Tjetjenien, hvor den norske journalist Øystein Winstad fortalte om, hvordan han sammen med andre journalister sidste år blev udsat for seriøs russisk vold og afbrænding af den fælles bus.
Underskrifter og donationer
Der blev samlet både støtteunderskrifter og penge ind til at hjælpe med at betale bøder for de hviderussiske freelancejournalister – og solidariteten var udstrakt.
FreelanceGruppens overfører i løbet af denne uge, hvad der svarer til 2 bøder i alt 600 euro.
Hvis du også vil støtte skal du sende et beløb til NJ Frilans på denne konto.
SWIFT CODE: NDEANOKK
IBAN: NO 34 602205 28246
Du skal huske at mærke beløbet ”NJ/BELARUS, så er du sikker på, at dit støttebidrag går direkte til betaling af bøder til freelancere i Belarus - Hviderusland. Alle bidrag lige gyldigt hvor beskedent kan gøre stor forskel.
Her er link til Nordiske freelancere på Facebook, hvor du kan se masser af opslag og fotos fra seminaret
Du kan se hele programmet for Nordic Freelance Seminar 2016 her.
På NJ Frilans hjemmeside vil der i den kommende tid løbende blive lagt præsentationer op, men som en appetitvækker kan du her se John Domokos´ 17 minutter lange videodokumentar om flygtninge på vandring fra Ungarn til Tyskland. Den kan stærkt anbefales.
Det hele foregik fra fredag den 20. maj til søndag den 22. maj 2016 i hyggelige rammer på Ilsetra – et højfjeldshotel nord for Lillehammer
Bannerfoto: De ansvarlige for det nordiske freelanceseminar. Fra venstre Sigurd Aarvig, Ingun Mæhlum, Guri Wiggen, Audun Hasvik og Tone Sutterud.
Kommentarer