Hun skrev præcis den historie, jeg havde sagt højt

“Det er et minefelt, du begiver dig ud i,” lyder det fra en kollega.

Jeg sidder i mit køkken på mit kontorfællesskab på Frederiksberg og har netop fortalt, at jeg har pitchet idéen ind om “Fair Play blandt Freelancere” til FreelanceGruppens nyhedsbrev.

Hun har ret. Det er et felt, hvor man skal træde varsomt. Det har jeg erfaret. Flere gange.

Som dengang jeg blev ringet op og indledningsvist skældt ud, fordi jeg havde skrevet et par artikler for et medie, som en tæt kollega synes var hendes kunde. Jeg var altså gået på strandhugst et sted, hvor jeg ikke burde, lod hun mig forstå.

Jeg forklarede, at jeg ikke selv havde pitchet ind, men var blevet ringet op og tilbudt opgaven. Så var det åbenbart i orden. Men hvad hvis jeg selv havde pitchet ind? Var det så ikke i orden? Eller hvad hvis jeg blev lidt forelsket i det her medie, og gerne efterfølgende ville skrive for dem? Skulle jeg så holde mig tilbage?                      

Omvendt var det en kunde, som min kollega havde haft i årevis. Hendes stofområde. Hendes metier. Og hun levede godt af dem, økonomisk set. Ville jeg tage noget fra hende, som kunne have været hendes? Der er jo andre fisk i havet. Andre kunder derude, der måske i endnu højere grad passer til den profil, jeg har. Hvorfor ikke gå efter dem i stedet for?

Jeg har også pitchet ind på en opgave, hvor jeg godt vidste, jeg ville stå stærkere i kampen for at lande aftalen end nogle af mine kontorfæller, der også var interesserede. Min udfordring var bare, at de havde mere brug for opgaven end mig. Økonomisk set. Jeg blev bare i tvivl: Skulle jeg undlade at byde ind på den, selv om jeg havde den helt oplagte profil? Jeg kunne mærke, at det, provokerede er måske et stærkt ord, men det virkede helt irrationelt på mig. En klog kollega foreslog så, at vi var tre, der bød ind på opgaven som et team. Smart. Og vi fik opgaven.

I bund og grund ejer vi ikke vores kunder

Men har vi ejerskab over de ideer, vi kommer med? Freelancejournalist på 14. år Susanne Cordes oplevede en gang at sige en ide højt i et af de kontorfællesskaber, hun tidligere var en del af. En ret specifik idé indenfor hendes kernekompetence, som er køn og ligestilling. Hun fik ikke selv rykket på ideen. Det gjorde en af hendes kolleger, uden samme kompetencefelt, til gengæld.

“Hun skrev præcis den historie, jeg sagde højt. Vel at mærke uden at tale med mig først. Det synes jeg ikke var i orden,” siger Susanne Cordes, der dog ikke sagde noget til sin kollega.

“Jeg vurderede, at mit kollegaskab kom først. Men var det sket igen, havde jeg nok sagt, at det ikke skulle blive til en vane,” understreger Susanne Cordes, der ellers fremhæver åbenhed og dialog som vejen frem i situationer, hvor man f.eks. ønsker at pitche ind til kunder, som man ved, ens freelancekolleger arbejder for.

“I bund og grund ejer vi ikke vores kunder. Det er et frit marked, hvor enhver kan byde sig til. Men jeg vil altid orientere en tæt kollega, hvis jeg pitcher ind til en af de kunder, hun har,” siger Susanne Cordes.

Orienterer du, eller spørger du om lov?

“Jeg spørger, om det er ok. Men egentlig er der nok tale om, at jeg orienterer. Jeg ser det nok som et afsæt for dialog, mere end at jeg skal have lov. Men jeg vil selvfølgelig lytte til de indvendinger, der måtte komme med et åbent sind,” forklarer Susanne Cordes. “ Men ingen ejer et medie. Ingen ejer et arbejdsområde,” siger Susanne Cordes. 

Bille Sterll, journalist og kommunikatør, som jeg i øvrigt sidder på kontor med, er enig. Heller ikke hun synes, man har krav på kunder.

“Blikkenslageren bliver jo heller ikke sur, hvis jeg ringer til en anden blikkenslager. Eller måske gør han. Men det er der jo ikke nogen, der synes, er unfair,” forklarer Bille Sterll.

Tro på, at du er dygtig  

Hun medgiver dog, at hun ville blive stødt, hvis jeg pitchede mig selv ind som vikar på P1 Debat, som er en fast tjans for Bille Sterll.

 “Det ville jeg synes var tarveligt. Ligesom jeg heller ikke byder mig til som underviser i præcist de skriveforløb, du har for DJØF,” lyder det fra Bille Sterll, der understreger, at hun hverken har patent på P1, ligesom hun heller ikke ser, at DJØF kun tilhører mig.

“Det er kombinationen, jeg anfægter,” forklarer Bille Sterll.

Men hvad hvis DJØF ringede og bad dig pitche ind som underviser på præcis de kurser, jeg kører?

“Så ville jeg sige det til dig. Og sende dem et pitch. Tror jeg.”

“Men hvad hvis jeg så sagde: Det er mærkeligt, du gør det, Bille. Det bryder jeg mig ikke om?”

“Det kan jeg godt forstå, du ville sige. Og føle. Det ville jeg også, hvis det var den omvendte situation. Så måske ville jeg faktisk ende med ikke at gøre det. Selv om jeg faktisk synes, at jeg godt må,” siger Bille Sterll, der tænker sig om. Endnu en gang.

“Men lad os sige, du blev ulykkelig. At jeg pludselig forstod, at hvis jeg pitchede ind, kunne det betyde et alvorligt hug ind i din økonomi, og du i øvrigt var i en sårbar periode af dit liv, så har vi en situation, hvor noget mellemmenneskeligt må komme først,” siger Bille Sterll.

“Men i bund og grund synes jeg, at vi skal turde tro på, at dét vi laver er stærkt nok. At vi er dygtige. Markedet er jo sådan, at vi konstant bliver nødt til at oppe vores game. Sådan er betingelserne,” konstaterer Bille Sterll.

Svært at tage 15 procent

Modsat hvad der ofte ikke er kotume for i journalistikkens verden, så kan der blandt selvstændige kommunikatører være en 15% deal for at sende opgaver videre. Det fortæller kommunikatør Ib Keld Jensen.

“Det er normalt, ja. Især ved større opgaver, hvor der er en del penge involveret. Men i praksis synes jeg faktisk, det er svært at skrive den faktura til en kollega,” fortæller Ib Keld Jensen. Han synes, det er helt fair, men følelsemæssigt oplever han, at han tager dét, der burde være den andens betaling.

“Sådan har jeg det, og sådan ved jeg, at mine tætteste kolleger også har det,” siger Ib Keld Jensen, der understreger, at han har gjort det, men kun ganske få gange, og at der er en bagatelgrænse på 10-15.000 kroner, hvor man ikke tager procenter.

Selv har jeg en gang givet en opgave til 150.000 kroner videre. Uden at tage procenter af det. Dengang var jeg fuldstændig ligeglad. Jeg var af et ærligt hjerte glad for at kunne kickstarte en venindes freelancekarriere. I dag ville jeg gøre det samme. Men kun til hende. Ellers ville jeg overveje de 15 procent. Det viser også noget om udviklingen på de 12 år, jeg har været i gang. I dag ville jeg under ingen omstændigheder give en fast opgave videre til 150.000 kroner. Det er jo vanvid. Især fordi min begrundelse var, at opgaven var lidt “kedelig” (og længere tid tog den altså heller ikke!).

Ib Keld Jensen genkender ikke helt på samme måde gråzonerne omkring “dine” og “mine” kunder, “måske fordi kommunikationsmarkedet er stort, større end redaktionelle,” forklarer Ib Keld Jensen, men han har dog oplevet, at en kollega, han hjalp ind i en underviserstilling, endte med at byde ind på dét kursus, som Ib Keld Jensen havde ansvaret for.

“Det synes jeg måske ikke helt var i orden. Jeg er ikke bitter, men måske tænkte jeg også, at vedkommende havde mere brug for det end mig,” fortæller Ib Keld Jensen.

Satte partner i dårligt lys

Han har både opgaver, som han kører solo, og opgaver, hvor han løser PR-opgaver som en duo. Når man er alene, står man kun til regnskab for sig selv, så det er primært, når man samarbejder med andre, at fair play begrebet dukker op, synes Ib Keld Jensen. Som for nyligt, da han ikke levede op til hverken sine egne eller sin samarbejdspartners forventninger.

“Jeg havde i en længere periode ikke haft det supergodt, så jeg leverede simpelthen ikke optimalt i forhold til en specifik opgave, vi kørte sammen. Problemet var, at jeg meldte ud alt for sent, hvilket resulterede i, at min samarbejdspartner kom til at stå i et dårligt lys hos kunden. Det var tilmed ham, der havde den primære kontakt,” fortæller Ib Keld Jensen.

“Det er jo et problem. I et samarbejde har du et ansvar for at følge alt til dørs. Ellers risikerer du at sætte hinanden i forlegenhed. Og det er ikke fair,” pointerer Ib Keld Jensen.

Men fik I så fordelt honoraret på en anden måde?

“Dealen var en 50/50 ordning, som jeg oftest arbejder med, og som i langt de fleste tilfælde faktisk kører fint. Her endte vi dog med en 4/5 og 1/5-ordning. Det var vi begge tilfredse med,” siger Ib Keld Jensen, der understreger, at makkerparret i dag har fået reddet trådene ud og allerede nu har haft nye opgaver sammen.

Nemt at være solidarisk, når man er i plus

Både Bille Sterll og Susanne Cordes fremhæver det interessante aspekt, at det er nemt at stole på og læne sig op ad karmaloven, der som bekendt går ud på, at hvad du giver, får du (i hvert fald) ti fold igen, i de perioder, hvor man er i plus.

Den følelse er nem for mig at tappe ind i. I de 12 år jeg har været selvstændig, er der altid 1-2 gange om året, hvor jeg tænker: “Fuck, jeg er på røven.” Her kan jeg godt mærke, at jeg holder opgaverne lidt tættere til kroppen og er opmærksom på ikke at sige alle mine (geniale, naturligvis) idéer højt. Jeg er måske også mere tilbøjelig til at synes, jeg må pitche ind til hvem som helst, regardless.

Med andre ord: Solidariteten, troen på karmaloven, lider et knæk, når vi kigger ned i en økonomisk afgrund. Og måske oveni købet er enlig forsørger, har et dumt billån eller sidder lidt for dyrt.

“På den ene side er vi ude på det liberale markeds konkurrencepræmisser, hvor alt er frit. På den anden side er vi journalister et folkefærd, der er optaget af etik, arbejdsmoral og solidaritet,” siger Susanne Cordes.

“Men vi er presset. Jeg har en kollega, der har været freelancer i over 20 år. Hun tjener det halve i dag, af hvad hun gjorde, da hun startede ud. Udviklingen går den forkerte vej. Der er en langsom udhuling, der går os sårbare. Også i forhold til at have de her åbne og ærlige samtaler om, hvad der er i orden,” pointerer Susanne Cordes.

“Med andre ord, er der også tale om, at der er strukturer omkring os, der gør det svært for solidariteten, og den fair play du taler om, at den kan trives,” siger Susanne Cordes.

Redaktionens kommentar:

Vi er klar over, at vi savner fotografernes stemme i artiklen. Det tyder dog på, at der er særlige og unikke aspekter blandt fotografer, der fortjener selvstændig plads. Vi arbejder derfor på en opfølgende artikel, der udelukkende fokuserer på fair play blandt selvstændige fotografer.

VOXPOP: HVAD ER FAIR PLAY? 

“Er dette ikke lidt ligesom med kærester: Man kan ikke forhindre, at nogen lægger an på ens kæreste, men man bliver sur! Man har også lov at sige: “hold dig væk, det er min.” Men selvfølgelig: Hvis der er tale om et stort medie, hvor der er plads til mange freelancere, så er situationen en anden.” - Kirsten Winding, freelancejournalist

“En særlig sjov ting er at studere, hvad der foregår i en fotograf-pool. Her vil man se en streng kutyme om, at det er først til mølle om at få de bedste pladser. Folk kommer ofte meget tidligt, men når så man har markeret, hvor man ønsker at stå, så er pladsen sikret, og så kan man godt forlade pladsen og gå ud og tage en kop kaffe.” - Thomas Arnbo, selvstændig fotojournalist

“Jeg har siddet på kontor, hvor det var et issue. Ikke et stort, men der var en, der var bange for, at andre ville stjæle hendes kunder. Derfor ville hun fx ikke dele kontaktoplysninger. Hun var også bange for, at man læste, hvad der stod på hendes skærm.” - Anna Bridgwater, freelancejournalist og forfatter

“Min personlige erfaring er, at det betaler sig at være gavmild med idéer til sine konkurrent-kolleger. Så jeg leverer gratis de idéer, som jeg får, hvis jeg kan se, at de passer med de andres kunder. Ligesom jeg har fået lov at overtage kundeprojekter fra konkurrent-kollegaer.” - Sisse K. Ibsen, kommunikatør

Kommentar fra Sus Falch, FreelanceGruppens forperson:

Jeg synes, at bestyrelsen i samarbejde med medlemmerne skal arbejde videre med den liste for fair play, Nana Toft har begyndt, så vi får en slags freelance-erklæring - et manifest, om man vil - for fair play. Og det vil ligge lige til højrebenet, at indlemme den i FreelanceGruppens 360 graders Guide til og selvstændige inden for medier og kommunikation - ja, måske kunne den blive DJ's erklæring.