Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Hjælp os med at vise FreelanceGruppen frem

FreelanceGruppen skal være synlig – ikke kun på uddannelserne, men også ude hvor alle de andre freelancere er: På kontorfællesskaberne, på festivaler, konferencer mm. Mange ved ikke, at FreelanceGruppen kan hjælpe dem. Det skal vi have lavet om på. Og vi har brug for din hjælp

Vi skal have flere med i klubben. Med i fællesskabet, det unikke professionelle og fagpolitiske netværk, som FreelanceGruppen i al beskedenhed udgør. I, kære kammerater, er guld værd for hinanden. I deler erfaring, danner samarbejder, spørger til råds og hjælper hinanden, udvikler idéer og udvikler hinanden. Det er den slags, professionelle faglige netværk tilbyder. Den slags folk normalt betaler mange penge for.

Alt for mange ved ikke, at de som medlemmer af FreelanceGruppen får adgang til alt det og meget mere: 360°-guiden, den årlige freelancefestival, nyhedsbrevet, kurserne, klubberne på store og små medier og fælles medieaftaler er bare et par eksempler. Der er med andre ord masser af gode grunde til, at Freelancegruppen er det oplagte sted at organisere sig, hvis man er freelancer eller selvstændig i medie- og kommunikationsbranchen.

I udvalget ”De nye” arbejder vi fokuseret med at vise FreelanceGruppen frem for både nye og eksisterende medlemmer. De nye, fordi vi vil have flere med i klubben, og de eksisterende, fordi det er vores erfaring, at der er mange medlemmer (af FreelanceGruppen og/eller Forbundet), som ikke helt er klar over, hvad de kan bruge Freelancegruppen til.

festival

Thomas Arnbo FreelanceFestival 2019. Kursusholder Mikkel Hvid underholder deltagerne på årets festival.

Hvem er de nye? 

De nye er naturligvis de nyuddannede, men det er også dem, der kommer fra faste stillinger, og skal til at klare sig på egen hånd, og dem, der kommer fra anden faglig baggrund og nu helt eller delvist arbejder som freelancer inden for medier og kommunikation. Endelig er der dem, der leverer indhold til og skaber nye medieplatforme og -kanaler, som (endnu) ikke har tradition for faglig organisering, og som måske (endnu) ikke ser sig selv som freelancer. Dem skal vi have med i FreelanceGruppens fællesskab, så vi sammen kan stå stærkere og lære af hinanden.

Ambassadører efterlyses

Det er her, du kære freelancer kommer ind i billedet. FreelanceGruppens bestyrelse har kun 11 medlemmer, og hvis vi skal ud i alle kroge af branchen – og særligt hvis vi skal nå ud til de nye, der ikke finder det naturligt at melde sig ind i klubben – har vi brug for engagerede ambassadører. Om du sidder på et kontorfællesskab, hvor du gerne vil slå et slag for FreelanceGruppen, om du underviser på nogle af (professions)uddannelserne, eller om du tænker, at du blot vil være med til at reklamere lidt for netværket på en fredagscafe eller andre steder. Så skal det være nemt.

Derfor har vi lavet en præsentation, som du kan præge og gøre til din historie, og som gør, at powerpoint-præsentationen eller kaffeaftalen er lidt nemmere at få hold på.

Vis varerne frem

Fagforeningernes rekrutteringsstrategi har tidligere været at prædike, at det er vigtigt at være med for at styrke solidariteten, fordi det faglige fælleskab er en af kvaliteterne ved den danske model. Det er ikke irrelevant; men vi tror samtidig heller ikke, det er det, der i dag sælger flest billetter. Vi mener, at det er aktiviteter, udvikling og værktøjer, du kan bruge nu og her – og fællesskaber i meget mere konkret forstand end det abstrakte solidaritetsbegreb – der trækker de nye ind i folden.

Derfor har vi med vores nye rekrutteringsstrategi gentænkt, hvor og hvordan vi skal møde de nye. Vi mener, at FreelanceGruppen skal være til stede, synlig og til rådighed - ikke kun på uddannelserne, men også i kontorfællesskaberne, på festivalerne, til konferencer og seminarer om de nyeste tendenser eller kort sagt: Der hvor freelancere og selvstændige kommer af lyst.

Du, kære medlem, er FreelanceGruppens bedste ambassadør. Du har den nærværende historie om den dag, du fandt guiden til at blive redaktørens drømmefreelancer - eller den dag kurset om SEO-optimering pludselig gav dig en ny indgang til drømmekunden - eller dengang du tog på freelancefestival og opdagede, at du ikke er alene, men er omgivet af fede kolleger, eller den dag, du fik afgørende sparring fra eller handlede i fællesskab med dine freelancekolleger i klubben, som førte til højere honorarer.

Din historie er den, der vil motivere flere til at melde sig ind i fællesskabet. Den håber vi, du vil hjælpe os med at dele, så vi sammen kan synliggøre og styrke branchens bedste professionelle netværk til gavn for os alle. Nye såvel som erfarne medlemmer er vi alle afhængige af, at så mange som muligt er med i klubben, kender deres rettigheder, går ud i markedet oplyste og med det overskud, det kræver at drive en professionel og bæredygtig forretning som freelancer. Da vinder vi alle. Sammen er vi alle stærkere. 

Send os en mail, hvis du vil hjælpe os med at vise FreelanceGruppen frem: aaa@freelancegruppen.dk (Anne Anthon Andersen, som er ansvarlig for udvalget).

Relevante links:

 

https://360freelanceguide.dk

 

https://journalistforbundet.dk/freelancegruppen/nyhed/fra-flexwerker-magasinet-med-i-klubben

 

https://journalistforbundet.dk/freelancegruppen/nyhed/med-i-klubben-fagpolitiske-freelancefaellesskaber-gennem-40-ar

 

https://journalistforbundet.dk/freelancegruppen/freelanceklubber-sadan-gor-du

Kommentarer