Håbet vokser, når vi lærer at lytte til os selv

Håb for mig er tro på fremtiden. Jeg kom til at tænke på et billede, jeg tegnede på et tidspunkt, af en korkprop, der kommer op til overfladen. For mig er det et billede på håb, at vi altid kommer op til overfladen igen. For mig kommer håbet til udtryk som en påmindelse om at lytte til mig selv. Når jeg er i det monotone produktionsleje, glemmer jeg let at lytte. Hvis ikke jeg stopper op, kan jeg hverken mærke mig selv eller håbet. I perioder hvor jeg luft i kalenderen, får jeg adgang til at stoppe op og mærke, om jeg er på rette vej.

Det giver håb at vide, at jeg kan stole på min intuition og mavefornemmelse. Det oplevede jeg fx, da jeg for nylig blev inviteret til at deltage i en messe. Min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ville skulle bruge sindssygt meget tid på det ift., hvad jeg ville få ud af det. Jeg endte med at sige, at jeg ikke kunne deltage og har netop modtaget en mail med besked om, at messen bliver ekstremt nedskalleret. Da ramte følelsen mig; hvor var det godt, at jeg lyttede til min mavefornemmelse eller 6. sans. Hvis man kan mærke, at det ikke er det rigtige, må man stole på det. Det er jo en daglig kamp som freelancer. Med årene er jeg blevet bedre til at lytte til mig selv. Men det kræver, at jeg er i balance og giver mig selv ro til refleksion. 

Når jeg har brug for at genvinde håbet, gør jeg alt, hvad jeg kan for at skabe opgaver, der er sjove. Jeg giver mig selv lov til at dvæle ved de lystfyldte meningsfulde opgaver. Jeg har rigtigt meget brug for at prioritere opgaver, hvor jeg bliver grebet så stærkt af passionen, at jeg bliver en hvirvelvind, når jeg fortæller om det.

Det giver mig håb at gøre opgaven sjov og meningsfuld ved at insistere på oplevelsen, tage ud og opsøge mennesker, tage på reportager og gøre opgaven til mere og andet end arbejde. Det kan også være at afsætte tid til at researche rent lystbetonet, hvor jeg ikke tænker forretning. Det gør mig rigere som menneske. En af de ting jeg altid har været begejstret for som journalist er muligheden for at stille min sult efter viden og komme ud og møde mennesker og miljøer, som de havnearbejdere jeg lige har mødt, og som jeg ellers aldrig ville have mødt og haft mulighed for at tale med. Det giver mig ganske enkelt drivkraft til at fortsætte. Håbet handler om at genvinde friheden og følelsen af at være uafhængig af, at en chef eller redaktør bestemmer.    

Når håbet sløres, insisterer jeg på at lege i løsningen af opgaverne. Jeg har lavet en del events gennem tiden. Her får jeg lov til at afprøve forskellige koncepter og afløb for min indre skuespiller. Det er lidt som at lægge et puslespil at få brikkerne til at passe sammen og få det hele til at gå op i en højere enhed. Det kan også være, når jeg underviser og skal planlægge et forløb, hvor tingene skal falde i hak.

Håbet vokser i møder med mennesker. Jeg har meget brug for fordybelsestid med mig selv. Men det giver mig et kick at møde andre i forskellige arbejdsprocesser fx i undervisning, foredrag og arrangementer jeg skaber. Det er følelsen af at kunne mærke et andet menneske, at vi er på bølgelængde og kan skabe noget meningsfuldt sammen. Den slags samarbejder med andre kan tænde håb. Som freelancere er vi ofte meget alene, og det kan også udfordre håbet, hvis man lukker sig inde i sin egen lille freelanceboble. Samtaler med andre mennesker åbner vinduer til muligheder, vi ikke får øje på alene.

Jeg kan godt mærke, at jeg har været solorytter så længe, at det er en udfordring at prioritere at opsøge samtaler med andre. Det er en god investering at tvinge sig selv til at gøre det alligevel. Da kan det skabe håb. Det kræver, at vi mødes og deler også det, der er udfordrende og gør ondt.

Jeg kan godt blive modløs og tænke, at alt er træls og noget lort. Men når det har været sådan et par dage, kommer handlekraften væltende. Så får jeg sådan en følelse af fandenivoldskhed: Nu må jeg gøre noget aktivt.

Det giver mig håb at danse. Jeg kan danse mig i kontakt med lyset. Når jeg har danset i en time, oplever jeg altid, at kraften kommer til mig, og at jeg møder roen, glæden, energien og gnisten, der er med til at give mig håb. Alt ser pludselig lysere ud.

Når jeg er blevet omsluttet af mørke, forsøger jeg at bruge mine erindringer – dykke ned i historien. Vi sammenligner og spejler nutiden i fortiden for at blive klogere på fremtiden. Det kan vække håbet at se tilbage og genkalde sig svære og udfordrende perioder i livet, at dvæle ved, hvad der skete, og hvordan situationen udviklede sig til det bedre. Hvad var det for ting, jeg gjorde for at få det bedre? Hvad var det, jeg skulle slippe og acceptere? Da får jeg ofte øje på lys i mørket, da kommer håbet til mig i glimt af mening.

Jeg tror, at man skal omfavne mørket, når man står i det, selvom det er svært. Tage det som en invitation til at lære sig selv at kende. Det kan virke faretruende at gå ind i det univers, men det gør os klogere som mennesker.

Jeg har ofte tænkt på, at vi som freelancere har travlt med at trække succeskasketten godt ned over hovedet og fortælle om, hvor godt det går. Dt er bedre at tale tingene op end ned, men det er også vigtigt at kunne tale om det svære og udfordringerne. Det meningsfulde freelanceliv er så meget mere komplekst end penge og prestige. Vi kan skabe bedre betingelser for håbet ved også at dele udfordringerne med hinanden, så vi ikke får skabt et glansbillede, hvor håbet bliver lyserødt. Det kan håbet slet ikke leve op til.

Det er også det, jeg altid siger til mine kursister, når jeg underviser i at skrive erindringer. Der er ingen mennesker, der er glansbilleder, og fortællingerne bliver utroværdige, hvis vi kun skriver om succeserne.

Det styrker håbet at erkende, at man har brug for hjælp. Det skaber håb om lys for enden af tunnelen – derfor skal man huske at vende sig mod verden, selvom man har valgt at arbejde og tilbringe meget tid alene. For mig er det vigtigt at vælge de mennesker, jeg deler håbløsheden med, med omhu. Det kan lyde hårdt. Men det at dele udfordringer med andre kan gå begge veje. Jeg skal kunne mærke, at det peger fremad. Jeg skal kunne mærke håbet. Det har jeg heldigvis fået en god radar for. Det er ikke altid, man har brug for handlingsanvisninger – nogle gange har man også bare brug for en, der lytter. Det hjælper at tale med andre, men man er jo nødt til at finde håbet i sig selv.

Håbet vokser, når vi lærer at lytte til os selv. Når vi tør blotte os og vise sårbarhed, letter det hjertet og skaber en følelse af at overvinde sig selv. Det kan skabe fremdrift og være håbefuldt.

Jeg oplever, at mit håb er vokset med årene i kraft af, at jeg hviler mere i mig selv. Jeg har prøvet så meget forskelligt som freelancer og har fået lov at erfare, hvad det er for opgaver, der giver mening og håb i livet for mig.