Håb kan lyde så luftigt. Og som håbet bruges i daglig tale, når vi håber det ene eller andet, kan det lyde som et passivt udtryk for, at dette eller hint vil ske. Men håbet er meget mere end et stille ønske. Håb er ganske afgørende, for det er håbet, der får os til at stå op om morgenen, holder os i gang og giver livet mening. Alternativet til at håbe er at acceptere den fuldstændige tomhed mener Bertel Nygaard, håbshistoriker ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Håb i bogserien Tænkepauser.

Det er håbet, der driver alting frem, ligesom håbet ligger bag alle forandringer og udviklinger i menneskelige fællesskaber, forklarer han.

”Håb er en måde at forholde sig til verden på, ud fra forudsætningen, at vi aldrig bare er her og nu, men altid på vej og undervejs. Det er en måde, hvorpå vi forholder os til, at vi har endnu ukendte muligheder i vores liv, som vi kan gribe, eller som kan gribe os,” forklarer han.

Håbet fødes meget ofte af modgang. Historisk set kan vi se, at det ofte er store krige, voldsomme forandringer og modgang, der har fået folk til at håbe på nye måder og i større målestok. Og at det er håbet om bedre tider, der har fået os til at få øje på mangler i livet og samfundet, som det så ud før krigen eller krisen. Under Coronapandemien voksede både håbet på, at vi ville komme igennem pandemien, men også bevidstheden om mangler i vores samfund eller individuelle liv, som Coronapandemien gjorde os opmærksomme på.

Samtidig fødte pandemien et håb i den medmenneskelige omsorg for hinanden, vi pludselig opdagede, at vi som samfund kunne vække til live. Således kan håbet betragtes som en lysning i mørket, hvor vi pludselig bliver i stand til at se muligheder, der før var skjult for bevidstheden. Det gør håbet udviklingsmæssigt potent, mener Bertel Nygaard. For således kan vi bruge håbet til at kaste lys over vores livsbetingelser, ønsker og muligheder, når vi hver især eller som fællesskab møder en udfordrende krise.

Det håbefulde ukendte
Den tyske filosof Ernst Bloch udfoldede sin tænkning om håb i det omfattende skrift Das Prinzip Hoffnung, Håbets princip i 1959.  Han beskrev håbet som en sprække i virkeligheden, kan man læse i bogen Håb. Ernst Bloch betragtede håbet som den vejviser, der pegede frem mod det for sindet endnu umulige. Når vi håber, er vi på vej til andre forståelser af vores væren og handlinger. Håbet rækker langt ud i det, vi endnu ikke kan se, skrev han.

Historien kan hjælpe os med at bevare tilliden til, at verden rummer flere muligheder, end vi kan se lige nu, at vi ikke bærer ansvaret for fremtiden alene, og at vi aldrig helt kan forudsige, hvad der sker, forklarer Bertel Nygaard.

”Det bor et håb i, at vi ikke begriber mulighedernes rækkevidde. Det kan historien lære os, hvis vi kigger tilbage. At der aldrig er nogen, der har regnet den ud. Og at det altid kan blive både meget værre og meget bedre”, siger han.

Håbet gror i fællesskabet

Da den amerikanske baptistpræst Martin Luther King var i årene 1956-68 frontfigur i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Da han i sin berømte tale ”I have a dream”, den 28. august 1963 overfor 250.000 demonstranter i Washington, fik håbet om et USA frit for racediskrimination til at vokse, var det også et udtryk for, hvordan håb og visioner i almindelighed kan vokse i et fællesskab, der kæmper sammen for en sag – eller kæmper imod noget.

”Håbet fødes ofte ud af mangler og skævheder, som skaber lidelse. Det gælder både i den enkeltes liv og på samfundsmæssigt plan. Håbet vokser ikke først og fremmest ved, at vi hver især sætter os ned og grubler, men snarere ved, at vi handler sammen. I den sammenhæng kan selv de små, nære håb pege frem mod større og mere gennemgribende visioner, der griber ud over det umiddelbart realistiske”, siger Bertel Nygaard. Martin Luther Kings håb om at gøre USA frit for racediskrimination byggede f.eks. på meget vidtrækkende idealer om frihed og lighed – så vidtrækkende, at han måtte gribe til religiøse billeder for at indfange noget af det.

At handle er ikke nødvendigvis at gøre noget aktivt. Nogle gange kan det også være at stoppe op og tage en pause.

For eksempel lå der noget håbefuldt i Coronapandemiens nedlukninger – midt i frygten for sygdommen og midt i alle afsavnene. For en stund kunne mange af os stige af ræset, holde op med at fare byen eller verden rundt i biler, tog eller fly og i stedet få ro til eftertanke. Også det gjorde en forskel og viste i det mindste konturerne af nye muligheder, forklarer han.

Håbet bor i overraskelsen
Centralt for håbet er, at det rækker langt udenfor vores fatteevne. Håbet om at møde den store kærlighed er et godt eksempel, mener Bertel Nygaard og peger på den datingindustri, der lever af folks håb om at møde kærligheden.

”Datingprofilers tekster og ønsker ender ofte i banaliteter, ganske enkelt fordi vi ikke aner, hvad vi håber på at møde i et andet menneske, og hvordan vores store kærlighed ser ud. Ofte bliver vi ganske overraskede ved at forelske os i et menneske og måske nogle egenskaber, vi aldrig havde hverken håbet eller forestillet os, at vi ville forelske os i”, siger han.

Den erkendelse kan vi bruge, når vi vil fastholde håbet. Vi er nødt til at holde os åbne for mulighederne for at blive blæst bagover af kærlighed, begejstring og livets eventyr. Vi kan altså bruge håbet til at etablere mod til at turde være i uvisheden og muligheden for at møde det meningsfulde i alt andet end det, vi havde defineret, om det er i vores kærlighedsliv, vores arbejde eller vores samfund.

I den sammenhæng har håbets fortid også en central rolle at spille.

”Håbets historie kan minde os om, at livet tidligere har overrasket. I store dele af historien har det virket utopisk, at man skulle kunne mætte milliarder af munde eller anerkende ethvert menneskes medfødte rettigheder eller gøre demokratiske idealer til virkelighed. Den, der forestillede sig det i 1500-tallet, ville have gjort sig selv til grin. Men de muligheder har vist sig at blive realistiske i kraft af, at verden var foranderlig. Så selv om erindringen peger bagud, kan den også i dag være med til at minde os om, at verden endnu aldrig har været færdig, selv om mange har troet det gennem tiderne. Dermed kan håbenes fortid også vise os, at verden næppe heller er færdig i nutiden, også selv om mange har mistet troen på, at vi kan opnå bedre samfund end dem, vi allerede bor i. Mulighederne har næsten altid været større, end menneskene har kunnet begribe”, siger han.

Uden håb ville alt gå i stå
I bogen Håb bruger han et berømt citat af Martin Luther til at beskrive den pointe, at håbet bestandigt driver os frem i verden trods alle dystre prognoser.

”Selv om jeg vidste, at dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag”, skal den protestantiske reformator Martin Luther have sagt i 1500-tallet. Ser man nærmere efter er citatet en forfalskning. Ifølge bogen Håb er det siden blevet sporet tilbage til en kreds tyske lutheranere, der i 1944 har lagt ordene i munden på Martin Luther under verdenskrigens udfordringer.

”Uanset hvor citatet stammer fra, optegner det fint håbets grundkonturer. Håbet baner vej ud af livets udfordringer. Håbet driver os frem, trods alle dystre prognoser. Håbet er limen, der binder fællesskaber sammen, fordi det skaber mening og retning. Uden håbet ville alt gå i stå”.