Håb er den fakkel, jeg bærer i mørket

Håb er en fakkel, jeg bærer med mig i mørket, når uvisheden gør mig utryg. Jeg vil også kalde det et valg. Jeg vælger at se mod lyset. Det lyder måske meget ophøjet, men jeg vælger at have tillid til processen og øver mig i at overgive mig til det, der er. Vores hjerner og biologi er grundlagt, dengang vi var jægere og samlere. Dem der overlevede dengang, var dem der bekymrede sig for, om de blev spist eller kunne samle mad nok. Det er den biologi og hjernekemi, vi stadig lever med. Men tigeren er der ikke længere, så vi har ikke brug for samme grad af bekymring, som vores hjerner leverer.

Da Corona ramte, fik jeg i den grad brug for håbet. Jeg havde lige svævet på højdepunktet i min karriere. Jeg havde været i Florida for at udstille et personligt fotoprojekt om unge afrikanere og skateboarding for organisationen No Comply Art Show og følte virkelig, at jeg levede drømmen. Og så kom jeg hjem til et Danmark, der var gået i panik og lockdown. Jeg havde de sidste måneders tid levet et par skridt foran mig selv økonomisk set, brugt penge som jeg ikke havde, fordi jeg alt gik så godt, og jeg var sikker på, at pengene nok skulle komme ind. Pludselig var der ikke nogen opgaver. Nogle af de faste kunder fik ny ledelse, som ikke syntes, at ekstern kommunikation var så vigtigt. Events og kulturliv, hvor jeg normalt har mange opgaver, lå i dvale, og virksomheder holdt igen på pengene.

Håbet hjalp mig til at møde situationen med taknemmelighed. Over at der fandtes hjælpepakker, og at myndighederne tog hånd om situationen. Så efter at være kommet mig over chokket, brugte jeg håbet til at se krisen som en mulighed for at gøre status og omstille min forretning. Jeg begyndte at holde workshops og undervise og fokuserede mere intensivt på at arbejde som coach. Håbets fakkel hjalp mig til at kaste lys på situationen midt i krisen – Hvad kunne jeg gøre her og nu? Hvor var der potentiale, hvis jeg accepterede tingenes tilstand og indstillede mit mindset på det? Da jeg gjorde det, fik jeg øje på muligheden for for eksempel at tilbringe mere tid med min familie og mine venner, skabe oplevelser med min forlovede.

Jeg oplevede også, at det at hjælpe andre, fik håbet i mig selv til at vokse. Det var en super udfordrende tid for mig. Men jeg blev bekræftet i, at jeg har brugt halvdelen af mit liv på at kigge indad og blive klogere på mig selv. Der vågnede en stærk lyst til at hjælpe andre ved at dele mine egne erfaringer med at møde modstand i livet. I denne periode arbejdede jeg meget med klienter og holdt workshops om mental og følelsesmæssig styrke, mens jeg ventede på at kunne fotografere igen for mine kunder.

Når jeg har brug for at tænde håbets fakkel, starter jeg med at få styr på mine følelser. Hvad er mit fokus, er min fysik balanceret og stærk eller ej og hvilken historie fortæller jeg mig selv? Jeg laver åndedrætsøvelser og mediterer. Det at trække vejret dybt og langsomt hjælper mig. Jeg laver også tankefeltsterapi og går en lang tur i naturen for at komme ned i kroppen. Jeg lytter til min favorit playliste på Spotify, tænder et bål eller et stearinlys, drikker en kop the og giver mig selv lov til at være ked af det. Vi skal passe på med at lade som om, at alt er godt, når det ikke er det, for hvis vi undertrykker, hvordan vi reelt har det, kommer vores følelser bare ud senere på mere kaotisk vis.

Håbet er som en muskel i os, der bliver trænet i prøvelsen. På et tidspunkt under Corona var jeg stærkt presset på min økonomi. Mine kreditkort blev spærret, og de 500 kroner jeg havde i min tegnebog, var alt, jeg havde til at komme igennem måneden. Det vildeste var at opleve, hvad accepten af situationen gjorde ved mig. Det var ganske enkelt det, der fik mig igennem. Jeg erfarede, at det ikke var så slemt. Jeg levede en måned, hvor jeg næsten ikke havde nogle penge, men jeg overlevede og opdagede, at jeg kunne nyde livet alligevel. Der er en mulighed i enhver krise, og det kan håbet hjælpe os til at se.

Fear setting hjælper mig til at få øje på, hvad det i virkeligheden er, jeg er bange for. Når vi skal overkomme frygten, hjælper det virkelig meget at se den i øjnene og evaluere, om vores værste mareridt er en reel sandsynlighed (det er sjældent). Frygt overvælder os og slører ofte blikket, så vi får vanskeligt ved at komme videre. Vejen videre består af små skridt. Jeg tænker; hvad kan være mit første lille skridt på vejen til at løse det her?

Håbet opstår, når vi handler – selv i det små.  Min oplevelse er, at det hjælper at huske, at vi ikke skal klare alting selv. Og at vi ganske enkelt erkender vores udfordringer. Gør vi ikke det, åbner vi heller ikke op for, at de kan forandre sig. I første omgang taler jeg om udfordringen – deler den med andre for at få perspektiv og hjælp. Nogle gange ser jeg muligheder alene i at sige udfordringen højt. Jeg kigger på mine ressourcer og prøver at danne mig et overblik over, hvem jeg kender, der kan hjælpe mig. Hvis jeg virkelig er udfordret, har jeg oplevet, at det hjælper at erkende, at jeg har mistet håbet. Alene den erkendelse sætter noget i gang. Det gør det tydeligt for mig, at jeg er nødt til at gøre noget for at ændre min tilstand. Håb er ikke nok. Håbet kalder på handling.

Håb er at lade håbløshed og udfordringer være indgang til indsigt. Når jeg bliver udfordret, minder jeg mig selv om, at jeg jo hidtil har klaret alle udfordringer. Så mon ikke jeg klarer denne også. Jeg har gjort det til en vane at spørge mig selv, hvad kan jeg lære af det her? Hvorfor stiller livet mig denne udfordring netop nu? Jeg taler meget med min intuition og med livet. Det er i krisen, vi lærer os selv at kende og vokser som mennesker. Men kun så længe vi er i stand til at overgive os til det, vi er i. Alle de mennesker, jeg ser op til og inspireres af, har været igennem udfordringer, som de har gennemlevet og fået dybde af.

Håbet hæver min livskvalitet helt enormt, fordi jeg kan finde ro, selv når jeg er udfordret. Jeg stopper op, jeg trækker vejret, jeg mærker min krop. Det har jeg trænet meget i min terapeutuddannelse. Jeg sørger for at berolige mig selv, inden jeg træffer en beslutning. Vi føler ofte en trang til at handle hurtigt på udfordringer, når vi kommer under pres. Det får os til at handle overilet, og det er sjældent det bedste at gøre.

Jeg skaber adgang til håbet ved at gøre ting, der gør mig glad. Jeg spiller på mit klaver og min guitar, går en tur ud i naturen, prøver at grine lidt af det hele og sætte tingene i perspektiv. Jeg øver mig i at sige til mig selv, at jeg bliver stillet overfor de udfordringer i livet, jeg er klar til at løse for at udvikle mig. Jeg forsøger også at begrænse negative input, som tænder mørket i mig. Jeg søger lyset ved at række ud og tale med ligesindede – mange har en stolthed og tror fejlagtigt, at de skal kunne klare alting selv. Det skal vi ikke. Vi bliver alle ramt af kaos og modgang. Vi har alle brug for hjælp og støtte. Og vi kan altid række ud.

Jeg har lært at skabe nye selvfortællinger, når noget udfordrende sker. Hvis jeg mister en kunde, tvinger jeg mig selv til ikke at se det som en straf fra oven eller se mig selv som offer, men at se det som en mulighed. Når jeg ser tilbage på de store udfordringer i mit liv, fortryder jeg ikke nogen af dem, for de har udviklet mig og givet mig styrke.

Jeg finder sindsro med sindsro-bønnen: (Gud), giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan og visdom til at se forskellen. Det var måske ikke det, jeg havde håbet, der skulle ske. Det var ikke det, jeg havde ønsket. Jeg kan vælge at brokke mig over det og være offer for det resten af mit liv, eller jeg kan prøve at finde sindsro.

Jeg har haft stærkt brug for håbet i løbet af vinteren, hvor jeg har haft store udfordringer med mit fundament både professionelt og privat. Jeg skulle pludselig finde et nyt kontorfællesskab og min private boligdrøm gik i vasken. Jeg stoppede alt. Holdt fri. Sygemeldte mig. Kiggede indad. Der var noget i mig, der kaldte på en pause. Det har været en sindssyg vild åbenbaring. Rigtigt meget stress og fortvivlelse er forsvundet i overgivelsen: Måske behøver jeg ikke at presse mig selv og være så travl. Måske handler det om at skabe noget plads. Jeg har ofte været en, der har kørt to karrierer fuldtid samtidig. Når jeg stopper op, falder tingene nogle gange på plads af sig selv. Når vi sidder fast og føler os overvældet af noget, kan det til tider være godt at give slip. Da skaber vi plads til, at noget kan falde på plads på et dybere plan. Jeg er gået fra at leve fra hovedet til at leve fra hjertet de sidste par måneder. Det har været meget forløsende.

Du kan ikke meditere dig til succes. Men hvis du anerkender situationen, som den er, hverken værre eller bedre, skaber du de bedste betingelser for at handle. Da kan du bruge håbet som et call to action. Jeg lader eksempelvis ikke to dårlige måneder definere, at så kommer det aldrig til at gå godt igen, men heller ikke bare tænker – det går nok af sig selv. Jeg prøver at betragte situationen helt nøgternt og være nærværende med det, der er. Og så herfra tage stilling til, hvilke skridt jeg kan tage for at ændre på situationen.

Jeg bliver ofte overrasket over, hvor stor støtte og hjælp, der er at hente hos andre, når jeg tør være sårbar og række ud efter hjælp. Jeg kan godt glemme, hvor meget jeg har oplevet og opnået i mit liv, når jeg er presset. Der hjælper andre mig med at skabe perspektiv og trække mig op i de luftlag, hvor jeg får øje på de styrker og succeser, som min krybdyrhjerne glemmer, når jeg er i alarmberedskab.

Jeg læner mig nogle gange ind i den filosofiske retning stoicismen, der minder os om, at universet ikke drejer omkring os – at vi ikke er så vigtige, men bare en lille brik i det store univers, og at meget er udenfor vores kontrol. Solen står op i morgen, uanset hvad jeg gør eller ikke gør. Jo mere vi kan slippe kontrollen, desto bedre: Det betyder ikke, at vi ikke skal have struktur og rutiner i vores liv. Men vi bliver nødt til at forstå, at det ikke er alt, vi kan kontrollere, for det er sådan, det er – vi skal turde give livet lov til at give os input.

Jeg skriver input ned eller siger dem højt – fordi den måde vi taler til os selv på, betyder enormt meget for vores virkelighed. Jeg vælger tro og håb frem for tvivl. Vi har altid et valg – at vælge at se lyset. Viktor E. Frankls bog Man’s search for meaning om hans tid som KZ-fange er en god bog at læse, når man har det svært. Uanset det at vi ikke kan styre den ydre verden, kan vi altid vælge vores indstilling til tingene.