Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Fundraising – et eventyr for os selv

Der måtte ekstra borde og stole, da Maiken Ingvordsen fortalte om fundraising til kreative projekter på årets freelanceseminar.

Helene Bagger

Klokken 9 var der omkring ti freelancere i lokalet. Det havde såmænd også været festmiddag og dans den halve nat. Men så skete der noget, og kl. 9.20 kunne Maiken Ingvordsen begynde sit foredrag om fundraising for omkring 50 freelancere. Men først efter, at lokalet var blevet suppleret med ekstra borde og stole. At sige hendes foredrag var et tilløbstykke er vel nærmest en underdrivelse.

Fantastisk ildsjæl

Maiken Ingvordsen, der er uddannet pianist og komponist fra Rytmisk Musikkonservatorium, har de seneste ti år arbejdet som professionel fundraiser, brandingrådgiver og kunstner. Man behøver kun at være sammen med hende i ganske kort tid for at forstå, hvorfor hun sidste år var nomineret som årets kvindelige iværksætter af Ivækst. Hun er nemlig en fantastisk ildsjæl, og selv om de fleste deltagere havde fået meget lidt søvn, så blev alle hurtigt smittet af hendes entusiasme og positive energi. 

”Hele løfteraketten blev fyret af på én gang”, konstaterede journalist Morten Friis Jørgensen.

Flot formidling på kort tid

Foredraget tog udgangspunkt i Maiken Ingvordsens bog ’Fundraising til kreative projekter – kunsten at sælge sig selv’, og indviede deltageren i, hvordan man gør en god ide til en konkret nedskrevet plan, hvordan en god projektbeskrivelse bygges op, budgetlægning, tidsplan, biografi osv. Desuden kom hun omkring emner som PR, markedsføring, målgrupper, digitalt materiale m.m. Normalt er det noget hun bruger otte timer på at formidle, men hun klarede det flot på godt to timer.

Mange penge derude

”Der er rigtig mange penge derude, så det er ærgerligt ikke at få snablen ned i dem”, sagde hun, og kunne fortælle om en ansøger til et filmprojekt, der ikke havde fået penge fordi vedkommende ’kun’ søgte om 30 millioner kroner. Rådighedsbeløbet var nemlig på 40 millioner. Så der er bestemt ingen grund til, at manglende finasiering skal stoppe ens drømmeprojekt – det har aldrig stoppet Maiken Ingvordsen – tværtimod.

Hendes bog ’Fundraising til kreative projekter – kunsten at sælge sig selv’ kan købes via www.fundraisingtilkreativeprojekter.dk, hvor hun også giver masser af gode og gratis råd om fundraising. Se også hendes hjemmeside www.sowhatcopenhagen.dk.

Kommentarer