Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Fri fugls dagbog: "Om lidt skal jeg altså selv mere på banen"

Mellem bogudgivelser og boganmeldelser, podcast og tisse-artikel prøver jeg ikke at tænke for meget over, hvad der giver penge, og mere på, hvad der giver arbejdsglæde.

foto

Fredag

Hvorfor ikke starte en freelancers dagbog her? Mine fridage følger sjældent andres, og på nuværende tidspunkt har jeg ikke holdt weekend siden start-december, fordi jeg har et bogprojekt, hvis første udkast skal være færdigt i dag. Det er en interviewbog til People’s, og vi mangler stadig titel og forside, men første udkast er snart færdig.

I dag har jeg derudover også to deadlines på to artikler til magasinet I FORM (en spørg-sektion og en tisse-artikel), så jeg er i gang kl. 6.30 for at nå det hele – deadline er klokken 14.00. Arbejdsdagen i går løb fra 9-23, så glæder mig til at holde fri.

Klokken 14 er alt afleveret, og jeg lægger mig ind i sengen og sætter P1-podcasten Kaarsberg-mysteriet på, som har været på lyttelisten siden jeg opdagede, den eksisterede. Iben Maria Zeuthen sagde engang noget til mig, som jeg stadig tænker meget over: At det var andres gode arbejde, der gav hende lyst til også at lave noget fedt. Hun har brug for (hvis jeg forstod hende rigtigt) at have optur over andres ting for selv at have arbejdsglæde. Siden hun sagde det til mig for et par år siden, har jeg forsøgt at systematisere mine opture – både over serier, podcasts, journalistik og bøger.

Jeg prøver også at blive bedre til at skrive til folk, når deres arbejde rører mig. For eksempel burde jeg skrive til skaberne af Kaarsberg-mysteriet, at det er en skøn, tankevækkende, nysgerrig podcast, de har fået lavet. I stedet falder jeg i søvn.

OM SERIEN

FreelanceGruppens medlemmer arbejder med et væld af fagligheder og opgavetyper, og vi indretter vores arbejdsliv på mange forskellige måder. Nogle dage er fantastiske, andre knap så meget. Nogle opgaver kan faktureres, andre ikke, nogle opgaver er sjove, nogle er godt betalt, nogle er begge dele og andre er ingen af delene. Indimellem går arbejde og socialt liv op i en højere enhed, indimellem ramler det.

At skulle opfinde sit arbejdsliv på nærmest daglig basis – og at klare alt selv, fra kreativ proces over salg til momsregnskab – er både den helt store fidus og den helt store udfordring ved at være selvstændig/freelancer. Vi har ingen chefer, ingen kantine, ingen faste kolleger. Vi har kunder og samarbejdspartnere, kaffemøder, faglige netværk og kontorfællesskaber. Vi kan vælge til og fra, og vi kan blive valgt til og fra, fra den ene dag til den næste.

I denne serie beder vi medlemmer om at skrive dagbog fra en uge. Ikke en typisk uge, for de findes sjældent. Bare en uge. For at gøre os selv, hinanden og omverdenen klogere på, hvordan det egentlig foregår i en enkeltpersonsbiks inden for medier og kommunikation.

Skriv til webredaktion@freelancegruppen.dk, hvis du har lyst til at bidrage med en dagbog. 

Læs også Kristine Høegs dagbog om dyner, inkasso og juletekster LIGE HER.

 

Lørdag+søndag

Egentlig har jeg lovet min kæreste at holde helt fri i weekenden, men jeg kan alligevel ikke helt holde mig fra Glenn Bechs debutroman Farskibet, som jeg skal anmelde for Weekendavisen.

Jeg har anmeldt for Weekendavisen i lidt over et år nu, og det er stadig lidt uvirkeligt for mig, at jeg får lov til det. Jeg skrev min første anmeldelse for dem for måske to år siden, hvor jeg blev spurgt af den nuværende litteraturredaktør, om jeg havde lyst til at prøve, og så er det blevet mere og mere fast lige siden.

Da jeg gik på efterskole, var jeg meget betaget af Weekendavisens bogsektion (en hel lille avis dedikeret til bøger forekom mig fuldkommen overdådigt), og jeg tænkte, at Leonora Christina Skov, der på det tidspunkt var anmelder for Weekendavisen, måtte have det absolut mest vidunderlige arbejde i Danmark.

I dag ved jeg så, at livet som boganmelder ikke er helt så glamourøst – jeg får mellem 2500 og 4000 pr anmeldelse – som jeg forestillede mig dengang, men det er stadig ret vidunderligt, altså.

Mandag

Jeg skal have styr på tusind nuancer af kontorting. Det absolut værste ved at være freelancer er, at jeg skal være mit eget livs HR-afdeling. For første gang nogensinde prøvede jeg at skaffe mig en skattemand i efteråret (jeg ved ikke engang, hvad det rigtige ord er for det – bogholder? Revisor?), men den indledende samtale var så pinlig – jeg kender ikke forskel på A-skat og B-skat, jeg ved ikke, hvad et bikort er, jeg forstår mig ikke på moms – at jeg droppede det igen.

Min kæreste og agent er godt nok begge tal-uddannede, men de nægter at hjælpe mig. Min kæreste undskylder sig med ikke at forstå det danske skattesystem (han er svensker), og min agent siger bare, at jeg er for dum. Han siger det godt nok ikke direkte, men mere med et dødt blik. Det skal måske nævnes, at hans jobbeskrivelse heller ikke nævner skat, men derimod handler om at udvikle min karriere som forfatter med hensyn til både optrædener, oversættelser og nye værker, men min agent er mere blevet en allround life coach for mig.

Jeg har også spurgt ham, om vi egentlig er venner, men det siger han, vi ikke er.

Tilbage til SKAT: Et par gange om året ringer jeg altså tårevædet ind til skattevæsenet, og så er der som regel en medarbejder, der forbarmer sig over mig og hjælper mig uden at jeg behøver at forstå, hvad jeg egentlig får hjælp til.

I dag gælder det heldigvis kun fakturaer, og det kan jeg faktisk finde ud af. Siden jeg startede som freelancer igen i august 2020 efter et års barselsvikariat på I FORM, har jeg – udover min bogkontrakt – næsten kun skrevet for I FORM og Weekendavisen, så kender efterhånden deres faktureringssystemer godt. Normalt fakturerer jeg lidt mere i øst og vest, og det kan godt blive frustrerende at sætte sig ind i nye systemer og holde øje med, at alt nu også bliver betalt til tiden.

Da jeg er færdig med the boring stuff, skal jeg i gang med forslag til pressetekst, forfatterbiografi og bagsidetekst til interviewbogen for People’s. Jeg sidder med det indtil ud på eftermiddagen, hvor jeg besvarer mails i et par timer. Det gælder blandt andet en interviewforespørgsel fra det norske magasin KK, der er faldet over et essay, jeg skrev i Eurowoman i sommer og gerne vil lave en slags citathistorie på den. Det betyder, at jeg skal svare på en række spørgsmål over mail og sende link til mine pressebilleder.

Jeg er altid lidt ambivalent, når jeg stiller op til interviews, fordi i teorien kan det måske føre til et øget bogsalg for mig (og måske flere opgaver), men i praksis tror jeg mest bare, det er spild af tid. Uanset hvad er jeg for sød til at sige nej, og det er da også lidt sjovt at komme i et norsk dameblad.

Af andre spændende mails ligger et forslag til et møde fra en podcastproducent, jeg længe har beundret. Han skriver, han måske har en opgave til mig, så jeg takker selvfølgelig ja til møde. Eftersom interviewbogen går ind i sin redigeringsfase, har jeg snart plads til flere opgaver, og jeg har længe haft lyst til at lave radio igen (som jeg ikke har beskæftiget mig med siden min praktiktid på Radio 24syv).

I det hele taget glæder jeg mig til så småt at kunne begynde at føre mine egne idéer ud i livet – jeg har siddet med udelukkende bestillingsopgaver i snart to år, men om lidt skal jeg altså selv mere på banen.

For tiden drømmer jeg meget om at få lov at lave noget om Elvira Madigan og Sixten Sparre – to unge elskende, der slog sig ihjel på Tåsinge i 1800-tallet. Da alle mails er besvaret, sætter jeg mig med Glenn Bechs Farskibet igen.    

Tirsdag

Jeg lægger ud med at arbejde et par timer på Farskibet-anmeldelsen. Den er læst færdig, og så tager jeg noter og udvælger citater, som jeg vil have med i anmeldelsen. Normalt bruger jeg mindre tid på mine anmeldelser, men da Farskibet er en dansk debut (og i øvrigt helt vidunderlig god), har jeg afsat ekstra lang tid til at skrive opgaven. Det er vigtigt at få sådan en anmeldelse helt rigtig.

Det kræver nogle gange yderligere research og en ekstra genlæsning, men det er der afsat tid til, da jeg først har deadline fredag. Jeg prøver ikke at tænke for meget over, hvad det bringer min timepris ned på.

I det hele taget har jeg forsøgt at skabe en økonomisk situation for mig selv, hvor jeg ikke behøves at tænke for meget på penge i et års tid. Jeg tog et barselsvikariat på fuldtid blandt andet med det formål at kunne spare op, og da jeg sideløbende også holdt foredrag med min bog og takkede ja til alle freelanceopgaver, jeg fik tilbudt, er det faktisk lykkedes nogenlunde. Jeg fik også både en pengepræmie ifm. at vinde Bogforums Debutantpris, et arbejdslegat fra Kunstfonden og et corona-legat fra Jyllands-Postens Fond på det år, så jeg prøver at sige til mig selv, at jeg har optjent lidt frihed fra pengebekymringer (selvom jeg altså langt fra er rig og aldrig kommer til at investere i fx en lejlighed).

Hen på eftermiddagen sætter jeg mig foran computeren igen og besvarer lidt mails. Min redaktør på interviewbogen vil gerne have et møde fredag om titel og forside, og så er en spørg-sektion til I FORM redigeret færdig, som jeg lige skal læse igennem en sidste gang.

Derefter sætter jeg mig og får et overblik over de næste par ugers ulønnede opgaver, som jeg så vidt muligt forsøger at løse om aftenen. Udover at jeg har lovet at redigere en vens bogmanuskript, skal jeg også skrive forord til en potentiel genudgivelse af Karin Michaëlis’ Den farlige alder.

Min agent fraråder mig kraftigt at tage disse opgaver på grund af den manglende økonomi, men jeg synes overordnet, at det er noget af det, der bidrager til min arbejdsglæde, og det er jo heller ikke, fordi jeg har bedre ting at tage mig til i disse lockdown-dage.

Ud på eftermiddagen føler jeg mig færdig for i dag og slutter dagen med youtube-yoga. Det er noget, jeg er begyndt på for nyligt, og jeg synes, det hjælper en del på diverse kontorsmerter, jeg døjer med. Min kæreste forsøger godt nok at spolere den afslappede stemning ved at tage billeder af mig, mens jeg udfører åndedrætsøvelser, men jeg siger til ham, at han ikke skal ødelægge det, jeg og Arienne (yogalæreren) har sammen.

Onsdag

Jeg er godt i gang med min anmeldelse, så føler jeg kan tage det rimelig afslappet i dag. Det betyder blandt andet, at min kæreste og jeg henter Poké bowls til frokost og også får gået en lille runde i nabolaget. Vi har lovet hinanden at begynde at stå tidligere op, så vi kan nå ud om morgenen, men det går foreløbig rigtig dårligt.

Hen på eftermiddagen får jeg en mail fra min redaktør på Weekendavisen, der spørger, hvor anmeldelsen på Farskibet bliver af, og efter et par mails frem og tilbage står det klart, at han har skrevet den planlagte udgivelsesdato til mig og ikke (som jeg troede) min deadline. Anmeldelsen skal altså i avisen fredag. Vi aftaler, at jeg sørger for at have den færdig til i morgen tidlig, hvilket heller ikke er urealistisk, men betyder at aften og en del nattesøvn for mit vedkommende er aflyst.

Jeg sender min kæreste ud efter slik, cola og energidrik og tager selv hul på en arbejdsmetode, som jeg holder meget af, når jeg skal arbejde under tidspres, nemlig: Pomodoro-metoden. Her arbejder man tyve minutter, holder fem minutters pause og så efter tre runder af 20 minutters varighed, holder man en lidt længere pause på 15 minutter.

Sådan kører jeg indtil klokken 03, hvor anmeldelsen er så langt, at jeg ved, jeg kan blive færdig, hvis jeg står tidligt op. Det er i sådanne situationer, jeg godt kan savne en slags overenskomst eller bare et genetillæg, for jeg har ikke noget imod at arbejde om natten, men jeg ville gerne kompenseres lidt for det.    

Torsdag

Jeg står op klokken 06.00 for at blive færdig med anmeldelsen og afleverer den klokken 09. Heldigvis er der ikke mange rettelser. Jeg har møde med podcastproducenten klokken 11, og det går nogenlunde, men jeg tror ikke, jeg får solgt mig selv så godt. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne fortælle arbejdsgivere, at jeg har en god mavefornemmelse, og de burde stole på den.

Efter mødet kan jeg ikke sove, men er egentlig også for træt til at arbejde. Jeg ender med at bruge et par timer på at undersøge mulighederne for at købe en billedlicens af en svensk maler, hvis malerier jeg gerne så på forsiden af interviewbogen.

Det er ikke mig, der har det sidste ord, når det gælder forsiden, så det bliver nok ikke aktuelt, men jeg vil nu alligevel prøve. Min indtjening på bogen kan jo potentielt afhænge af en flot forside.

Jeg slutter dagbogen her og ser tilbage på en rimelig afslappet uge på lidt under fuldtid, da de største deadlines lå helt i begyndelsen. Når jeg skriver afslappet, skal det måske ses i lyset af, at jeg har haft ægte lange dage i det meste af december (jeg holdt kun juleaftensdag fri) og indtil i fredags.

Fordi jeg har arbejdet som freelancer i sammenlagt tre år og stadig ikke tjener en fuldtidsløn, hvis jeg ikke er lidt heldig med foredrag, legater etc., kan jeg godt blive bange for, at jeg ikke holder til det i længden (og at man dybest set kan printe den her tekst og udgive den under titlen ’How not to freelance’), men min erfaring er, at det er bedst ikke at tænke for meget på. Jeg oplever heller ikke mit arbejde som stressende, men kun til tider udmattende.

Jeg har læst et sted, at stress som regel opstår, når rammerne for at løse en opgave er dårlige – og ikke så meget arbejdsbyrden i sig selv. Det stemmer godt overens med mine egne erfaringer.

Kommentarer

Steffen Moestrup

tir, 03/09/2021 - 20:06

Fint og inspirerende med den her slags dagbog fra freelance-livet. Dejligt tiltag.