Denne dagbog er skrevet i september 2021. Vi beklager, at den først bliver bragt nu. 

Mandag

Den skrigrøde lodsbåd skærer igennem havneløbets krapbølger. Engen mellem mit hus og vandet duver guldgult i efterårssolen og jeg bliver endnu engang smålykkelig over mit nye havneview. Lodsbåden har været en del af min udsigt i 13 måneder, siden jeg solgte mit hus på Amager og flyttede til Korsør i en fremlejet møbleret lejlighed på Strandvej.

”Korsør?????”, hviner 99% af de folk, jeg fortæller om mit nye hjem. Ja, Korsør. Jeg var blevet alt for hverdagsblind i mit gamle hus og liv og opdagede, at der blev nødt til at ske noget nyt, så jeg igen fik lyst til at gå på opdagelse.

Jeg solgte hytten, smed halvdelen af mine ejendele ud og flyttede ned til den gamle færgeby ved Storebælt. Med havudsigt, fed natur, og huspriser, der kan få københavnere til at græde. En lille by, hvor man kan lave sjove projekter. Der er kort til Odense, hvor jeg arbejder en del, og 59 gode tog-arbejdsminutter til København. What’s not to like? Et af mine freelancemantraer er at holde de faste udgifter håndfast nede, så jeg har råd og overskud til at lave noget sjovt og ikke er tvunget til at lave for meget rugbrød.

Om et par uger flytter jeg ind i en stor smuk lejlighed i nabohuset – med endnu bedre udsigt til lodsbåd og hav og tættere på sandstranden længere nede af vejen. Efter 13 måneder med andre menneskers fyrretræsmøbler og plakatvalg glæder jeg mig som en lille stenjonglerende odder (den findes – googl det) til igen at bo med mine egne dimser, møbler og bøger – og til igen at få et stort arbejdsværelse, hvor der er plads til at mixerpulten, mikrofonerne og andre skønne gadgets står fremme.

Denne morgen er mælken sur, så jeg dropper togtermoflasken og cykler til stationen for at nå toget 6.53. Efter et par togskift og en cappuccino to go i Ringsted bliver jeg hentet af en tidligere efteruddannelseskursusdeltager i Næstved. Hun har hyret mig til at stå bi med råd og dåd, mens hun producerer en podcastserie om det hospice, hun arbejder på. Dagen går med rundvisning, teknikdiskussioner og ideudvikling på form og indhold. Som de få andre gange, jeg har været på et hospice, fyldes jeg af en form for taknemmelighed over, at nogen har taget det på sig at hjælpe alle os andre med at forholde os til døden.

Om eftermiddagen hopper jeg på toget og snirkler mig op igennem Sjælland, mens jeg genlytter et afsnit af Babak Vakilis formidable eksperimenterende podcast Generationen, som jeg overvejer at spille på et kursus, og bruger desuden en rum tid på at stirre tomt ud over det flade landskab (min yndlingstogbeskæftigelse).

Tirsdag

Om morgenen holder jeg zoommøde med min DR-redaktør. Jeg har foreslået en radioserie, som er blevet antaget, og vi skal lige lukke de sidste økonomiske og indholdsmæssige huller. Hun har været min redaktør på en række serier, og jeg glæder mig til endnu et samarbejde, fordi det er en gave at have en stærk, radiofonisk velfunderet redaktør, som kan være med til at udvikle, forfine og ikke mindst udfordre projektet.
Økonomien er bedre, end jeg havde ventet (yay! – hvor tit sker det lige?), og det betyder, at jeg også denne gang kan frikøbe min ven og radiokumpan Karen til at lave projektet sammen med mig. Jeg arbejder rigtig meget alene hjemme ved computeren, så jeg prioriterer benhårdt at skabe perioder med tætte lange samarbejder, så der er nogen at juble, snerre og tænke sammen med.

Det er to år siden, jeg sidst lavede et stort radioprojekt, og jeg er ærlig talt lidt/temmelig/meget nervøs. Min seneste serie var Drømmenes Kaptajn (P1) – en syret eksperimenterende fortælling om Troels Kløvedal, som nok blev som den blev, fordi jeg på det tidspunkt var indtil døden træt af at høre på mig selv. I den serie synes jeg, at jeg genopfandt mig selv som fortæller, eller måske fandt en stemme og en form, som var ny og nyskabende, så nu føles det virkelig som ’den svære toer’.

I mellemtiden har jeg fyldt ordrebogen med små lydprojekter og undervisning, og det er kun et par måneder siden, det gik op for mig, at radiotilbageholdenheden sandsynligvis skyldes, at jeg ikke har nogen anelse om, hvor jeg denne gang skal gå hen med min fortællerrolle.

Men nu er jeg efterhånden blevet virkelig lydliderlig og savner arbejdet med de store kompositioner. Så jeg kaster mig ud i radiobølgerne igen, og har givet mig selv en redningsvest:  denne gang behøver jeg ikke vende op og ned på mig selv som fortæller. Det må gerne være lidt mere Sommer Classic – og så må vi se hvor det bærer hen.

Den nye radioserie skal have et afsnit mere end oprindeligt foreslået, så jeg bruger eftermiddagen på at researche på den nye episode og skrive den ind i det første konceptforslag.

Onsdag

Det er ren indian summer, så jeg går i haven med computeren. Sputnik (den velvoksne røde hankat, som er menneskechef i mit lille produktionsselskab) har fundet en solplet og arbejder ihærdigt på at nå sine 19 søvntimer i døgnet. Jeg slår den giftiggrønne parasol op i læ og under bramgæstrækkene og holder kontor: Kalenderjonglering for en feedbacksession, jeg skal lave for en lokalavis’ nye podcastserie, nej til forespørgsel fra en folkeskole, der gerne vil have mig til at lære deres lærere at lave podcast på en eftermiddag (?!), idéliste til en række podcastevents, jeg skal arrangere for Kulturtårnet i København, et blik på deltagerlisten på et DMJX-podcastefteruddannelseskursus, jeg skal lave om nogle uger og lidt scrolling ned gennem indbakken for at se om noget vigtigt er faldet under linjen (det er der - altid!).

Så ringer Rasmus, min nye kollegaven. Vi brugte en stor del af coronatiden på at sidde i hver sin ende af Sjælland og udvikle et eksperimenterende kursus til SDU’s cand public-uddannelse om fortællerrollen i fortællende journalistik. Han er hardcore akademiker og jeg er – i SDU’s terminologi – håndværker, men vi er faldet formidabelt i hak, og har vist begge to en fornemmelse af, at vi gør hinanden bedre end vi er alene.

Kurset er digitalt, men vi har nogle fysiske ’fortællercamps’ sammen med de studerende. Den næste er på mandag, så vi bruger et par timer på at justere skriveøvelser, finde eksempler, aftale hvem, der medbringer limstifter, og de myriader af digressioner, som vi efterhånden er blevet mestre i. Der skal bare en bisætning til at sende os ud i et kaninhul af anekdoter, underlig viden og alskens indfald. Faktisk tror jeg, kurset er blevet så fedt, fordi vi har taget os tid til at lege i kaninhullerne.

Resten af eftermiddagen går med at lave slides til en undervisningsformiddag i morgen. Da solen forsvinder mellem æblegrenene, går jeg ind og tager et par skrivetimer på noget, jeg er håbløst bagud med.

Torsdag

Tidligt tog og taxa til København SV, hvor jeg holder oplæg på et podcastkursus arrangeret af Freelancegruppen. Det handler om, hvordan man som ekstern producent pitcher ideer, og bortset fra to vilde brolæggere, der hvinende skærer sten udenfor Karens Mindes vinduer, går det godt og der er mange gode spørgsmål.

Den lille tidsoptimist iler derefter hen til den cafe, hvor jeg skal møde Rasmus. Udover vores fælles undervisning er vi ved at skrive et kapitel til en bog om jeg-fortællere, og der er deadline ooooom … lidt!!! (som altid). Det er min første akademiske tekst med krav om referencer og belæg, og det kan jo få angsten op i enhver, men Rasmus går forrest gennem mørkets akademiske dal med en lille flagermuslygte, så det virker, som om det nok skal gå alt sammen.

Mens regnen pisker ned udenfor den åbne dør ud mod gårdhaven, har vi et supereffektivt og skønt møde, hvor vi får hele vores konkrete fortælleranalyse på plads og fordelt, hvem der skriver hvad. Det bogkapitel er ikke noget, der kommer til at finansiere hverken husleje, kattemad eller fredagsslik. Men det er virkelig udfordrende og sjovt at skrive sammen, og jeg vil rigtig gerne se nogle af vores fælles tanker på tryk. Samtidig har jeg også igen og igen oplevet, at når nogen opdager, at man kan eller ved noget, så åbner det ofte for nye og uventede opgaver. Derfor ser jeg det kapitel som en pt brødløs, men sjov og god fremtidsinvestering.

Fredag

Zoomer morgenen væk og drager derefter til Stevns for at besøge radiokumpan Karen, vende det nye radioprojekt og se til mine ejendele, der er opmagasineret i stalden på hendes slægtsgård. Det er en helt særlig weekend i den lille by, for brugsuddeleren Karin holder op efter 40 år. Så fredag aften er vi i forsamlingshuset og smører 750 sandwich til receptionen.

Lørdag

Står op og spænder bælte og ompakker derefter 30 fugt- og museforliste flyttekasser (mine bøger har det stadig godt, pheew), kigger forbi Karins reception sammen med 500 andre, og om aftenen laver vi mad, drikker vin og har musikbattle (det er faktisk en form for arbejde, for den nye radioserie handler om musik), og slutter med højlydte diskussioner om, hvorvidt Queen er banal.

Søndag

Strålune æg fra hønsegården, danskvand, kaffe og kodimagnyl. Mens gårdkatten Mio cirkler rundt om os, sidder vi i sensommersolen og radioprojekterer – synkroniserer googledocs, fælles kalender og mappe i Evernote, så vi kan dele research og være fælles om det hele på afstand, laver lister over folk hvis hjerne, vi skal picke og får et par gode formideer.

Den weekend er nok et meget godt billede på mit liv – et skønsomt miskmask af arbejde og privatliv. Jeg arbejder og laver projekter sammen med min bedste venner, og det er næsten altid også personlige udforskningsprojekter eller emner, der trækker tråde ned i vores private liv eller oplevelser. Så vi ender tit med meget private samtaler midt i radioarbejdet – fordi det giver mening for projektet. Og vi kan ikke lade være med at diskutere det, vi arbejder med, når vi holder middagsselskab, fordi det føles grundlæggende livsspændende.

Mandag

Vi kommer godt igennem vores Fortællercamp. Vi har inviteret journalisten og forfatteren Anders Haahr Rasmussen med som digital gæst. Han siger blandt andet, at man skal sørge for have honningkrukker, så man har råd og overskud til at lave de sjove opgaver. Sådan er det også for mig: Gynger og karruseller. Honning og rugbrød.