Jeg er født på det forkerte tidspunkt og på det forkerte sted. Jeg skulle have været cowboy i det vilde vesten. Det faktum er jeg blevet bestyrket i, efter at jeg har fulgt serien Yellowstone, som nu kører på sin fjerde sæson. Dens omdrejningspunkt er den aldrende ranchejer, John Dutton, spillet sammenbidt af Kevin Costner, hans familie og stedets brændemærkede cowboys.

Serien er sentimental, romantisk, voldelig og umådeligt smukt fotograferet i det vidunderlige Montana. Det er tydeligt, at John Dutton er en dinosaur, der kæmper for at holde sammen på sin ranch og forsvare de tilhørende jorde, på størrelse med Bornholm. Han bruger al sin vågne tid på at forsvare den simple og rå livsstil, et sådant univers frembyder. Jeg er tændt og fascineret. Og godt klar over, at det er et liv, jeg aldrig kommer til at leve. Men nogle af omstændighederne fra den fiktive serie, kan jeg genkende fra mit eget liv.

Jeg har oplevet avisbranchens fald fra storhed til hensygnende dødskamp siden midten af 1980’erne. Fra fastansættelse på først Amtsavisen Randers, siden Berlingske og Aktuelt, der blev sat fri af ”gulddrengene” Flindt og Steffensen, til livet som løs bladtegner med fast leverance til forskellige medier.

Et arbejdsliv, der til tider var overordentligt udbytterigt og spændende, varieret og udfordrende. Finanskrisen i 2008 satte en brat stopper for det, og siden har coronaen og de sociale medier sat ekstra bremse på det frie og økonomisk rentable liv som løs håndtegner. Det skal ikke lyde som klynk. Mange af mine tegnerkolleger, pressefotografer og andre frie fugle i mediebranchen har samme problematik inde på livet. De trykte medier er i krise, og omstillingen til det digitale, rummer ikke samme brug af tegninger. Ligesom vognmagere, typografer og cowboys, er bladtegnere en uddøende race. Eller sådan kan det til tider føles.. Eller sådan kan det til tider føles.

Ramt af pandemien

2021 har på mange måder været et udfordrende år for mig. Efter 14 år som fast leverandør af tegninger til Berlingske, valgte de at opsige vores samarbejde ved udgangen af 2020. Begrundelsen var besparelser grundet pandemien. Jeg har gennem tiden overlevet en del fyringer i forbindelse med nedskæringer, så nu blev det min tur. Antallet af tegninger, jeg lavede til avisen, var faldet støt igennem årene, navnlig de sidste fem. Og til sidst var det kun den daglige satiretegning på bagsiden af første sektion, jeg og to andre tegnere lavede på skift. Det betød et månedligt fald i min indtægt på mellem 20-24.000 kroner, da jeg stoppede. Det er nogle penge, jeg ikke er lykkedes med at hive hjem andre steder.

Tabet af satiretjansen betød ikke kun en væsentlig nedgang i min indkomst, men også et hak i min selvforståelse som avistegner. Jeg mangler simpelthen den daglige spalte at udtrykke mit syn på døgnets begivenheder i. Man kan indvende, at jeg bare kunne fortsætte med at lave satire og få det ud på de sociale medier til det publikum, der nu kunne være interesseret. Jeg prøvede en kort stund, men kunne simpelthen ikke få det til at spille. Jeg er nok blevet for vant til, at mine tegninger skal kurateres og indgå i en sammenhæng med seriøs journalistik, der spiller op til satirens mere løse tilgang til nyhedsstrømmen. Og jeg har ikke fundet en måde at økonomisere på det på nettet.

Nå, men jeg er en fighter og giver ikke sådan op. Mit liv er blevet et kludetæppe af løse jobs, både som tegner, underviser, handy man og bartender. Her kommer en tilfældig uge fra mit liv:

Mandag

Jeg tegner til sitet fundats.dk - et nyhedsmedie, der har fondsverdenen som speciale. Redaktør Jakob Thomsen og jeg har sammen udviklet en ugentlig satiretegning, der behandler de etiske, moralske og økonomiske dilemmaer, der opstår i dette nicheunivers. Jakob briefer mig typisk enten via mail eller telefon om fredagen om, hvilke emner sitet tager op i deres nyhedsbrev, der udkommer om tirsdagen. Jeg bruger så fredagen og weekenden på at summe over, hvordan satiren skal skæres. Nogle gange ligger den lige til højrebenet, og jeg får lavet tegningen allerede fredag. Andre gange når jeg det først i løbet af weekenden, eller om mandagen, som er absolut sidste frist for aflevering.

Jeg har lavet denne satire i et års tid. Det var lidt vanskeligt i starten at finde en vinkel, da fondsverdenen ikke er en naturlig del af mit ressortområde, og Jakob og jeg brugte en del tid på sammen at idéudvikle. Nu glider det bedre, og selv de mere komplekse sager inden for sektoren, er efterhånden blevet nemmere for mig at satiriserer over.

Tirsdag

Tirsdag har jeg en fast undervisningsdag på Kunstskolen Rammen i Køge. Der har jeg vikarieret i mere end otte år. Skolen er et dagtilbud til unge mennesker, der har mødt en del modstand i livet. De har svært ved at indgå i uddannelser, jobs i almindelighed og en normal hverdag i særdeleshed.

På Rammen får de lov til at udfolde sig via maleri, ler, glas, stof og syning, grafik, video, tegning, og andre kunstneriske udtryksformer. Skolen har stort set kun kunstnere ansat. Jeg er med tiden blevet en af de undervisere, der har været der længst, så jeg kender eleverne indgående og har et godt indblik i deres behov og potentiale.

Arbejdsdagen starter med, at jeg kører til Køge. En tur på en halv time, der heldigvis afvikles problemfrit. Jeg bevæger mig i den modsatte retning af den sædvanlige myldretrafik, der trækker lange køer i den modsatte retning af pendlere, der tager turen fra provinsen ind mod deres arbejdspladser i København.

Jeg møder klokken 8:30, hvor jeg åbner skolen, der dagligt beskæftiger tre lærere og otte til tolv elever. Eleverne arbejder med individuelle projekter og ind imellem med et fælles mål med et overordnet tema. Men da de fleste elever er udfordret socialt, kan det til tider være vanskeligt at finde et fælles fodslag om f.eks. at lave en udsmykning sammen.

Vi lavede sidste år et fælles maleri til en institution i lokalområdet. Dette lod sig kun gøre ved, at vi lavede et kæmpe puslespil bestående af store finerplader, som den enkelte elev malede som en del af det samlede billede. Det lykkedes overordentligt godt, og brugerne af lokalerne blev ret begejstrede for det endelige resultat. Skolen lukker 14:30, og jeg drager mod mit hjem i Valby. Igen mod den gængse trafik.

Selv om dagen på skolen er relativt kort, har jeg som regel brug for en ”morfar” når jeg svinger ind på matriklen. At arbejde så intenst med mennesker kan været udmattende. Vi spiser frokost med eleverne, hjælper dem med at købe ind, lægger ører til deres tanker om ofte fortvivlende udfordringer mentalt og fysisk med andre mennesker og et stift behandlersystem.

Men jeg elsker det. Eleverne kan dræne mig, men så sandelig også berige mig. De har, selvom de er udfordrede, ofte et smittende gåpåmod, masser af humor og en energi og tilgang, der inspirerer og giver mig lyst til selv at arbejde mere frit og intuitivt. Selvom de har store problemer med livet, virker deres udfoldelser med diverse kunstneriske frembringelser, ofte som en ventil og et safe space for dem. Og de har en umiddelbar og usædvanlig original måde at udtrykke sig på. Deres dag på skolen giver dem en dyb mening trods det pres ,der lægges på dem fra det omgivende samfund om at tilpasse sig og være en ressource som lønarbejder i et skånejob på et lager eller et supermarked på nedsat tid.

FOF, der kører skolen, havde brug for en, der kan ordne småreparationer, skifte pærer og udføre andre opgaver på deres fem forskellige lokaliteter i Køge-området og spurgte mig, om det var noget, jeg kunne tage mig af. Jeg er ret fix på fingrene og kan selv tilrettelægge, hvornår jeg ordner de ønsker, der kommer fra dem. De samler opgaverne sammen og sender en mail når ”lokummet brænder”.

Onsdag

Jeg tegner til en artikel, der skal bringes i bladet Perspektivs februarnummer. Eller jeg afslutter de fire tegninger, jeg har lavet op til deadline. Der er tale om en temahistorie om, hvorledes medlemmerne af Forbundet Kultur og Information, tidligere Bibliotekarforbundet, er en del af den grønne omstilling. Perspektiv er deres fagblad, som tidligere hed Bibliotekspressen.

Jeg har tegnet for dem i en årrække, og redaktøren henvender sig, når der er en illustrationsopgave, der passer godt til min streg. Hun vil gerne have en tegning til forsiden, en bærende tegning til opslaget og to vignetter til henvisning i indholdsfortegnelsen og selve artiklen, der løber over flere side. Ofte har bladet også udsnit af enten forsiden eller den bærende illustration som delelement på siderne.

Historien er en beskrivelse af de områder, en informationsspecialist arbejder med som en central rolle i den grønne omstilling. Digitalisering, data clean up og strategisk brug af åbne data er nogle af deres kompetencer. Hvordan tegner man det? Tja, her bliver der brug for at benytte metaforer. Informationsspecialister laver clean ups, det vil sige de rydder op i en virksomheds datalager og minimerer den plads der bruges på at opbevare og arkivere data.

Jeg vælger at tegne en kvinde, der slår en utæmmet græsplæne med en gammeldags plæneklipper, som hun skubber manuelt. Ikke noget med en benzin- eller strømslugende maskinklipper, der jo langt fra en CO2-venlig. Det græs, hun slår, fyger op af skæret på plæneklipperen som ettaller og nuller som et symbol på det binære talsystem, der anvendes til lagring af data. På opslaget inde i bladet trimmer hun en busk, der danner ordet DATA, således at busken kommer til at fremstå stram og skarpt udformet.

Den ene af de tilhørende vignetter viser en hånd, der rækker ud af en bærbar PC med data på en bakke til medarbejderen, der arbejder hjemmefra. Informationsspecialister arbejder således også med at sikre, at data fra arbejdspladsen tilgår den hjemmearbejdende sikkert og krypteret. Den anden vignet viser en mand, der fejer ettaller og nuller sammen i et forsøg på at minimere CO2-udslippet fra virksomheden.

De færdige tegninger afleveres via WeTransfer, en app der kan pakke og sende digitale tegninger, således at modtageren kan downloade og hente selv tunge filer. Redaktøren kvitterer for modtagelsen og kommer heldigvis med en positiv tilbagemelding. Jeg glæder mig til at se det færdige layout, når bladet udkommer.

Torsdag

Jeg laver et oplæg om satire for en gruppe studerende på DIS (Danish Institute for Study Abroad). Dennis Meyhoff Brink underviser en klasse, der har et forløb om satire. De studerende er amerikanere og har en anderledes baggrund og forståelse for, hvor langt man kan gå med satire, og hvordan den skal skæres, end os europæere. De har været i gang i et par timer med at idéudvikle på en aktuel begivenhed, der skal have et satirisk spark.

Klassen er delt op i tre grupper med fire til fem i hver gruppe. Deres ideer er ret komplicerede og sammensat af adskillige indgange til det valgte emne. Så efter at jeg har lavet en kort introduktion og vist dem eksempler på den satire, jeg laver, gennemgår vi deres forslag og får dem kogt ind til det mest essentielle.

Jeg tegner vores fælles gennemarbejdede ideer på et whiteboard. Tre forskellige tegninger. Det er sjovt at iagttage deres reaktion, og de forstår, at for at en satiretegning skal fungere, må man skære overflødigt fedt fra og nå helt ind til benet. Hvis ens ide så kan føde andre satiretegninger ud fra de øvrige indfald, har man jo til de næste dages satire.

Forløbet på DIS har taget et par timer, og det er tid til frokost. Jeg ringer til min søn, Felix, der skriver for Politiken. Han har en brevkasse, som han bestyrer under navnet Doctor Love, og skriver i øvrigt til kultursektionen om bøger, forfattere og kunst i al almindelighed. Vi mødes i Politikens kantine og spiser frokost der.

Han tager mig derefter med op på redaktionen, hvor jeg hilser på de få mennesker (corona-fravær), der befolker avisen. Nogle af dem kender jeg fra mit tidligere liv på blandt andet Aktuelt, andre er nye ansigter. Det giver mig mindelser om ”de gode gamle dage”, hvor jeg var fastansat tegner på arbejderbevægelsens dagblad. Da lå Politiken og Aktuelt dør om dør på hjørnet af Rådhuspladsen.

Dengang kunne man frit gå ind på de respektive aviser. Sikkerheden var absolut minimal, hvilket gjorde, at der indimellem forsvandt værdigenstande fra medarbejdernes kontorer. En knap så negativ ting var, at når Aktuelts kantine lukkede, kunne vi bare vade over på den anden side af Vestergade og proviantere øl, vin, mad og andre fornødenheder i Politikens kantine. Den var nærmest døgnåben, da avisen dengang stadig blev trykt i huset. Typografer, trykkere og journalistiske medarbejdere kunne jo ikke gå for lud og koldt vand ud på de små timer.

Kantinen var dengang kendt som byens billigste værtshus. Og hvis vi ellers havde brug for at få ganen fugtet, lå ”Det Stinkende Hjørne” (Sir Henrys Pub) kun et stenkast fra Rådhuspladsen. Der mødtes byens hårdkogte bladsnedkere, når aviserne var lagt i seng, for at udveksle løgnehistorier og prale af de seneste kioskbaskere.

Fredag

Fredag er der møde om formiddagen i bestyrelsen for Danske Bladtegnere. Jeg er næstformand og holdets Nestor. Vi har, trods en begrænset antal medlemmer (60-70 stk), et ret højt aktivitetsniveau. Vi laver udstillinger og deltager i events så som Copenhagen Comics, Folkemødet på Bornholm, Kulturmødet på Mors, festivaler og andre begivenheder, hvor vi kan tænkes at have en relevant rolle.

Vi rejser også sammen og finder inspiration i at besøge kolleger i andre lande og udveksle erfaringer med dem og på den måde udbygge et voksende netværk af bladtegnere over hele kloden. Det lader sig kun gøre ved at udnytte de ophavsrettighedsmidler, vi optjener ved, at vores tegninger bliver brugt af uddannelsesinstitutioner, skoler, forlag og andre brugere af tegninger. En fantastisk ordning, der har bragt os til blandt andet Japan, Kina, Myanmar, Grønland, Island, USA, Sydafrika, Cuba, Norden og flere europæiske lande.

Foruden at styrke vores netværk gavner det også vores fælles forståelse for vores fag. Vi knytter interne venskaber, der langt overskygger det faktum, at vi dagligt er konkurrenter.

Vi inviterer også tegnere fra andre lande til at komme og give oplæg om deres tilgang til faget. Vi har således afholdt masterclasses med amerikanske Steve Brodner om den amerikanske politiske satiretradition, Cintia Bolio, der er mexicansk tegner, om feminisme og satire med kvinder som afsendere, Martin Rawson og Steve Bell om engelsk satiretradition og franske Plantu om hans tegnekarriere på Liberation og hans indsats med at etablere foreningen Cartooning for Peace (CfP), som er opstået i kølvandet på Muhammed-krisen. Det er en forening, der søger at samle tegnere i hele verden med fokus på dialog og samarbejde om en forståelse af, at tegninger ikke kun kan splitte, men så sandelig også samle mennesker. Danske Bladtegnere er en ret aktiv del af foreningen, og vi har et medlem, Lars Refn, der er med i bestyrelsen af CfP.

Vi er pt. ved at planlægge en stor udstilling i Nykøbing Mors, der skal stå klar til Kulturmødet til august.

Danske Bladtegnere uddeler også en pris, Pentelprisen, til et medlem, der har gjort sig ekstra bemærket i løbet af året. Den overrækkes i midten af maj i Grøften i Tivoli. Vi har en meget gavmild mæcen fra pennefirmaet Pentel, der sponsorerer begivenheden.

Vi har også for nyligt udgivet den fælles bog, Hvad fanden betyder det?, hvor 50 bladtegnere kommer med en tegnet forklaring på tidens lingo, eksempelvis; ghosting, flyskam, woke, cancel culture og terf. Gads forlag står på som udgiver, men vores fingeraftryk som forening er markant.

På dagens dagsorden snakker vi forberedelse til den kommende generalforsamling og en tidsplan for de begivenheder, vi har i støbeskeen i de næste mange måneder. Vi vil gerne engagere medlemmerne, men ikke oversvømme og udmatte dem unødigt. At være fagligt aktiv skal være styret af lyst og nysgerrighed, ikke pligt. Så vi skal være påpasselige med at fordele masterclasses, prisuddelinger, udstillinger og andre faglige aktiviteter over hele året, så hverken bestyrelsen og de travle medlemmer mister pusten. Mødet er foregået via Teams og gik fint, trods alles irritation og frustration over ikke at kunne mødes fysisk.

Søndag

Søndag har jeg en fast vagt på en kammerats brune værtshus på Frederiksberg. Han er grafiker og tog efter et langt liv i mediebranchen sin gamle drøm om eget værtshus alvorligt. Så nu driver han på femte år Café Domhuset, hvor jeg er blevet en del af teamet, der betjener tørstige gæster fra nær og fjern.

Stedet har en ret solid kerne af stamgæster, hvis historier jeg efterhånden kender så godt, at jeg kan korrigere dem, hvis der er rod eller udfald i deres yndlingsanekdoter. Der er også unge mennesker, der forvilder sig ind i de varme og røgfyldte lokaler.

Brune værtshuse, hvor man stadig må pulse løs, er i høj kurs hos de unge CBS-studerende fra nabolaget. Jeg har aldrig røget, og det tog mig noget tid, at vænne mig til, at mit tøj og min krop stinker af røg efter endt arbejdsdag. Men jeg elsker min rolle som bartender, og jeg har, efter en hel uge hvor det faste personale var lagt ned af corona, lært alle stamgæster at kende. De kommer på stedet på forskellige tider af ugen og døgnet, for det er trods alt et fåtal af klientellet, der har råd til at frekventere vandhullet dagligt, selvom priserne er absolut konkurrencedygtige.

Det er godt for min karikaturstreg at møde disse farverige personer, via mit bartenderjob, og det tjener til fortsat inspiration, når jeg skal hitte på anderledes figurer til at befolke min tegninger.

En af gæsterne gør mig opmærksom på, at Berlingske netop er blevet dømt til at betale et eksorbitant stort beløb for at have bragt en satirisk tegning af Den Lille Havfrue tilbage i 2019. Han spørger om det er en tegning, jeg har lavet. Jeg har tegnet hende et utal af gange, men ikke denne gang.

Skulpturen af havfruen er udført af billedhugger Edvard Eriksen. Som model til skulpturen brugte Edvard Eriksen sin kone. Statuen blev opstillet på Langelinie i 1913. Sidenhen har Eriksens arvinger vogtet hans ophavsret nidkært og grådigt. Jeg er ikke jurist, men kan sagtens se, at hvis du laver en kopi med videresalg for øje, skal der betales til skaberen eller dennes arvinger. Men at man, når man tegner den iskolde dame som en samfundskommentar, også skal betale for at tilsidesætte arvingernes copyright, virker helt ude i hampen. Figuren er taget ud af H. C. Andersens eventyr, og er blevet et symbol på danskheden, lidt på samme måde som Frihedsgudinden er et symbol på alt hvad der er amerikansk.

Jeg lavede en version af hende uden hoved, ret karikeret og på ingen måde naturtro, til et af HK’s brancheblade for flere år tilbage, hvor bladet blev mødt med et krav på 8.000 kroner. HK valgte at betale. Jeg var rasende og skuffet over, at de ikke dengang tog arvingernes tåbelige krav i retten.

Jeg kan heller ikke slippe tanken om, at Berlingske kunne have købt mine tegninger i over et år i stedet for kun en enkelt tegning til 300.000 kroner.

Om syv år, i 2029, ophører ophavsretten til at bringe billeder eller tegninger af Den Lille Havfrue. Så har skaberen nemlig været død i 70 år. Danske Bladtegnere planlægger allerede nu en stor udstilling af gamle og nye tegninger af vores kære lille nationalsymbol.

Et kludetæppe af opgaver

Som sagt er mit arbejdsliv et kludetæppe, og jeg skal hele tiden sørge for at balancere de mange løse jobs, jeg har, så de ikke kommer til at fylde for meget i forhold mit tegneri. Jeg håber, at et eller andet medie snart hopper på limpinden, og at jeg igen kan få lov til at være bladtegner med stort B. Jeg har følere ude, og når coronaen igen tillader at opsøge og mødes med de rette aktører, håber jeg på at kunne få foden ind et nyt sted.

At være freelancetegner kan byde på mange varierede opgaver. Ind imellem laver jeg også omslagstegninger og illustrationer til bøger. Det er som regel opgaver med en længere deadline, og jeg kan således putte det ind i de huller, der er mellem mine mere stramme afleveringer.

Jeg laver også karikaturer med farveblyanter til jubilæer, fødselsdage og i andre anledninger. Det er en personlig og original måde at portrættere og hylde en skattet medarbejder eller kollega på.

Når samfundet ikke er lukket ned, går jeg også ud og tegner ”live” til events og begivenheder. Jeg kan tegne en karikatur på tre-fire minutter, og det er en morsom og anderledes måde at dække en sammenkomst i enten en medicinalvirksomhed, et sikkerhedsfirma eller til en forlagsreception. Tit hænger jeg tegningerne op på en tørresnor, hvor folk så kan grine af og med hinanden, over deres store næser, skæve tænder eller dristige frisurer.

P.S: Min datter blev sat i gang med at føde tirsdag d. 31. og nedkommer med en skøn dreng der vejer knap fire kilo og er 53 cm lang, den 1. februar kl. 21:30. Begge kom gennem forløbet i fin stil og har det godt. Hvilken lykke. Det er mit andet barnebarn, og min ældste datter er også gravid og har termin i midten af marts. Så på den front er der gang i butikken.