Torsdag

”DI-DI-DI-DIII… DI-DI-DI-DIII…”

Endnu en time ved skærmen er gået, og nedtællingen på min telefon er nået til nul. Jeg rejser mig, tager sko på og går ud i opgangen. Jeg har en slem tendens til at glemme tiden, når jeg researcher eller skriver, og pludselig er en hel arbejdsdag i samme stilling gået, så til nytår besluttede jeg mig for at bryde den dårlige vane. Hver time foretager jeg mig noget fysisk – laver planken, går til genbrugsstationen med affald eller som nu: tager tre ture op og ned ad trapperne til fjerde sal.

Mine uger begynder som regel om torsdagen, hvor jeg får at vide, om jeg skal lave noget for Dagbladenes Bureau, der leverer nationalt og internationalt stof til de lokale og regionale aviser.

Emnet fordeler sig normalt i tre kategorier: Videnskab (de fleste af aviserne er vilde med rummet og menneskets evolution) mærkedage (i dag er det 75 år siden, at…) eller aktuelle baggrunde fra nyhedsstrømmen.

Det fede ved de sidste er, at det giver mig mulighed for at gøre læserne klogere på et emne, som ellers dækkes hurtigt og skarpt med vægt på konflikt. Jeg har for eksempel skrevet om fordele og ulemper ved topskat og dens virkninger, Folketingets mulighed for at kontrollere regeringen (i europæisk sammenhæng er Danmark lidt af et uland) og i den kommende uge skal jeg se nærmere på, hvorfor Danmark er det land i EU, der har færrest selvstændige, når vi samtidig har et af verdens bedste erhvervsklimaer.

Jeg aftaler som regel emne torsdag og afleverer senest torsdagen efter. Jeg researcher torsdag og fredag og kontakter forskere op til weekenden, så vi kan aftale tider til interview i starten af den efterfølgende uge. Heldigvis taler jeg stort set aldrig med politikere – baggrundene handler om viden frem for holdninger.

Dagbladenes Bureau udgør fundamentet i min lille biks, da jeg skriver for dem næsten hver uge + en rejseartikel en gang om måneden. Det er historier, som kan laves hjemmefra – også rejseartiklerne. Min mand og jeg rejser tre-fire gange om året, når altså ikke en pandemi lige ændrer på reglerne, og jeg tager som regel noter, når vi er af sted, så jeg har et arkiv med beretninger, jeg kan trække på. Samlet giver opgaverne for Dagbladenes Bureau omkring 150.000 om året, hvilket er et meget godt fundament for en freelancetilværelse og heldigvis ikke er blevet påvirket af…

”DI-DI-DI-DIII… DI-DI-DI-DIII…”

Fredag

Årh, min hjerne syder!

Jeg har lige haft en seance med ham, jeg er ghostwriter for i øjeblikket. Det er en superspændende historie om en af landets mest erfarne livvagter, der har passet på både Dronningen, skiftende statsministre, Bill Clinton, Salman Rushdie og mange andre, men når der er gået tre timer, hvor jeg skriver alt, hvad han fortæller, er jeg færdig.

Jeg har efterhånden skrevet 16 bøger. En del af dem er som ghostwriter – som regel for ”almindelige” mennesker, der ikke er vant til at være i medierne. Det foretrækker jeg.

Professionelle kilder har det med sent i forløbet pludselig at tænke, at de selv er de bedste til at skrive, og det er de meget sjældent. Jeg har oplevet flere gange, at de retter og skriver om, så bogen bliver ringere, og det kan føles, som om de ingen respekt har for min faglighed. Derfor er det også helt centralt, at jeg dels synes, at historien er spændende, dels at vi har en god kemi – ellers er der godt nok lang vej til målet.

Jeg skriver også bøger i eget navn. Jeg har blandt andet skrevet om det værste forlis i Danmarks historie – emigrantdamperen S/S Norge i 1904 – om hospitalsskibet Jutlandia, og om de danskere, der udvandrede til Argentina.

Jeg elsker arbejdet med bøgerne og er så privilegeret, at jeg ikke selv nødvendigvis skal pitche ideer til forlagene. Hvis jeg får en god idé, gør jeg det, men lige så tit er det forlagsredaktøren, der spørger, om jeg har lyst til at hjælpe med en opgave. Det begyndte, da jeg efter Journalisthøjskolen blev ansat i et freelancebureau, der specialiserede sig i fortællende journalistik.

På et tidspunkt skulle Gyldendal bruge en ghostwriter til en beretning om de første danske soldater i Helmandprovinsen i Afghanistan, og pilen pegede på mig, fordi jeg var den eneste i bureauet, som ikke havde været i militæret. Med tiden fandt redaktørerne ud af, hvad jeg er god til, og siden har den ene opgave fulgt den anden – uanset om ideen har været min eller deres.

Det er dog godt, at jeg har andre opgaver, der alligevel får økonomien til at hænge sammen, for i Danmark bliver man ikke rig af at skrive bøger. Jeg regnede engang min timeløn på en af dem ud, og den lå under 40 kroner – før skat! Men det er så fedt med researchen i arkiverne eller de lange og dybe personlige interviews.

På den måde er det for mig ikke så anderledes at skrive bøger i forhold til anden journalistik, og jeg præsenterer meget sjældent mig selv som forfatter, eftersom min arbejdsproces med bøgerne faktisk ikke adskiller sig ret meget fra de øvrige opgaver, jeg har.

Den bog, jeg er i gang med nu, er lidt anderledes end de andre, da den ikke nødvendigvis skal udgives. Livvagten ønsker at lave den til sine børn. Jeg har lavet et lignende projekt for et gods i Nordjylland, hvor historien om slottet fortælles gennem arkivmateriale og interviews med den sidste komtesse, der voksede op på stedet.

Med den slags bøger tager jeg en pris, som ligger en del over det honorar, jeg ellers får, for når bøgerne ikke udgives, går jeg glip af procenter fra salget, bibliotekspenge og muligheden for at holde foredrag. Ellers er jeg fast tilknyttet Lindhardt & Ringhoff, så jeg er så privilegeret, at jeg kan regne med mindst et bogprojekt om året.

Nu vil jeg lige hvile hovedet, inden jeg printer dagens noter og får skrevet kapitel 3 færdigt, mens jeg venter på at få kilder hjem til historien om selvstændige erhvervsdrivende til Dagbladenes Bureau.

Mandag

Efter en weekend med ’Quiz og Qocktails’ – vi mødes med jævne mellemrum med en flok venner på Zoom og quizzer, og denne gang havde jeg lavet ’Fup eller fakta’, hvor de blandt andet skulle gætte betydningen af forvorpen, rudel og flæskefante – er mandagen ganske typisk.

Jeg laver tre interviews med eksperter i iværksætteri og selvstændige til historien til Dagbladenes Bureau og mødes på Messenger med ”min” livvagt, så han kan fortælle mig om de oplevelser, jeg skal skrive om i kapitel 4.

Jeg får også skrevet nogle mails. Det står nu klart, at tre foredrag i FOF-regi er udsat på grund af nedlukningen. Jeg har i mange år holdt foredrag ud fra mine bøger. Det begyndte, da jeg sendte en flyer ud til samtlige lokalafdelinger af FOF, AOF, LOF samt folkebibliotekerne med omtale af de emner, jeg fortæller om. Det gav bid. Nu får jeg som regel en del henvendelser, når sæsonerne skal planlægges, ligesom en række virksomheder, foreninger og organisationer også har haft bud efter mig.

Oplysningsforbundene har en fast takst på knap 2000 kroner, men når det gælder organisationer eller virksomheder har jeg fået op til 5.000 for de halvanden til to timer, foredragene varer.

Jeg gør det aldrig for vin eller chokolade, men om det er det lave eller høje beløb er ikke afgørende, for jeg elsker at være ude at fortælle – jeg får altid at vide, at jeg er god til det, men med speciale i fortællende journalistisk burde jeg også vide, hvordan man skruer en god historie sammen.

Når jeg er ude, kommer der næsten altid tilhørere op og spørger, om jeg også kan komme forbi deres forening, så på den måde har det kastet en del af sig. Jeg holder som regel mellem 10 og 20 foredrag om året – men altså ikke lige i øjeblikket.  

Jeg har ikke overvejet at søge kompensation. For det første, fordi jeg ikke har behovet, for det andet fordi jeg ikke orker alt papirarbejdet for et forholdsvis lille beløb. Dertil kommer, at flere af kunderne har skrevet, at de blot vil udsætte aftalerne til efterårssæsonen, så det skal nok gå alt sammen – foredragene ser jeg lidt som ”gratis penge” i den fortand, at det ikke er en indkomst, jeg kan regne med.

Jeg får også svaret på en mail fra DMJX, hvor jeg underviser på kurset ’Fortæl historien’ sammen med en kollega. Kurset begynder til april, men jeg tvivler på, at det bliver til noget, dels fordi der i skrivende stund kun er to tilmeldte, dels fordi man jo ikke kan regne med noget under pandemien.

Jeg holder meget af at undervise. Feedbacken til os plejer at være, at undervisningsforløbet er hårdt, men godt – det er i hvert fald en stejl læringskurve over seks dage at lære at skrive en hel fortælling. Økonomisk gør det lidt naller, hvis det bliver aflyst – alt efter antal deltagere plejer det at give omkring 50.000, og det er jo ikke noget, der kræver ret meget forberedelse, eftersom vi har gennemført undervisningen i en del år efterhånden.

Tirsdag

Alt er, som det plejer på Zoom. En har problemer med lyden, en anden har ikke fået kameraet slået til, og en tredje får selskab af et barn i hjemmeskolen.

Men nu er vi i gang. Jeg har meldt mig til et begynderkursus i WordPress hos FreelanceGruppen.

 

SE KURSUSKALENDEREN

 

Lige siden jeg gik på Journalisthøjskolen er der blevet talt om, at vi som journalister skal kunne det hele, og i al den tid har jeg udelukkende bedrevet gammeldags skreven journalistik.

Med mellemrum tænker jeg, at jeg burde lære alt muligt med SoMe og strategisk kommunikation, men når jeg kigger på kurserne, dør jeg en lille smule, for det interesserer mig virkelig ikke, og hver gang siger jeg til mig selv: Der vil altid være brug for dygtige fortællere. Og så læser jeg endnu en historie om robotter, der skriver! Så nu sidder jeg fem formiddage sammen med knap 20 kolleger og lærer at lave hjemmesider, og selv om teknologien irriterer mig, er det fedt at lære noget nyt – især når jeg kan se det journalistiske og formidlingsmæssige i det.

Jeg har været på kursus i FreelanceGruppen før. Sidste gang handlede om det gode pitch. Det var meget lærerigt, og jeg har fået at vide af potentielle kunder, at jeg er god til det – uanset om de har sagt ja eller nej til min idé.

Ellers er kurser jo ofte noget, der bliver nedprioriteret, når man er freelancer. Jeg var dog så heldig sidste år at få støtte fra FreelanceGruppens trykte pulje, så jeg kunne melde mig til et kursus i produktion af podcast.

 

SÅDAN SØGER DU PENGE TIL EFTERUDDANNELSE: 

https://journalistforbundet.dk/freelancegruppen/nyhed/freelancer-faa-del-i-ophavsretspengene

https://journalistforbundet.dk/freelancegruppen/stoette-til-efteruddannelse

 

I stedet for at betale 18.500 kroner + moms slap jeg 7.500 billigere foruden PU-støtten. Jeg har også før meldt mig til aftenskole – det koster typisk 700 kroner – eller Folkeuniversitetet og derved fået nogle faglige input.

Resten af dagen er gået med at skrive historien om de selvstændige til Dagbladenes Bureau, så den kan afleveres i morgen.

Onsdag

Kurset slutter før tid i dag, og da jeg har afleveret ugens historie til Dagbladenes Bureau, beslutter jeg mig for at give mig selv en fridag – næsten.

Jeg skal lige researche på en historie til magasinet ’Historie’. At pitche til dem foregår efter en fast skabelon, hvor man skriver rubrik, underrubrik og et par punkter om artiklens højdepunkter. Jeg har altid en liste med forslag liggende og vælger tre ad gangen, når jeg kontakter dem. Lige nu læser jeg om Tuskegee-eksperimentet, hvor amerikanske læger gennem 40 år fulgte sorte mænd med syfilis uden at behandle dem – blot for at se, hvordan sygdommen udviklede sig.

Det føles ikke som arbejde. Sådan har jeg det med de fleste af de ting, jeg laver – det er næsten altid emner, jeg gerne selv vil vide noget mere om. Det betyder ikke, at der ikke kommer nye opgaver til.

Min regel er: Sig aldrig nej til en opgave – i første omgang. Jeg siger altid ja, også selv om honoraret er til den lave side, for dels ser jeg på mine opgaver som et hele, der tilsammen udgør en årsløn, dels åbner den ene opgave ofte døren til den næste. Det afgørende er, at det er sjovt at lave.

Jeg gør ikke noget gratis, men jeg oplever jævnligt, at forbundets vejledende vilkår er langt fra virkeligheden – blandt andet fordi man ikke tænker på de afledte effekter af at få foden indenfor.

 

SE DE VEJLEDENDE VILKÅR

 

Udfordringen ligger også hos mig selv. Jeg har aldrig lært at forhandle, og jeg er elendig til det – honorar er ofte det sidste, jeg tænker på, fordi det så ofte er lysten, der driver værket. Jeg oplever tit, at kunden har det på samme måde. Det er tit en kollega i en kommunikationsstilling, som heller ikke har lært noget om priser og forhandlinger.

Arbejdsglæde har altid været det, jeg har prioriteret højst; pengene er kommet i anden række, men måske jeg burde finde et kursus i prissætning?

 

SÅDAN SÆTTER DU DIN PRIS: 

 

https://360freelanceguide.dk/saet-din-pris/

https://360freelanceguide.dk/tal-om-penge/

 

Min årsindtægt ligger cirka 20 procent under gennemsnittet i DJ, men jeg elsker alle de opgaver, jeg har, og det er sjældent, at jeg føler mig overbebyrdet. Der er som regel altid tid til at spise frokost med gamle venner, gå på museum med en veninde eller planlægge den næste rejse ud i verden.

Når jeg fortæller, at jeg er freelancer, bliver jeg med jævne mellemrum mødt med medlidenhed, og en del kolleger regner med, at jeg stræber efter et fast arbejde. Men de sidste 13 år har jeg faktisk kun søgt tre stillinger, og det var kun, fordi der var tale om drømmejob. Jeg nyder at være en fri fugl, og så længe jeg kan leve af det, kan jeg ikke forestille mig, at jeg skifter den tilværelse ud med chefer, kontor-fnidder og rundsave på albuerne.