Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Fri fugls dagbog: ’Der er rigeligt plads i bukserne til sådan en som mig’

Kan man oversætte tilstræbt objektivitet, så der er plads til både journalisten, kommunikatøren og bestyrelsesmedlemmet? Ja, mener Kirsten Holm-Petersen. Hun sprang ud som selvstændig specialist på det sociale område og elsker det. Alligevel kommer der en dag, hvor spørgsmålet melder sig: Hvornår skal man trappe ned på opgaverne – og ikke mindst hvordan?

Foto: Heidi Maxmiling

Heidi Maxmiling Foto: Heidi Maxmiling

 

Jeg ved godt, at jeg ikke skal lytte til min telefonsvarer lige nu. Står på en golfbane med gode venner, klokken er 20 søndag aften, og det hele spiller. Men så kom jeg til liiiige at kigge på mobilen, og kunne se, at en af mine gamle kunder havde indtalt en besked. Måske er det en ny opgave…

Jeg taler strengt til mig selv. Minder mig selv om, at ja, livet som freelancer betyder godt nok, at man er sin egen chef, og at man selvfølgelig kan beslutte at tage sin arbejdstelefon, når man står på en golfbane. Men hvorfor skulle jeg? Jeg er jo ikke krisekommunikationsrådgiver, så min gamle kunde overlever nok til at vente til mandag. Handler det mere om at få næret følelsen af, at nogen har brug for mig og min freelancebiks?

Kors i hytten, den mobil burde aldrig have været oppe af bag’en. Jeg bander over, at jeg endnu engang er hoppet i den fælde, som blev malet meget tydeligt op for mig under et kursus om at arbejde effektivt. Herunder at holde nallerne fra mobil og mail i utide.

OM SERIEN

FreelanceGruppens medlemmer arbejder med et væld af fagligheder og opgavetyper, og vi indretter vores arbejdsliv på mange forskellige måder. Nogle dage er fantastiske, andre knap så meget. Nogle opgaver kan faktureres, andre ikke, nogle opgaver er sjove, nogle er godt betalt, nogle er begge dele og andre er ingen af delene. Indimellem går arbejde og socialt liv op i en højere enhed, indimellem ramler det.

At skulle opfinde sit arbejdsliv på nærmest daglig basis – og at klare alt selv, fra kreativ proces over salg til momsregnskab – er både den helt store fidus og den helt store udfordring ved at være selvstændig/freelancer. Vi har ingen chefer, ingen kantine, ingen faste kolleger. Vi har kunder og samarbejdspartnere, kaffemøder, faglige netværk og kontorfællesskaber. Vi kan vælge til og fra, og vi kan blive valgt til og fra, fra den ene dag til den næste.

Skriv til webredaktion@freelancegruppen.dk, hvis du har lyst til at bidrage med en dagbog. 

Langvarige relationer

Mandag morgen under cykelturen ind til mit kontorfællesskab Kompanium i det indre København ringer jeg til kunden. En usædvanlig kvinde, social ildsjæl og stifter af et privatejet, socialt døgntilbud for meget udsatte borgere. Jeg har kendt hende i en del år. Først var hun min kilde i en artikel til et fagblad, og herefter har jeg lavet blandt andet hjemmeside og publikationer for hende. Denne gang ringer hun, fordi hun muligvis vil have mig til at skrive en bog om sit liv i en branche, der i medierne ofte bliver beskrevet som en grisk pengemaskine, der skummer den offentlige flødekande på bekostning af de allersvageste borgere i landet.

Telefonopringningen er en første føler, og vi bliver enige om at ses engang i efteråret og tale mere konkret. Herunder om mit tidsperspektiv. Jeg er som 66-årig – i hvert fald i tankerne – begyndt at trappe ned på mine opgaver.

Telefonsamtalen får mig til endnu engang at fundere over, hvor langvarige relationer, man – jeg – kan opbygge til sine kunder. Da jeg havde løst den første opgave for døgntilbuddet, tænkte jeg, at det var så dét. Fire år efter ringede de igen. Nu har jeg kendt kunden i 10 år, og relationen og opgaverne udvikler sig fortsat. Jeg har endda det privilegium at kunne følge nogle af de borgere, der har boet på tilbuddet i alle årene. Se, hvordan de med den helt særlige og individuelle støtte de får, har fundet deres egen, finurlige hylde i tilværelsen på en måde, som jeg har svært ved at se ske i det offentlige system. Det giver mig en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at jeg med min iagttagelsesevne, nysgerrige og kritiske spørgsmål og journalistens særlige fornemmelse for ord kan gøre nogle mennesker og deres arbejdsindsats synlige for de kommuner, der skal vælge, hvilket socialt tilbud, de skal visitere borgerne til.

Cyklen bliver parkeret, der er lige tid til korte hilsener til de fire andre, der er mødt på kontoret (vi sidder 10 i alt i Kompanium), en hurtig kop kaffe – og så er der møde på Teams med leder, Rikke, og souschef, Bo, fra Kostskolen i Sønderjylland. Den er en af godt en håndfuld kostskoler, der har specialiseret sig i at give anbragte børn og unge en ordentlig skolegang. Som så mange andre private sociale tilbud er de afhængige af, at de kan præsentere deres tilbud professionelt og appetitligt på deres hjemmeside, så potentielle elever og familier – og ikke mindst de betalende kommuner – kan se, hvad kostskolen tilbyder. Jeg har overtalt Rikke og Bo til at inkludere nogle små videoklip med elever og forældre på hjemmesiden.

Begge ledere var skeptiske i starten. De vil ikke udstille elever og forældre og ikke på nogen måde – heller ikke indirekte – presse dem til at komme med overfladiske markedsføringsudtalelser i en slags salgsvideo. Men vi blev enige om at gøre forsøget. Og de fortæller under mødet, at de har set råudkastene til videoerne og er glade for resultatet, hvor (tidligere) elever og forældre sobert, ærligt og uden for meget festfyrværkeri beskriver deres situation før kostskolen, og hvilken betydning det har haft for dem hver især at blive mødt af den professionalisme og menneskelighed, kostskolen står for.

Da jeg i sin tid lavede et tilbud til kostskolen om videoerne og resten af opgaven, forklarede jeg, hvordan en ”sædvanlig grad af redaktionel frihed” og en ”individuel, selvstændig, skabende indsats med en vis originalitet” var forudsætningen for den momsfritagelse, som kostskolen – fordi den ikke er momsregistreret – var meget interesseret i. I samtalerne med Rikke og Bo om kontrakten blev jeg endnu engang bestyrket i, at momsreglerne faktisk gør det lettere for mig at styre mig igennem, hvilken type opgave jeg står overfor. Er det en ’gør-mit-budskab-forståeligt-og-appetitligt-opgave’? Eller er det en opgave, hvor en kunde ønsker, at jeg med min journalistiske værktøjskasse, og hvad jeg ellers har i rygsækken, skal beskrive virkeligheden, som jeg via interviews, skriftlige kilder og observationer ser den.

Selvstændig siden 2008

Jeg kan mærke, at jeg hviler mere og mere i min faglighed som journalist/kommunikationskonsulent. Og det skulle jeg da for pokker også efterhånden! Jeg blev selvstændig i 2008 efter godt 20 år som journalist på traditionelle medier og fem år som sekretariatsleder i en NGO på socialområdet. Efter ca. seks år som selvstændig ’sprang jeg ud’ som specialist på det sociale område på min egen hjemmeside. Mine kunder har over årene spændt fra Socialpædagogerne og Dansk Socialrådgiverforening over en masse private sociale tilbud (døgninstitutioner, botilbud og socialpædagogiske opholdssteder) og offentlige aktører som socialtilsyn og professionshøjskoler til brancheorganisationer som KL. Jeg har lavet hjemmesider, publikationer, bøger, video, årsrapporter, medierådgivning, konferencer, konsulentopgaver og sågar lidt forskning. Jeg har aldrig rigtigt manglet opgaver, selvom jeg særligt i starten måtte lave en del telefonsalg, og jeg har haft en relativt stabil indtægt, der set over årene vel så nogenlunde har matchet mine jobs som fastansat.

Min timeløn er – bortset fra meget store opgaver som fx bøger – ikke til forhandling. Jeg har taget 950-1000 kr. i timen i årevis, men har netop hævet den til 1025. Hvis jeg indgår en aftale om fx en række publikationer eller en større hjemmeside, hvor det er svært at forudse omfang og dermed pris, har jeg fundet en model, der virker. Kunden og jeg aftaler en første, afdækkende fase, hvor vi sammen danner os et overblik og jeg til almindelig timeløn udarbejder en opgavebeskrivelse med tilhørende timeforbrug og dermed pris for de enkelte moduler i opgaven. Herefter kan kunden – som jeg plejer at sige til dem – vælge enten at gå videre med mig eller finde en anden og billigere løsning til selve opgaven. Det sidste har jeg endnu aldrig oplevet. I det hele taget diskuterer jeg sjældnere og sjældnere min pris med kunderne. Det gjorde jeg meget i starten. Så meget, at jeg drømte om, at jeg det sidste år, inden jeg lukkede min biks, ville skrive tværs over min hjemmeside, at ’jeg gider simpelthen ikke diskutere min pris, betal eller gå et andet sted hen’. Måske er det simpelthen nemmere for kunderne, når man melder mere klart ud. Jeg har i hvert fald ikke længere behov for at markere min prispolitik på hjemmesiden.

Golfvogn

Kirsten Holm-Petersen

Fra kommunikatør til bestyrelsesmedlem

Skæbnen vil, at jeg i denne uge spænder over meget forskellige typer af opgaver. En af dem løser jeg for et lille projekt for udsatte unge, der som en flydende folkeskole sejler rundt i Middelhavet med 8. og 9. klasses elever, der har behov for et gedigent miljøskifte for at få deres folkeskoleeksamen. Skibsprojekt Syd har været en kunde i mange år og deres garvede skipper er den eneste, det indtil videre er lykkedes at overtale mig til at gå ind i deres bestyrelse nogle år. Jeg var betænkelig i starten – kunne bukserne nu holde til den rolle? Men jeg opdagede, at hvis jeg ’oversatte’ ordene ’tilstræbt objektivitet’ til ’retvisende’, ’ordentlig’ og ’ærlig’, så var der rigeligt plads i bukserne til sådan en som mig. Nu mangler de en person, der kan fungere som bølgebryder i de kommuner, der spænder hanen på deres pistol, når de hører ordet ’skibsprojekt’. Fordi det for dem stadig lyder som enten en lussingeuddelende skipper på Fulton eller som noget med eksotiske drinks i Caribien. Så strøet hen over ugen ringer jeg mig vej ind i en række kommuner og får fat i en person, jeg kan fortælle om skibsprojektet som et muligt anbringelsessted for nogle af deres udsatte unge. Jeg kan stå 100 procent inde for skibsprojektet, og det er interessant at tale med de myndighedspersoner i kommunerne, som meget af mit kommunikationsarbejde for alverdens private sociale tilbud i bund og grund er rettet imod. Det er en af den slags opgaver, som er gode at kombinere med en hjemmearbejdsdag. Man kaster et par snører ud om morgenen – og så kan man snildt gå i haven og luge ufaktureret ukrudt, mens man venter tålmodigt.

En anden af de lidt særlige opgaver har jeg fået i kraft af min deltagelse i et journalistnetværk, finansieret af Trygfondens Børneforskningscenter. Journalister med særligt fokus på udsatte børn og unge mødes et par gange årligt til en række foredrag om den nyeste forskning, og det er et godt sted at holde sig ajour med både journalistkolleger og ny viden. Senest har netværket drøftet, om vi kunne kopiere det samarbejde, som internationale netværk af økonomiske graverjournalister har fået op at stå, hvor de på tværs af deres respektive medier samarbejder om at gnave sig igennem store mængder lækkede dokumenter, som deres medier gang på gang har fået banebrydende historier ud af. Ville vores netværk på samme måde og sammen kunne knække en datatung historie på børne- ungeområdet, som man som enkeltjournalist ville give op over for? Lige nu har netværket hyret mig og en anden freelancejournalist til noget spændende, indledende research, som vi holder telefonmøder og skriver mails frem og tilbage om. Det er skønt at arbejde sammen med andre, rigtige journalister. Jeg kan arbejde i mange forskellige roller – men jeg ER journalist, det vil aldrig ændre sig.

Ugen slutter, som den begyndte. Med en samtale om et bogprojekt. Denne gang en samtale, der ender med, at kunden siger ’go’ til, at NU går den i trykken. En jubilæumsbog om det sociale tilbud Startskuddet, der fylder 25 år. Inden jeg cykler hjem, når jeg at tænke, at efter sommerferien skal jeg have genoptaget en god tradition: hver fredag eftermiddag at lave en tidsplan for mine opgaver den kommende uge fordelt på timer. Når jeg snart trapper ned, bliver det vigtigere end nogensinde at sørge for, at de færre opgaver ikke bare bliver smurt tyndt ud over alle ugens vågne timer. For så er der intet vundet ved som freelancer selv at kunne bestemme, hvordan min udfasning fra arbejdslivet skal se ud.

Kommentarer