Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Fri Fugls Dagbog: Aldrig et kedeligt øjeblik

Som relativt nystartet selvstændig grafiker har Eva Krebs Larsen gang i lidt af hvert – og kan ikke dy sig for at gribe enhver mulighed for at udvide sine færdigheder. På jagt efter rugbrød finder hun i stedet en inspirerende udstilling og en broderiworkshop hos en gammel studiekammerat. Kunder i butikken er der også.

foto

Privatfoto

OM SERIEN

FreelanceGruppens medlemmer arbejder med et væld af fagligheder og opgavetyper, og vi indretter vores arbejdsliv på mange forskellige måder. Nogle dage er fantastiske, andre knap så meget. Nogle opgaver kan faktureres, andre ikke, nogle opgaver er sjove, nogle er godt betalt, nogle er begge dele og andre er ingen af delene. Indimellem går arbejde og socialt liv op i en højere enhed, indimellem ramler det. 

At skulle opfinde sit arbejdsliv på nærmest daglig basis – og at klare alt selv, fra kreativ proces over salg til momsregnskab – er både den helt store fidus og den helt store udfordring ved at være selvstændig/freelancer. Vi har ingen chefer, ingen kantine, ingen faste kolleger. Vi har kunder og samarbejdspartnere, kaffemøder, faglige netværk og kontorfællesskaber. Vi kan vælge til og fra, og vi kan blive valgt til og fra, fra den ene dag til den næste.

FIND ALLE AFSNIT AF DAGBOGEN LIGE HER 

Skriv til webredaktion@freelancegruppen.dk, hvis du har lyst til at bidrage med en dagbog. 

FREDAG

Sol over Amager Strand. Jeg er på smuttur til hovedstaden, skønne København, et kærkomment afbræk fra hjemmekontoret. Jeg laver min instant kaffe i det lille the-køkken og tager kruset med ned til vandet og lader morgensolen og kaffen sætte gang i de små grå. Sådan en morgen kan man næsten bilde sig ind at være i Sydfrankrig på ferie. Klokken er omkring syv og jeg har lige ringet og sagt godmorgen til min 11-årige søn Asger, som bliver passet af morfar mens jeg er i København.

I går var dagen jeg skulle afholde et webinar for DJ Kreds 1s medlemmer om at Få et mere effektivt workflow i InDesign. Formand for Visuelt Forum Janne Høgshøj havde anbefalet mig som underviser.

Webinaret blev optaget hos Videojournalist/Konsulent Johnny og Johnnys makker Hans i studiet Webstream ApS i nordvest. Det skal lige siges, at det var mit allerførste webinar, og det var en super positiv oplevelse at være i nderne” på Hans og Johnny. De gav mig et par tips om, hvordan det virker fint at være personlig og (selvfølgelig) kigge i kameraet og ikke kun ned i sin skærm under et webinar, og i det hele taget fik de mig til at føle mig rolig og godt tilpas. Når man bare taler til et lille kamera, kan man slet ikke mærke, at der sidder 40-60 mennesker og lytter med og jeg synes hurtigt, jeg slappede af. Tiden strøg afsted. Jeg havde mange punkter på programmet og havde nær ikke nået det hele. Lesson learnt til næste gang. Færre punkter – mere i dybden med hvert punkt.

Nu sidder jeg på hotelsengen i gang med at tjekke dagens mails, inden jeg kører tilbage til Jylland og mit kontor i Risskov.

Jeg underviser freelance for Kursusfabrikken og hører først i sidste øjeblik, om der er nok tilmeldte på holdene, eller om et planlagt kursus aflyses. En mail er landet med aflysning af min Adobe Illustrator-undervisning i næste uge, og det betyder, at jeg nu får tid til at udvikle på min hjemmeside, som jeg skal have op at køre, men også at jeg tjener 4500 kr. mindre end beregnet i denne måned. Til gengæld er der tikket to nye forespørgsler ind på undervisning i juli og august, heldigvis ikke i min planlagte ferie. Min virksomhed er stadig meget ny, og hvert job eller aflysning har ret stor betydning for min månedlige grundindtjening. Derfor er jeg i gang med at udvikle mine egne onlinekurser, som forhåbentlig kan give mig en mere stabil indkomst.

foto

Privatfoto

Inden jeg må vende næsen mod færgen fra Sjællands Odde, går jeg en tur i mit gamle hood Christianshavn og kigger ind til en kop kaffe hos min nevø, som bor på en husbåd i kanalen. På vej tilbage går jeg ind forbi Edition Copenhagen for at tjekke deres nyeste Lithografier ud, og bagefter til Julie Kyhls udstillingsvindue i Overgaden oven Vandet 48. Jeg elsker bare Julies sprudlende skæve farverige og fantastiske udstillinger! Jeg bliver altid så glad og inspireret til selv at være kreativ. Mens jeg står og kigger på hendes vindue, er jeg så heldig, at hun stikker hovedet ud, og vi får os en lille snak om hendes virke. Hun fortæller, at hun gerne vil lave et lille museum med en permanent udstilling af sine bedste værker, for hun har ikke plads til dem i værkstedet mere. De er stablet fra gulv til loft. Jeg kigger ind og må give hende ret. Der snor sig kun en smal sti fra døren til hendes the-køkken. Det eneste, hun mangler, er en sponsor og et godt lokale.

På færgen tilbage til Aarhus bliver jeg ringet op af Godsbanens Åbne Værksteder om et grafisk deltidsjob, jeg har søgt, som jeg forestiller mig kunne blive mit rugbrødsarbejde ved siden af mine freelanceopgaver. Jeg skal til møde på mandag, og nu er jeg lige pludselig glad for, at min undervisning er aflyst den dag.

LØRDAG

Lørdagen går med at svare torsdagens webinardeltagere og sende freebies til dem, som takker Ja! til at modtage det CheatSheet, jeg har lavet med InDesign-genveje mod at aflevere deres e-mailadresse og modtage mit nyhedsbrev. Jeg er i gang med at opbygge en e-mail-liste af potentielle kunder og udvide mit netværk.

Søndag står på afslapning og hygge med min søn – og en lille smule regnskab i Dinero. Jeg overvejer at skifte til Economics. Tror det passer bedre til mit temperament. Får også skitset lidt til en ide og eksperimenteret med mobilfoto.

Min far har snart 80-års fødselsdag, så jeg skriver lidt på en sang, researcher lidt på en tale og tegner på en gave til ham.

foto

Privatfoto Hygge hjemme i haven.

MANDAG

Min hverdag starter som altid med, at jeg åbner min mail inde på hjemmekontoret og tjekker, hvad der venter af vigtige beskeder, efter jeg har gjort Asger klar til skole, med alt hvad det indebærer af at pakke svømmetøj, lave madpakke og gøre morgenmad klar, og hvad der ellers skal ordnes, når en 11-årig skal ud ad døren.

I dag kigger jeg specielt efter, om der er kommet tekster fra en kunde, hvis opgave jeg snart har deadline på. Han har bestilt en flersidet pensionsrådgivningstryksag, og som så ofte før med denne kunde, afventer jeg stadig teksterne i sidste øjeblik. De var lovet klar i sidste uge, men der er ikke gevinst endnu. Det begynder at blive stramt, da al tekst og grafik skal layoutes og igennem en korrekturgang inden næste uge. Tænker over, hvordan jeg kan opdrage min kunde til at levere i bedre tid. Jeg bruger al for meget energi og krudt på at gå og vente, tjekke om der er kommet materiale, lave om på planer og blive irriteret, og meget af den tid kan jeg jo ikke fakturere.

Tid til luftetur med hunden. Jeg når lige at hoppe i bad, inden jeg skal afsted til møde på Godsbanen. Mødet går godt, men jeg får først svar i slutningen af ugen.

Da jeg kommer hjem er tekster til tryksagen kommet – tror jeg. Til min gru opdager jeg, at kun ca. en fjerdedel af teksten er skrevet. Resten af dokumentet består blot af overskrifter. Jeg sætter den tekst op, jeg har modtaget, og rykker for resten.

TIRSDAG

Tidlig morgen, mens jeg tjekker mails, ringer kunden om hastesagen. Trods levering af mangelfulde og uorganiserede tekster vil han stadig holde deadline og i første omgang gerne have det, jeg har lavet indtil nu. Jeg gør opmærksom på, at det vil betyde en ekstra korrekturgang, som ikke er med i prisen. Derfor bliver projektet dyrere. Jeg arbejder fire timer på tryksagen og sender det til kunden. Jeg når lige at sende et par fakturaer på nogle tidligere opgaver afsted, inden Asger kommer hjem.

ONSDAG

Asger skal på tur med skolen og det bliver en hektisk morgen. Tjekke mails og tur med hund.

I dag deltager jeg i et webinar, som afholdes af Visuelt Forum om at lave Google Bannere i Animate ved Peter Lopes. Min hobby er at lære nye programmer, software og teknikker, som vedligeholder og udvider mine færdigheder. Måske er jeg endda heldig at lære nye tips, som jeg kan bruge i mit arbejde.

På skærmen ser jeg en masse kendte ansigter og tager kontakt til en af grafikerne, som jeg tidligere har lavet et par opgaver sammen med i Aarhus. Efter webinaret catcher vi op på Zoom. Til daglig arbejder jeg alene og det er rart at se og tale med et levende menneske, selvom det foregår online. Vi snakker om status på opgaver, og aftaler at lave en Aarhus-vidensdelings-og-erfaringsdelingsgruppe og invitere de grafikere, vi kender i byen. Der mangler aktiviteter for os grafikere i Kreds 4 og så må vi jo selv tage affære.

foto

Privatfoto

TORSDAG

Asger i skole og så direkte op til en hurtigtest hos Falck, for jeg skal på broderi-kursus i aften hos broderist.com, en af de mest bad ass-kunsthåndværkere, jeg kender. Vi har gået på Designskolen samtidig, jeg på Grafisk og hun på Tekstil. Så tilfældigvis på Instagram, som jeg dagligt tjekker, at hun holder broderikurser – meget anderledes broderikurser – og det vil jeg ikke gå glip af.

Hjem og tjekke mails, gå med hunden og notere at Coronatest er negativ.

Jeg researcher på et hjælpeprogram til en opgave, og kunden skal faktureres for programmet. Jeg får ikke noget for at yde den service at lære programmet at kende. Jeg opdaterer også lige min kørebog for de mange kilometer t/r til København. Egentlig fjollet at køre fra Aarhus til København for at afholde et online webinar, men så var der styr på teknikken, og det var et dejligt pusterum at komme lidt ud af huset. Jeg håber på, at der kommer flere af den type opgaver.

Jeg tjekker op på et par webinarer på SkillShare, jeg er interesseret i. Om Type-design, UX-design, om levende grafik, Lightroom Colour Grading og Colour Photo Composite. Jeg ved godt, at jeg spreder min viden over et bredt spektrum, men jeg er for nysgerrig og videbegærlig til at lade være. Så snart der ikke ligger presserende opgaver og prikker mig på skulderen, begraver jeg mig i ny viden.

I dag begynder jeg også at forberede min undervisning i InDesign, som foregår næste uge i Aalborg. Jeg skal blandt andet skrive til deltagerne, spørge ind til deres niveau og hvilke opgaver de primært vil bruge InDesign til. Det hjælper mig til at målrette undervisningen til kursisternes behov. Jeg har undervist folk fra Grundfoss, Rambøll, Salling-Group, Friis & Moltke-arkitekter, kirkefolk, fotografer, journalister, marketings- og kommunikationsfolk. For det meste kommer de til mig (via Kursusfabrikken), men jeg er også heldig indimellem at komme ud på virksomhederne og undervise.

En potentiel kunde ringer og spørger, om jeg har mulighed for at blive hendes freelance grafiker. Hun har fået mig anbefalet af en af mine tidligere Illustrator-kursister. Vi sætter et møde op i starten af juli, hvor jeg kan komme og se opgavernes art, og vi kan aftale en pris, der gør os begge glade.

Ved 17-tiden kører jeg Asger over til min søster og fortsætter ind til den varmeste og mest underholdende håndarbejdsaften, jeg nogensinde har deltaget i. Under åben himmel, 27 grader i skyggen, skønne mennesker, sjove og personlige historier, bandeord i korssting og Ceres Top i flasker. Tak for en dejlig aften :)

FREDAG

Ugen slutter af med et arrangement i min søns klasse, hvor vi møder de nye ansigter, der er kommet til i klassen under corona-nedlukningen. Det grafiske værksted har meldt tilbage, og selvom de var imponerede over mit cv og mine referencer, gik deltidsjobbet til en anden, der har mere fysisk håndværkerprofil, så det bliver ikke mit rugbrød. Inden jeg tager ud til skolen, klarer jeg lidt bogføring, kører et smut ud forbi Kursusfabrikken for at hente computer og undervisningsmateriale til kurset i Aalborg i næste uge og kigger på potentielle kundemuligheder og på, hvordan jeg får gjort min stadig ret nye virksomhed mere robust.

Kommentarer