Freelancere fikser alting selv. »Men grundstressen bor altid i maven«

En fyringsrunde efter 22 år på Alt for Damerne gav nu 58-årige Birgitte Bartholdy mulighed for at skrive på sin anden roman og samtidig prøve kræfter med freelancelivet, mens hun fortsat søgte faste jobs. Sidstnævnte udeblev, og nu er hun freelancer på sjette år – og det har været seks udfordrende år.

“Jeg er aldrig nået til et punkt, hvor jeg har tænkt, at nu kører det af sig selv. Jeg skal konstant være på dupperne for at tjene bare nogenlunde og skal konstant tænke på at finde nye kunder. Det kan gå i perioder, hvor jeg har overskud, men indimellem synes jeg, det er svært at finde kræfterne til både at koncentrere mig om at lave mine opgaver godt og samtidig kigge fremad.”

Svært at tale om
Til sin overraskelse har Birgitte Bartholdy opdaget, at alt det kan være svært at tale med andre freelancere om, fortæller hun.

”Der er lidt en tendens til, at man helst ikke må vise svaghed. Jeg får tit at vide, at jeg bare kan søge over i de dele af branchen, hvor de betaler bedre. Selv om det altså ikke er nemt i min alder”, siger hun og uddyber:

“Jeg er jo i konkurrence med alle de unge, der vælter ud, ikke bare fra journalistuddannelserne, men også fra alle de mange nye kommunikationsuddannelser. Og når der er pres på, er det i øvrigt også til magasinerne, jeg får de bedste ideer, og der, jeg har hele min ekspertise og er et kendt navn. Men der er freelancelønningerne efterhånden så lave, at det er virkelig svært at få en ordentlig indtjening ud af det, selv om jeg prøver at blive stadig mere effektiv”.

Indimellem har hun kastet sig ind på nye områder, har lavet PR, ghostwritet og skrevet fagbøger. Selv om hun egentlig føler, hun både er kreativ, flittig, opfindsom og opsøgende, kæmper hun stadig for at få sin freelancetilværelse til at køre rundt.

”Jeg vil jo også gerne, at det er ordentligt og velskrevet, det jeg afleverer”.

Underbetalt i en velbetalt branche
Og imens melder stressen sig ofte hos Birgitte Bartholdy.

“Nogle morgener vågner jeg med hjertebanken, mens jeg tænker ‘ hvordan skal det dog gå’. Jeg vænner mig aldrig til, at jeg ikke ved, hvad jeg har af opgaver i næste uge eller næste måned, og jeg tænker jævnligt, at nu må jeg snart opgive. Generelt tjener jeg ikke nok. Det er svært at indrømme i en branche som vores, hvor mange kan lide at fortælle, hvor godt de tjener.”

Det skyldes ikke kun, at hun ikke altid kan få skrabet nok opgaver til sig, men også at honorarerne er faldet på næsten alle de skrevne medier i den tid, hun har været freelancer. Og samtidig forventes der stadig mere, fordi de fastansatte også er presset.

“Der er bestemt også fordele ved at være freelancer, som jeg nyder. Jeg holder stadig meget af at interviewe og skrive, er glad for friheden og glad for de afvekslende arbejdsdage. Meget af tiden er jeg også blevet bedre til at holde mig flydende og ikke spekulere for meget over, hvad jeg skal leve af den næste tid. Men på et tidspunkt vender spekulationerne altid tilbage, og jeg går rundt med ondt i maven og føler, det er temmelig meget op ad bakke”.

Lige nu går det godt
Nanna Balslev blev freelancer af både lyst og nød, da Aller skulle afskedige seks medarbejdere tilbage i 2012. Dengang var hun ansat som kulturredaktør, men da hun endnu ikke havde fortalt sin arbejdsgiver om sin graviditet, virkede freelancelivet som en god vej at gå. Kombineret med sidejobbet som DJ tænkte hun, at det nok skulle gå.

“Og det er jo gået ret godt. Men det er bare ikke kommet af sig selv. I starten knoklede jeg 45 timer om ugen og tjente nok 25.000 kroner, og dengang kan jeg huske, at der for mig var et stort tabu forbundet med at sige højt, at det her går ikke så godt – det her er virkelig hårdt. For hvem gider have, at ens kollegaer har medlidenhed med én – det holder man så også selv op med at have”, starter Nanna Balslev.

Hun bor på Vesterbro i København med sin mand og datter, og lige nu går det godt og ‘der er ro på’. Nanna Balslev er netop midt i et tre måneders vikariat på fuld tid og så er hun netop startet som ’fastlance’ musikredaktør på Berlingske, så nu ved hun, at det næste halve år ikke bliver en økonomisk udfordring.

Men følelsen af ikke at vide, om man kan betale sine faste udgifter om tre måneder, glemmer man ikke sådan lige.

“I juli denne sommer gik jeg og ventede på 30.000 kroner fra en kunde, for at jeg kunne holde ferie. Min opsparingsbuffer var i bund, og jeg måtte låne 8.000 kroner af min mor til ferien, som jeg kunne betale tilbage, når kunden betalte mig. Lige dér var jeg enormt sårbar – jeg havde jo ligesom lovet min mand og datter, at vi skulle på ferie. Pludselig stod der over 50.000 kroner fra en kunde på kontoen, og sådanne udsving er noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur”.

Grundstressen bor altid i maven
Nanna Balslev har pt. både sit fuldtidsvikariat og arbejder 15-20 timer på Berlingske ved siden af. Det betyder ofte lange arbejdsdage, men også god indtægt, ro i maven og ingen kniv for struben – en følelse, hun havde glemt hvordan føltes.

“Jeg er ret konservativ med min økonomi og sætter 50 procent af til skat og ferie. Og så har jeg tegnet en pensionsopsparing, for det er noget, der virkelig stresser mig som freelancer – at jeg først efter fem år som freelancer har økonomiske råderum til at indbetale til pension. Det er ikke for at beklage mig eller spille offer – for jeg er glad og føler mig heldig – men jeg har bare kæmpet for at være der, hvor jeg er nu. Jeg kender virkelig mange dygtige, hårdtarbejdende freelancere, der ikke har råd til pension. Og hvis nogen knækker sig selv på den kamp, så forstår jeg det godt”.

Lige nu er Nanna Balslev i en for hende ny situation. Hun kan og bør sige ‘nej’ til opgaver, og det er sværere, end det lyder. For man bliver meget vant til at være på tæerne og performe og sige ‘ja, ja, ja’ til opgaver. Og det kan jo være en fordel for en arbejdsgiver at få sådan en tornado inden for dørene.

“Som freelancer er man den perfekte medarbejder. Man er sin egen projektleder og er ekspert i at holde mange bolde i luften og tonse afsted. Som freelancer er du bare vant til at fikse ting selv – du kan ikke bare lige sende en mail til IT-afdelingen eller rykke en deadline. Det skal man lære at elske for at kunne fungere som freelancer. Men grundstressen over, hvordan det mon skal gå, bor altid i maven”.