Gå til hovedindhold
Bliv medlem

FreelanceGruppen støtter fotojournalists kamp for bedre forhold

7.818 kroner får fotojournalist Kasper Løftgaard for sit arbejde med at kortlægge danske mediers freelancetakster for redaktionelt fotografi. FreelanceGruppen hylder initiativet med fagligt frikøb, fordi det har været med til at sætte fokus på freelanceres vilkår.

Kasper Løftegaard

Lasse Bak Mejlvang

Derfor giver Freelance-Gruppen Kasper Løftgaard fagligt frikøb

"Prislisten har skabt en omfattende debat om, at priserne stort set ikke har udviklet sig de seneste 15 år. Vi vil i FreelanceGruppen gerne anerkende Kasper Løftgaards initiativ, som forhåbentlig kan være med til at fastholde et momentum for at skabe opmærksomhed omkring freelancefotografers og andre freelanceres vilkår. Og vi hilser lignende initiativer og engagement i fagligt arbejde velkomment," siger fotojournalist og bestyrelsesmedlem af FreelanceGruppen Thomas Arnbo, der tog initiativ til indstillingen til fagligt frikøb.

Fagligt frikøb på efterbevilling

Prislisten har skabt debat om freelanceres honorarer, bl.a. i et stort tema i fagbladet Journalisten i maj, som Journalistforbundets ledelse har brugt i sit politiske arbejde omkring medieforliget. Som anerkendelse af initiativet har FreelanceGruppens bestyrelse ekstraordinært besluttet at tildele Løftgaard tre dages fagligt frikøb – svarende til 7.818 kroner – på efterbevilling for sit arbejde.

Fotojournalist Kasper Løftgaard var godt gammeldags indigneret. Over de lave freelancetakster i mediebranchen, som er umulige at skabe en rimelig månedsløn ud fra. Og over, at taksterne tilsyneladende ikke er til forhandling.

"Det føles magtesløst ikke at have nogen indvirkning på, hvad man får i løn. Det er bare fire store aviser, der beslutter, hvor rig eller fattig, du skal være – oftest fattig. Der er ingen at forhandle med eller klage til, for hvis man prøver at forhandle, kommer billedredaktørerne bare med den samme plade om, at det ikke er dem, der bestemmer," fortæller Kasper Løftgaard.

For at skabe gennemsigtighed og debat om fotojournalisternes honorarer satte han sig i foråret derfor for at undersøge, hvad freelancefotojournalister tjener. Han opfordrede medlemmer af Facebook-gruppen "Fair og uafhængig fotojournalistik" til at sende ham deres time-, dags- og opgavepriser og udarbejdede ud fra besvarelserne en prisliste over taksterne på redaktionelt fotografi på 26 danske medier

"Mit håb var, at hvis man gjorde priserne mere gennemsigtige og gjorde aviserne opmærksomme på, hvor nederdrægtigt deres prisniveau var, ville nogle få dårlig samvittighed. Jeg håbede også, at det ville give nogle unge fotojournalister lyst til at arbejde for bedre vilkår – og indsigt i, hvilke aviser de måske ikke behøver kæmpe så hårdt for at blive leverandør til."

Umuligt at leve af

Kasper Løftgaard fortæller, at han kun har fået positive reaktioner fra kollegerne, og at hans opråb heller ikke har skræmt nogen kunder væk. Til gengæld er han skuffet over ikke at have hørt noget fra nogen af mediernes fotoredaktører.

"Når man fylder et halvt fagblad med et opråb, undrer det mig, at der ikke er en eneste fotoredaktør, der har været ude at sige, at de enten er uenige eller enige i kritikken. Ret beset er der ikke sket en skid. Jeg har heller ikke de store forhåbninger til, at en debat i sig selv fører det helt store med sig. Men måske kan mange bække små alligevel gøre en forskel. Mit håb er, at alle fotojournalister kan gå sammen til aviserne og sige, at de simpelthen ikke får nogen billeder, før de hæver priserne til 900 eller 1000 kroner i timen. For vi kan ikke leve af det her," siger Kasper Løftgaard.

Det er netop det største problem, mener han: At for mange fotografer falder fra, når de skal til at stifte familie eller købe bolig. "Der går virkelig mange dygtige fotografer til spilde på den baggrund," siger han.

Savner større viden om timepriser

På sitet Danskemediepriser har Kasper Løftgaard også skabt en timeberegner og månedslønsberegner. Her kan man ved at indtaste arbejdsmængde, løn og udgifter beregne, hvad man som freelancer burde få i timen for at opnå en ønsket månedsløn, og hvad en given timeløn svarer til omregnet til en månedsløn. Kasper Løftgaard har skabt de to beregnere, fordi han mener, at der er for lidt viden om, hvad timelønspriserne egentlig dækker: At man som freelancer selv skal betale pension, ferie, sygdom, udstyr og bil. Og at det i praksis ikke kan lade sig gøre at fakturere for otte timer om dagen som fotograf.

"1250 kan lyde som en høj timeløn, men det er det ikke i praksis. Jeg kan i gennemsnit fakturere omkring to timer om dagen, fordi opgaverne kræver meget forberedelse, og det ville være umuligt at booke seks portrætter om dagen. Jeg tror ikke, at arbejdsgiverne har sat sig ind i, hvad det koster at køre en fotoforretning, og hvordan en fotografs uge ser ud. At en timeløn på 600 kroner fx svarer til at betale en månedsløn på 15.000. Hvis de vidste det, tror jeg, at de ville have dårlig samvittighed. Det håber jeg."

Kommentarer