FreelanceGruppen er klar til overenskomstforhandlingerne i 2023
I det nye år går overenskomstforhandlingerne på dagbladsområdet og TV2 Danmark i gang. FreelanceGruppen sidder med ved bordet.
Forberedelserne har været i gang et stykke tid, men når vi er forbi nytår, begynder overenskomstforhandlingerne på dagbladsområdet mellem Dansk Journalistforbund og Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) for alvor. Lidt senere følger forhandlingerne mellem forbundet og TV2 Danmark. Og senere igen starter forhandlingerne for alvor i DR.
FreelanceGruppen har udpeget forperson Sus Falch og bestyrelsesmedlem Thomas Arnbo til DMA-forhandlingerne, mens Jørgen Laurvig er udpeget til forhandlingerne med TV2 Danmark og DR.
Alle har deltaget i overenskomstforhandlinger tidligere. Det er tredje gang, Sus Falch sidder med ved forhandlingsbordet i den centrale delegation ved DMA-forhandlingerne.
”Vi har et virkelig godt samarbejde med Sisse Stroyer, formand for Pressefotografforbundet, (PF) der er udpeget af PF, og vi kommer til at bruge mange ressourcer på at afdækket omfanget af indhold og arbejde leveret af freelancere,” fortæller Sus Falch og fortsætter:
”Det er ikke nogen hemmelighed, at overenskomstforhandlinger er svære i en situation med høj inflation, men det er altid FreelanceGruppens mål, at freelanceres honorarer og arbejdsvilkår kommer til at svare til fastansattes løn og arbejdsvilkår. Uanset om man er fastansat eller freelancer har man krav på ordentlige forhold.”
FreelanceGruppen vil orientere om arbejdet med forhandlingerne løbende.
Kommentarer