Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Freelanceformand i 80’erne ser tilbage: ”Man skal ikke slås mere, end at alle kan være med.”

Peter Riis blev valgt til formand for FreelanceGruppen i 1983 på en klassisk fagforeningslinje. Kampene blev hårde de følgende år, måske også for hårde, set i bakspejlet. Det fortæller Peter Riis, der startede til søs, siden gik til Land og Folk og derfra ud i freelancelivet. Nu er han tilbage på søen.

Peter Riis

Nina Trige Andersen Peter Riis blev valgt som FreelanceGruppens formand i 1983

Der findes to slags mennesker, siger Peter Riis. Stiller man en kasse øl på Rådhuspladsen, vil den ene slags mennesker begynde at knappe dem op og holde fest. Den anden slags til vende ølkassen om og begynde at holde tale til folket.

”Jeg hører til den sidste slags. Jeg blev journalist for at kunne fortælle historier,” siger Peter Riis, der bor i Sydhavnen, når han ikke er på søen som seniorskipper. Det er han 14 dage ad gangen, og så 14 dage hjemme i det hus, han selv har tegnet og stort set selv bygget.

Da Peter Riis blev kastet ud i freelancetilværelsen i slutningen af 1980 gik der heller ikke længe før han blev aktiv i FreelanceGruppen. Fra 1983-1987 var han formand under det, han kalder en brydningstid – på flere fronter.

Hvem vi hyre en gråhåret
I dag er det omtrent et årti siden Peter Riis forlod journalistikken til fordel for det fag, han oprindeligt uddannede sig i. Han havde bygget sin freelanceforretning op om at udvikle hjemmesider dengang mange – fra privatpersoner til ministerier – slet ikke var på nettet og man kunne få lov at udarbejde alt fra grunden. Være med til både de store linjer og programmeringen.

Med årene blev det sådan, at Peter Riis og hans kolleger skulle tage imod instrukser fra informationsmedarbejdere, der ”var så unge, at det kunne have været mine børn”, og så kun stå for det tekniske og designmæssige. Det var ikke helt så sjovt.

Som 57-årig besluttede han sig for, at der skulle ske noget nyt.

”Og hvem vil hyre en gråhåret mand? Der måtte jeg tænkte mig om: Hvor er det en fordel at være oppe i årene? Jeg kunne blive præst, de må gerne være lidt erfarne. Eller overlæge. Men det tager jo sin tid … Og så kunne jeg blive skipper, der havde jeg papirerne i forvejen.”

Skrap kost for Politiken-journalist
Netop de papirer havde i sin tid nær fået Peter Riis hældt ud af forbundet i sin tid. At man skulle opleve at være i forbund med en sætteskipper, det var for skrap kost for en Politiken-journalist, der på et DJ-delegeretmøde i 1978 talte dunder mod forbundets – i hendes øjne – alt for åbne optagelseskrav.

”Der var nogen, der havde fundet ud af, at ikke nok med, at jeg ikke havde gået på Journalisthøjskolen i Århus, jeg var endda blevet optaget og havde fravalgt den,” fortæller Peter Riis.

”Der var nogen, der arbejdede på at få mig smidt ud af forbundet. Men jeg gik på talerstolen efter Politiken-journalistens indlæg og sagde: 'Jeg melder mig frivilligt. Det er mig, der er sætteskipper, jeg indrømmer, at jeg har været ude og arbejde sammen med helt almindelige mennesker, der får snavsede hænder. Jeg forstår, at der er nogen, der mener, at det er i modsætning til at være journalist.'”

Pas på kommunisten
Peter Riis overhørte den daværende DJ-formand Carl John Nielsen hviske til sidemanden: 'Hvem er ham der, han er da god', hvorpå sidemanden svarede: 'Jo, men pas på, han er kommunist!'”

Sætteskipper-papirerne var nemlig ikke de eneste, der gav Riis problemer som journalist.

Han var da også langt fra den eneste, der ikke havde taget den formelle journalistuddannelse, der fra 1946-1962 ikke var mere end et kursus på Aarhus Universitet. Navnet Danmarks Journalisthøjskole blev først taget i brug i 1962, mens loven om journalisthøjskolen først blev vedtaget i 1970. Den nuværende journalisthøjskole – nu under navnet DMJX – blev først indviet i 1973, så det var slet ikke så usædvanligt at mangle papirer fra journalistuddannelsen i DJ. Mange, dengang som nu, kom ind i faget af andre veje. 

Se Aarhus Universitets opslag om Journalistuddannelsens historie

Fast job på Land og Folk
En stor del af modstanden mod Peter Riis' virke kom sig af hans DKP-medlemsbog, som han havde haft siden 1973, og de fire år, han havde været journalistisk drivkraft på Land og Folk's Jyllandsredaktion.

Første gang han havde søgt ind på den nyåbnede Journalisthøjskole blev han ikke optaget. I stedet begyndte han at skrive på frivillig basis for Land og Folk, mens han var aktiv i aktionsgruppen Det centrale Arbejdsløshedsudvalg, som fagbevægelsen brugte som ”fodfolk” ved blokader osv.

Et par år senere bestod han optagelsesprøven, men blev samtidig tilbudt fast arbejde med at opbygge en Jyllandsredaktion for DKP-avisen. Med tre børn at forsørge var valget rimelig oplagt.

Sætternissen
Riis havde store planer for linjen på Land og Folk og i 1977 var han en af initiativtagerne til en konference, der skulle åbne den redaktionelle profil på DKP-avisen op. Det skulle være en rigtig avis, der var fri til at berette også om de problemer, der var i de statskommunistiske lande og skrive kritisk og sandfærdigt om de aktiviteter, DKP var involveret i.

”Vi måtte beskrive alle vanskelighederne i den socialistiske verden, vi måtte være overærlige, hvis vi ville tages alvorligt,” siger Peter Riis.

Selvom den journalistisk frie linje blev vedtaget, var det imidlertid en daglig kamp at føre den ud i livet.

For ham selv og flere af kollegerne i Jylland faldt dråben i foråret 1980.

”Det var sådan ved demonstrationer for eksempel, at hvis politiet sagde, der var 20.000 demonstranter, så skrev Stiften [Århus Stifttidende] og Jyllands-Posten, at der var 10.000 og partiet påstod, at der var 50.000. Så jeg begyndte at lave mine egne optællinger. Efter 1. maj 1980 læste jeg til min overraskelse i Land og Folk, at antallet af demonstranter i Aarhus var et andet end det, der stod, da artiklen blev sendt til tryk. Jeg blev rasende, da jeg fandt ud af, at det var den lokale partiformand, der havde fået tallet ændret nede i sætteriet.”

På Jyllandsredaktionen satte journalisterne sig på røven og forlangte, at chefredaktøren skulle indkalde den lokale partiformand til at give en undskyldning og forsikre om, at det ikke ville gentage sig.

”Han kom så faktisk og gav en slags undskyldning. Men det var tydeligt for enhver, at det ville ske igen.”

Smækkede døre
Da Peter Riis – og flere af hans kolleger – et halvt år senere gik fra Land og Folk, var det vanskeligt at finde andet arbejde. Hverken Stiften eller Jyllands-Posten ville have en kommunist på redaktionen. Også i mere venstreorienterede kredse stod dørene ikke ligefrem åbne. Riis havde nemlig ikke fortalt omverdenen, hvorfor han var gået.

”Jeg ville ikke være en artikel i Information – de sad jo bare og ventede på den slags historier. Jeg ville ikke smække med døren, da jeg gik, men der var så nogen, der smækkede den bag mig,” siger Peter Riis.

”Dronningens Tværgade (DKP's hovedkvarter, red.) sørgede for, at jeg ikke kunne arbejde for nogle af de fagblade, som var venligt stemt over for DKP ved at sprede et rygte om, at jeg ikke var helt fin i kanten. Så det var pludselig noget småt med mulighederne.”

Sådan gik det til, at Peter Riis blev freelancer. Blandt andet for BådNyt  –  ”de var skide ligeglade med, om jeg var kommunist eller ej”  –  og for private virksomheder som Bikuben. ”De synes det var fint, at jeg var kommunist, så vidste jeg vel noget om økonomi, og de skulle sgu nok styre, hvordan produktet kom til at se ud.”

De selvforsørgende arbejdsløse
I FreelanceGruppen var der ingen, der så skævt til andre på grund af politisk tilhørsforhold, så vidt Peter Riis husker.

”Det, vi var uenige om, var hvor hårdt vi skulle gå til den, når vi forhandlede med forbundet eller om kollektive aftaler.”

På det tidspunkt var medlemsskaren af FreelanceGruppen vokset til over 200, og selvom freelancerne var begyndt at gøre sig bemærket i forbundet og havde kæmpet nogle af de første kollektive aftaler igennem, havde freelancerne stadig ”lav status” både i forbundet og blandt de fastansatte kolleger i almindelighed, siger Peter Riis.

”De regnede os vel højst for en slags selvforsørgende arbejdsløse,” siger han.

Det var en af årsagerne til, at FreelanceGruppen begyndte at kåre æresmedlemmer for at få fokus på de freelancere, der havde gjort sig særligt bemærket som journalister, men som folk ikke nødvendigvis var opmærksomme på var freelancere.

”Man kunne f.eks. blive æresmedlem, hvis man havde været arresteret på jobbet,” fortæller Peter Riis. Det var især fotografer, der blev udnævnt – Henrik Saxgren fra Fotogruppen 2. maj og Casper Thorsøe som nogle af de første.

Generalforsamling 1982

Hans Otto Peter Riis (i midten, valgt til formand året efter) taler på Generalforsamlingen i Aarhus 1982. Til højre for ham i stribet trøje er det fotograf Carsten Ingemann og bag ham sidder (med hvid krave) fotograf Per Daugaard. Både Ingemann og Daugaard blev valgt ind i FreelanceGruppens bestyrelse i 1983.
Genkender du nogen på billedet eller har du anekdoter fra eller oplysninger om FreelanceGruppen i de år? Send en mail til jubi40@freelancegruppen.dk og skriv ”Foto 1982K” i emnefeltet.

Alle skal kunne være med
Peter Riis blev valgt til FreelanceGruppens tredje formand i 1983 og tog over fra Bodil Rohde, der havde været en af de centrale drivkræfter i at få etableret gruppen i 1970erne.
Læs artiklen 'Fagpolitiske fællesskaber gennem 40 år'

Det år blev næsten hele bestyrelsen udskiftet, og som Peter Riis husker det, handlede valget til den nye bestyrelse og formandsposten blandt andet om, hvor konfrontativ en fagpolitisk linje, der skulle føres.

Der blev kæmpet for fuld udblæsning under Riis' formandsperiode, siger han – og med store resultater – men i dag er han tilbøjelig til at mene, at omkostningerne til tider var for store.

”Der er nogen, som helst vil have, at alle skal blive ved at være gode venner, og at det er vigtigst. I dag hvor jeg er et rundere menneske, mener jeg, at det skal man respektere. Ellers ender man med at stå alene på barrikaden. Man skal ikke slås mere end at alle kan være med. Andre tænker ikke ligesom en selv, det skal man altid huske,” siger Peter Riis, der også mener, at de intense fagpolitiske slagsmål forandrede ham selv for en stund.

Hårde hunde
”Nogle af os blev måske lidt for hårde hunde. Dem, der kom i vejen for vores projekt – der var ikke tid til kærtegn,” siger Peter Riis. Det var blandt andet DR's Journalistgruppe, der kom i vejen.

”Der var nogen, der havde deres lille kongerige derude. Som ikke synes det var deres opgave at tage sig af de virkelig mange freelancere, der gik til en ussel løn. Jeg tror, de betragtede freelancere som nogen, der gik og gjorde deres hoser grønne, mens de ventede på en fast stilling, og skulle man nu også ligefrem have ordentlig løn for det.”

Til overenskomstforhandlingerne var freelancebudgettet altid nederst på listen, og når man endelig nåede frem til det, var pengene brugt, husker Peter Riis.

”Så da vi kom fra FreelanceGruppen og sagde, at det var vi ikke tilfredse med, og hvis de ikke kunne gøre det bedre, så ville vi selv have forhandlingsretten, så var der jo en åben konflikt,” siger han.

Den konfrontative linje virkede imidlertid, mener Peter Riis. I løbet af hans formandsperiode steg gennemsnitslønnen for freelancere med 50 procent.

DJ lavede ifølge jubilæumsudgaven af Frie Nyheder fra 1997 den første lønstatistik for freelancere i 1984, som viste en gennemsnitlig bruttoårsløn på 148.000 kroner. Allerede året efter var den steget til 223.301 kr. Ifølge omregningsredskabet Old Money svarer det til godt 464.000 kroner i nutidspenge; den seneste lønstatistik (med tal fra 2014), som Kaas og Mulvad har lavet for DJ, viser at freelancere og selvstændiges indkomst siden er ”faldet” til gennemsnitligt 370.867 kr. (se fodnote sidst i artiklen)

Tjek DJs lønstatistik inden for alle områder af medie- og kommunikationsbranchen her 

Riis mener, at indkomstfremgangen i 1980erne skyldtes mindst tre faktorer: Gennemslagskraften af de kollektive aftaler, der var blevet forhandlet og forbedret siden freelancerne begyndte at organisere sig i 1960erne og særligt i løbet af 1970erne; kampen om at forbedre forbedre freelancernes forhold på en af landets største mediearbejdspladser, DR, som særligt blev kæmpet i 1980erne; og endelig at FreelanceGruppen fra 1981 blev formelt anerkendt som specialgruppe i DJ med gradvis øget indflydelse i forbundet. Det medførte ifølge Peter Riis også, at der generelt kom øget respekt omkring freelancere, herunder fra de fastansatte journalister. Og med respekt og anerkendelse følger penge.

Cortisonjunkie
Efter fire år på formandsposten var Peter Riis kørt ned. Hans freelanceforretning var et fuldtidsjob, det faglige arbejde – som også omfattede en post i forbundets Hovedbestyrelse – fyldte omkring 20 timer om ugen, så var han i gang med at bygge et skib oppe i nærheden af Tirstrup, og havde jo stadig tre børn.

”Jeg fik faktisk nogle varige stressskader. Man bliver jo cortisonjunkie, og til sidst begynder den at nedbryde hjernen. Det går på hukommelsen. Og hvis man normalt har 8-9 trin op til der, hvor man bliver stresset, så har jeg den dag i dag kun 2-3 stykker. Men det var jo også sjovt! Det var derfor, man overlevede!”

Brydningstid
Peter Riis husker 1980erne i DJ og FreelanceGruppen som en brydningstid på alle måder. Det var i de år, at FreelanceGruppen blev anerkendt som en specialgruppe med ret til at vælge delegerede og opkræve særskilt kontingent.

Og det var i de år, at DJ stillede sig solidarisk med typograferne, da deres job blev truet og siden udraderet. Traditionen med at forholde sig til de nærliggende fagligheder i mediebranchen som allierede førte også til, at flere faggrupper med tiden blev indlemmet i DJ. Det var efter Peter Riis' mening det, der forvandlede forbundet fra en standsforening til en fagforening.

Da han gik af som formand for FreelanceGruppen, trak han sig fra arbejdet i FreelanceGruppen i det hele taget – men forblev medlem indtil han lukkede butikken og drog til søs igen for godt ti år siden.

”Ingen gider høre på en tidligere formand. Sådan skal det også være,” siger han og tilføjer med et smil: ”Der gik jo også 30 år, før der kom nogen og spurgte, hvordan det egentlig var dengang.” 

Fodnote: Lønstatistikkerne fra 1984 og 1985 blev formentlig indsamlet af FreelanceGruppen selv, da DJ ifølge forhandlingskonsulent Flemming Reinvard først begyndte at lave lønstatistikker for freelancere i 1989. Det har endnu ikke været muligt at opspore FreelanceGruppens gamle statistikker eller finde nogen, der kan huske at have udført dem, og det vides derfor pt. ikke, hvad grundlaget er for beregningen af bruttorårslønnen i 1984 og 1985. Efterforskningen fortsætter og hvis du kan huske noget om de gamle lønstatistikker, så send en mail med ”lønstatistikker” i emnefeltet til jubi40@freelancegruppen.dk

"Læs Peter Riis' eget tilbageblik i jubilæumsudgaven af Frie Nyheder fra 20-året (side 8)"

FreelanceGruppen 40 år

Bo Sørensen

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.