Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

"Freelancearbejde er talentudvikling"

Lige dele lyst og nødvendighed drev Flemming Ytzen ud i freelancejournalistikken for 40 år siden. Freelancegruppens første formand begyndte med arbejdsmiljø for fagblade, men landede i politik på den anden side af jorden

FreelanceGruppens første formand Flemming Ytzen

Thomas Arnbo Flemming Ytzen blev valgt som FreelanceGruppens første formand på den stiftende generalforsamling i 1977.

Flemming Ytzen var 25 år i efteråret 1977, da han blev valgt som den første formand for den nystiftede landsdækkende FreelanceGruppe i Dansk Journalistforbund. Det skete, mindre end halvandet år efter Flemming Ytzen var gået ud af Journalisthøjskolen i hjembyen med et, når han selv skal sige det i dag, “rigtig godt” fagspeciale om en arbejdsmiljølov, der netop dét år var blevet vedtaget af Folketinget, og en ny institution, Bedriftssundhedstjenesten, der skulle etableres på virksomheder over hele landet.

“Arbejdsmarkedsstoffet var dengang et godt stofområde. Vi var midt i en brydningstid, og der var mange arbejdskampe. Samtidig var hele miljøspørgsmålet brandvarmt inden for stort set alle områder,” husker Flemming Ytzen i dag, hvor han kan se tilbage på 23 år som fastansat på Politiken og 40 år som Asien-kyndig journalist i Danmark. Men dengang i 1977 var det altså arbejdsmiljøet i Danmark, der var Flemming Ytzens foretrukne stofområde – og så var han vild med at lave radio.

“Jeg havde lavet fagspecialet både som radio og artikler til trykte medier. Jeg satsede siden på at blive fastansat i Danmarks Radio, men først ville jeg bare lige se, hvad jeg kunne få ud af det, jeg havde lært om arbejdsmiljø i forbindelse med specialet.”

Flemming Ytzens nye viden skulle vise sig at være guld værd. Han solgte historier om den nye arbejdsmilølovgivning og bedriftssundshedstjenesten til adskillige fagblade inden for LO-området.

“De købte stort set alle mine idéer. Især på Fagbladet, udgivet af Specialarbejderforbundet (SiD) – der siden er blevet en del af 3F – på Beklædnings- og Tekstilarbejdernes fagblad Stof & Saks og ikke mindst Dansk Grafia, der var medlemsblad for det, der dengang hed Grafisk Kartel.

Jeg versionerede forskelligt og vinklede selvfølgelig i forhold til, hvad der var relevant for de enkelte medier. Det var ikke noget, vi havde lært på Journalisthøjskolen. Men jeg fik blod på tanden efter at have ringet rundt til en håndfuld redaktører for at spørge, om de var interesseret. Da jeg først havde haft min byline i deres blad med noget om arbejdsmiljø, sagde de også ja tak, når jeg ringede med en ny idé. Tredje gang jeg ringede, sagde de sgu også ja. Jeg blev rigtig god til at vinkle og versionere. Jeg brugte ofte det samme stof, det samme kompleks af viden, men vendte lige tromlen nogle gange og fandt nye vinkler.”

Flemming Ytzen FreelanceGruppens første formand

Thomas Arnbo "Der kan altid findes en vinkel til."

Efter de første par år som udlært journalist begyndte Flemming Ytzens far at undre sig over, hvorfor knægten dog ikke fik noget fast arbejde, nu han var så dygtig. Men Flemming Ytzen havde en plan. Han ville ind på DR, som i provinsen opbyggede nye regionale redaktioner i netop de år.

“Jeg havde meget lyst til at lave mere radio. Der var periodisk ansættelsesstop i DR, men samtidig kom der planer for udbygningen af regionalradioerne. Jeg blev efterhånden fast vikar på Nyhedsredaktionen på Østjyllands Radio i Aarhus. Det var ikke altid spændende: ofte noget med at møde meget tidligt og ringe politiets døgnrapporter hjem og sådan noget. Men jeg holdt mit navn varmt på redaktionen og ventede bare på, at de skulle begynde at hyre folk ind. Jeg fik også lavet noget mere interessant radio, hvor man var ude med Nagraen (den tids professionelle båndoptager, red.) og tale med spændende folk. Blandt andet solgte jeg en række reportager fra arbejdspladser om arbejdsmiljø til DR’s magasin Kvart i fem på P1. Til de reportager trak jeg også på den samme viden, kilder og pointer fra mit fagspeciale.”

“De første par år som freelancejournalist gik på den måde forrygende. Jeg tjente ikke fyrsteligt, men boede billigt og havde bare en gammel Citroën, jeg kørte rundt i. Jeg røg ikke, jeg drak ikke og brugte ikke mange penge på tøj. Så jeg var godt tilfreds. Freelancelivet var sjovt de første år. Det er den bedste efteruddannelse, jeg nogensinde har fået, eller snarere givet mig selv.”

Dansk Grafia var et fælles fagblad for de grafiske forbund. Derigennem havde han blandt andre truffet Bodil Rohde, der havde været med i kampen i den grafiske branche og var en ret rutineret freelancer. Bodil Rohde landede sammen med sin daværende samlever Kaj Thygesen en buldrende varm sommerdag 1976 hjemme hos Flemming, der dengang var del af et bofællesskab på en gård ved Hadsten mellem Aarhus og Randers.

“Jeg kan huske, at vi sad i græsset ude ved mig og talte om, at det var lidt af et paradoks, at vi, der skrev om arbejdsmarkedsstof netop for LO’s forbund, arbejdede uden overenskomst. Bodil fortalte, at det eneste, der lignede en overenskomst eller en aftale for freelancejournalister, var en prisliste som BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, havde indgået for sit blad. Den var meget specifik og detaljeret. Vi blev enige om at arbejde for, at LO-bladene skulle indgå en lignende aftale. Så var det, at Bodil foreslog, at det da burde være DJ, der sørgede for at få nogle formelle forhandlinger i gang. Den bemærkning var sådan set begyndelsen på FreelanceGruppen på nationalt niveau.”

“Da vi henvendte os mere formelt til DJ’s forbundsledelse med idéen om at etablere en landsdækkende gruppe for freelancere, oplevede vi en betydelig træghed fra forbundskontoret på Gammel Strand. Min forklaring på fænomenet dengang var, at den daværende DJ-formand, Carl John Nielsen, var organiseret socialdemokrat og derfor i samme redaktørforening som de fagbladsredaktører, der blev vores modpart i de forhandlinger, vi ønskede sat i gang. De syntes ikke, at den sag hastede, men det hjalp, da vi fik daværende DJ-næstformand, Hans Larsen, indover. Så kom tempoet op. Alligevel skulle der gå et års tid, før vi i efteråret 1978 endelig fik underskrevet en aftale med LO-bladene. Den fik virkning fra 1. januar 1979, og jeg mærkede selv et ganske pænt lønløft.”

Så var det, at Bodil foreslog, at det da burde være DJ, der sørgede for at få nogle formelle forhandlinger i gang. Den bemærkning var sådan set begyndelsen på FreelanceGruppen på nationalt niveau.”

F. Ytzen

“Nogle måneder før vi skulle have den anden generalforsamling i FreelanceGruppen i oktober 1978, måtte jeg fortælle medlemmerne, at jeg ikke stillede op til genvalg. Dels var jeg ret sikker på, at jeg meget snart ville få en fast stilling på Østjyllands Radio, jeg var også netop flyttet sammen med kæresten, så der var meget, der talte for, at jeg ikke ville være freelancer særlig meget længere. Herfra skete der så noget mærkeligt: Endelig var det job i DR, jeg havde ventet på så længe, inden for rækkevidde. Mange af mine kolleger var sikre på, at jeg ville være selvskreven til en af de nye stillinger på Østjyllands Radio. Men da de blev slået op, opgav jeg idéen i sidste øjeblik. Det bliver sgu for kedeligt, tænkte jeg.”

“Jeg havde det sådan: Nu har jeg rendt rundt på Aarhus-egnen stort set hele mit liv. Bliver jeg fastansat, så bliver jeg boende i byen, jeg ved ikke hvor længe … de samme gader, veje, de samme mennesker. Samtidig havde jeg oplevelsen af betydelige ledelsesproblemer på Østjyllands Radio, og at der ikke var nogen god stemning. Noget inden i mig sagde stop. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at binde mig. Desuden var timelønnen hos mine faste kunder, fagbladene, jo nærmest fordoblet, efter de havde tiltrådt aftalen.”

I april 1978 tog Flemming Ytzen på studierejse til Kina. Det var dengang vanskeligt at komme ind i det store land. Det kunne stort set kun lade sig gøre i officielle, organiserede grupperejser arrangeret af f.eks. Venskabsforeningen Danmark-Kina. Som journalist var det næsten umuligt. Så Flemming Ytzen blev registreret som skolelærer, da visumansøgningen skulle skrives. Efter den månedlange rejse gennem det hidtil lukkede land havde Flemming Ytzen så fået sig et nyt stofområde.

“Der var virkelig salg i de historier, jeg havde med hjem fra den tur. Så det gav mod til endnu nogle år som freelancer.”

Interessen for Kina og Østasien fik han for alvor dyrket op igen, da han som 32-årig landede sin første fastansættelse på Ritzaus udlandsredaktion i 1984.

I 1991 kaldte freelancetilværelsen igen. Få måneder før sin 40-årsdag rykkede han teltpælene op fra Rødovre og tog med hele familien, der nu omfattede hustru og tre små børn, til Thailands hovedstad Bangkok.

Med denne kulørte millionby som base arbejdede han som freelance udenrigskorrespondent for især Weekendavisen og DR’s P1.

“Så blev erfaringerne fra mine første freelanceår i slut-70’erne meget relevante igen. Årene i Thailand blev samtidig en karriereløfter, hvilket stod klart, da familien og jeg ville hjem til Danmark i 1994. Det blev til en stilling som redaktionssekretær på Politiken, hvor Tøger Seidenfaden som bekendt havde overtaget styrepinden i oktober 1993. Tøger havde jeg lært at kende, da jeg skrev til hans Weekendavisen fra Bangkok i årene 1991-1994. Min karrierekabale gik dermed op på den smukkeste måde.”

“Freelancearbejde er talentudvikling,” konkluderer Flemming Ytzen i dag, hvor han er blevet 65 år og er på vej ud i en ny tilværelse som rejseleder på destinationer i Østasien. Flemming Ytzen fortsætter en rum tid endnu som klummeskribent på deltid på Politiken.

Flemming Ytzen

Thomas Arnbo Flemming Ytzen er stadig aktiv klummeskribent og rejseleder

FreelanceGruppens 40 års jubilæum

Bo Sørensen Endnu en artikel i anledning af FreelanceGruppens 40 års jubilæum

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.