Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Freelanceaftale et hovedkrav i overenskomstforhandlinger på TV 2 Regionerne

Nu er overenskomstforhandlingerne på TV 2 Regionerne gået i gang, og en freelanceaftale er blandt hovedkravene

Aftale

Jens Panduro

En freelanceaftale var blandt hovedkravene, da overenskomstforhandlingerne på TV 2 Regionerne åbnede onsdag den 18. december i DJ’s lokaler i Aarhus. Fra forbundets side er det forhandlingskonsulenterne Henrik Bruun og Roshan Beier, der sammen med tillidsrepræsentanterne Charlotte Sølvsten (TV Syd), Morten Tiirikainen (TV 2 Øst), Morten Raarup (TV 2 Kosmopol) og Tommy Hald (TV 2 Nord) samt Nina Trige Andersen fra FreelanceGruppens bestyrelse, varetager forhandlingerne.

TV 2 Regionerne har siden 2005 haft en såkaldt Freelanceerklæring, hvor der indgår elementer om beregningsgrundlag for timeløn, rammerne om ret til løn under sygdom, opsigelsesvarsler mm.

Der var i år enighed mellem FreelanceGruppens bestyrelse, samtlige tillidsrepræsentanter på de otte forskellige TV 2 regioner og DJ’s hovedbestyrelse om, at det i år er et hovedkrav at få indgået en egentlig freelanceaftale som en del af overenskomsten. I den forbindelse er det også et ønske at få forbedret elementer, der allerede indgår i den nuværende freelanceerklæring, samt få tilføjet yderligere rettigheder.

Blandt de andre hovedkrav fra DJ’s side er markante lønstigninger, der kan kompensere for den udhuling af reallønnen, som den store inflation har skabt siden sidste overenskomstforhandling, bedre balance mellem arbejde og privatliv og bedre vilkår for FTP-elever.

Fra arbejdsgiversiden er der ønske om øget tilstedeværelse samt øget fleksibilitet.

Konkrete ændringer

Når parterne mødes næste gang den 9. januar 2025, skal vi diskutere om og hvordan arbejdsgiversidens ønske om øget fleksibilitet og DJ’s ønske om forbedret balance mellem arbejde og privatliv kan udmøntes i konkrete ændringer af overenskomsten. Senere vil der blive afsat en forhandlingsdag til at diskutere DJ’s forslag til en freelanceaftale som en del af overenskomsten.

FreelanceGruppen har i samarbejde med tillidsrepræsentanterne på de otte TV 2 regioner gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt timelønnede freelancere/fastlancere og tidsbegrænset ansatte. Resultaterne fra undersøgelsen er ved at blive analyseret og kommer til at indgå som grundlag for DJ’s forslag til en freelanceaftale på TV 2 Regionerne.

Hvis du er freelancer, fastlancer eller tidsbegrænset ansat ved en af TV 2 Regionerne, og vil sikre dig, at du bliver holdt orienteret om resultaterne af denne undersøgelse, så skriv til nta@freelancegruppen.dk

Kommentarer