Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Fra flexwerker-magasinet: Med i klubben

Der er de senere år dannet klubber for freelancere og andre ikke-fastansatte på de store dagblade, magasiner og radio- og tv-stationer i Danmark. I denne artikel tidligere bragt i Flexwerkernes magasin om prekarisering fortæller de fagligt aktive freelancere om erfaringerne med kollektiv organisering af dem, der dagligt får at vide, at de står alene

Som freelancere, vikarer, projektansatte mm. arbejder vi ofte som små satellitter, der ikke ved, hvilke vilkår de andre arbejder på. Vi får ofte at vide, at hvis vi ikke selv tager opgaven, står der horder af andre i kø. Det er bare med at springe til, også selvom betalingen virker urimelig eller opgaven måske slet ikke betales. De fleste tror måske, at kollektiv (for)handling er noget, der kun er fastansatte forundt, men sådan behøver det ikke at være.

Ræk ud efter hinanden

Bare fordi den aftalebestemte arbejdsmarkedsmodel ikke er fulgt med udviklingen – hvor færre er fastansatte og flere bliver små selvstændige, freelancere eller såkaldt atypisk ansatte – behøver vi ikke være overladt til os selv. Vi, der på forskellig vis og i forskellige brancher arbejder uden fastansættelse, kan også danne kollektiver og handle i fællesskab for bedre fælles rammer.

For mere end hundrede år siden begyndte arbejdere på fabrikker og andre arbejdspladser at indse, at deres stærkeste våben var at danne sammenslutninger. At kræve noget sammen, i stedet for at lade sig nøje hver for sig. Vi behøver dog ikke en fabrik – et fysisk sted – for at danne sammenslutninger. Det eneste, vi behøver, er at finde ud af, hvem de andre er, og række ud til hinanden.

I mediebranchen kalder vi denne organiseringsform for klubber, og ideen er enkel: Når vi taler sammen, får vi et bedre udgangspunkt at forhandle vores vilkår fra – og måske endda et grundlag for at forhandle vores vilkår i fællesskab. 

Nye organiseringsformer

De fleste dagblade, magasiner, radio- og tv-stationer bruger store mængder indhold, der er produceret uden for huset. Af underleverandører lige fra bureauer og produktionsselskaber til enkeltstående freelancere og selvstændige – ligesom bureauer og produktionsselskaber ofte også benytter enkeltstående freelancere og selvstændige.

Folk hyres desuden ind på timebetaling, i midlertidige projektstillinger og tidsbegrænsede ansættelser. Freelancearbejde er ikke i sig selv nyt inden for medier og kommunikation, men det er en tendens, der spreder sig, og den spreder sig i stort set alle brancher. Det stiller krav til vores måder at organisere os på – for fagbevægelsen og den enkelte.

Hvad er en freelanceklub?

En freelanceklub er en sammenslutning af folk, der freelancer for samme medie(hus), hvad enten det er som stykbetalte, fastlancere, korrespondenter på freelancevilkår, projektansatte, vikarer eller andre såkaldt atypisk ansatte.

Infrastrukturen for en freelanceklub kan bestå af en mailingliste, en facebookgruppe, fysiske møder eller en kombination.

Den kan være et løst netværk, en sammentømret gruppe eller noget derimellem.

Skriv til mediklubben@freelancegruppen.dk, hvis du vil vide, om der er en freelanceklub på det medie, du leverer til – eller vil have hjælp til at starte en.

Hvad nytter det?

Som freelancere og andre ikke-fastansatte har vi gavn af at udveksle viden og erfaringer. Uanset hvad vi ellers laver, deler vi vilkår på det pågældende medie(hus). Vi kan forhandle individuelt om de enkelte opgaver, men i fællesskab kan vi ”hæve bunden” hvad angår arbejdsvilkår og betaling.

Det kan både foregå formelt, fx. i forbindelse med overenskomstforhandlinger, eller det kan være mere uformelt: Ved at tale sammen kan vi fx undgå, at redaktører og andre opdragsgivere spiller os ud mod hinanden eller binder os noget på ærmet. En enkelt samtale med en kollega kan fx afsløre, at det ikke passer, når redaktøren påstår, at der er ”faste takster”, eller at ”ingen andre får mere for den type opgave”.

Erfaringerne fra eksisterende freelanceklubber viser, at udveksling af oplysninger fører til en bedre forhandlingsposition for alle. Ofte kan vi også i samarbejde med de fastansattes tillidsrepræsentant opnå bedre rammer at forhandle inden for, og vi kan få indsigt i de strukturelle forhold på den virksomhed, vi leverer til.

På Information lykkedes det freelanceklubben i 2012 – i samarbejde med de fastansatte – at hæve de overenskomstregulerede minimumstakster for freelanceindhold med op mod 30 procent. Siden er minimumstaksterne forhandlet op løbende, og de enkelte freelancere har fået bedre redskaber til at forhandle de enkelte opgaver. Dertil kommer en række kollektive rettigheder, bl.a. barsel for freelancere med en vis indtægt ved avisen.

På Politiken, hvor de ikke har overenskomstfastsatte minimumstakster, har mange medlemmer af klubben alligevel fået forhandlet deres honorarer op, fordi de ved at organisere sig fandt ud af, at nogle freelancekolleger fik mere, end de selv gjorde. Gratisarbejde er stort set udryddet.

Begge steder er fastansatte begyndt at indse, at freelancere og andre ikke-fastansattes vilkår også angår dem. Jo billigere det er at hyre løs arbejdskraft udefra, desto mindre mening giver det for virksomhederne at beholde de fastansatte eller give dem bedre vilkår.

På tværs af sektorer

En grundlæggende idé med freelanceklubberne er, at vi organiserer os på baggrund af de vilkår, vi har hos den pågældende arbejdskøber. Ikke på baggrund af uddannelse eller fagforeningsmedlemsskab, og ikke engang nødvendigvis på baggrund af vores primære profession – hvis vi overhovedet har en.

Mange af os, der arbejder inden for medier og kommunikation, arbejder nemlig også i andre brancher. Nogle underviser på universiteter, nogle gør rent, står i bar, dj’er, passer børn, kører taxa, skaber kunst, skriver bøger, pakker bøger, holder foredrag. Vi har kun to ting til fælles: Vi leverer arbejdskraft til samme køber, og vi laver (næsten alle) alt muligt andet også.

Denne sammenstykning af indkomst på tværs af sektorer tager den traditionelle fagforeningsstruktur ikke højde for. I langt de fleste fagforeninger kan man ikke engang få nedsat kontingent med den begrundelse, at man også er medlem i en anden fagforening. De fleste har kun økonomisk mulighed for at være organiseret ét sted og er derfor ikke sikret rådgivning og fællesskab i alle de sammenhænge, de arbejder i. Nogle vælger endda slet ikke at organisere sig, fordi det er for uigennemskueligt, hvilken fagforening der reelt kan hjælpe dem.

Klubstrukturen kan tilpasses de fleste sammenhænge, hvor en større gruppe leverer arbejdskraft uden fastansættelse. Det kræver blot, at man lægger lidt benarbejde i at finde ud af, hvem de andre ’løse’ folk er. At man tager kontakt til dem og begynder at tale sammen. At man opfatter hinanden som allierede i stedet for konkurrenter. At man begynder at formulere fælles interesser. Og ofte kræver det, at man indgår i – og er med til at skabe – klubstrukturer mere end ét sted.

Det vigtigste er ikke, hvem der køber din arbejdskraft. Det vigtigste er, hvordan du forholder dig til de andre, der sælger til den samme køber.

Don’t go crazy, go organize.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.