Fra arkivet: Sådan opstod de vejledende vilkår

Det var i fattigfirserne, at FreelanceGruppens bestyrelse begyndte at nærstudere medlemmernes indkomster. Modsat mange andre arbejdere i den periode, gik det faktisk rigtig godt for freelancejournalister – sådan overordnet set. Gennemsnitslønnen steg støt, år for år. Men ikke for alle.

På en af landets største mediearbejdspladser, DR, foregik en bitter strid om løn- og arbejdsvilkår mellem ikke blot freelancere og ledelse, men også mellem freelancere og fastansatte. Den vender vi tilbage til. 

Også på dagbladsområdet blev freelancere allerede i 1980erne brugt som billig arbejdskraft, og den daværende bestyrelse for FreelanceGruppen i DJ begyndte at notere sig, at efterspørgslen på freelancearbejde var stigende – men at det samme ikke gjaldt honorarerne.  

Det var primært magasin- og fagbladsområdet – og den nytilkomne ”informationsjournalistik” – der holdt gennemsnitslønnen oppe.

”I løbet af de sidste par år er dagbladenes brug af freelancerne – især pressefotografer og journalister – blevet intensiveret, og der er ingen tvivl om, at der ligger en bevidst strategi bag,” skrev FreelanceGruppens bestyrelse til medlemmerne i et nyhedsbrev i juni 1983.  

2.000 kr. for freelance-artikel

Bestyrelsen citerede chefredaktør Erik Randel fra Jydske Stifttidende for at have sagt, at en fastansat kostede 6.000 kroner pr. artikel, mens en freelanceartikel kunne erhverves for den nette sum af 2.000 kr. 

Her vil en nutidig freelancejournalist på dagbladsområdet måske studse. 2.000 kr. pr artikel – i 1983! Det svarer til knap 4.800 kr. i nutidskroner. Det er der stadig mange, der ikke kan forhandle igennem med dagbladsredaktører i dag. På Information f.eks. er der kun ét format, der kommer op i nærheden af det, hvis man kigger på minimumstaksterne fra 1. juli 2018: En såkaldt coverartikel, der starter på forsiden og fortsætter over 2-3 opslag i weekendtillægget. På Politiken står det bedre til, når vi kigger på den interne undersøgelse, som FreelanceGruppen lavede for et par år siden.

Men tilbage til 1983, hvor FreelanceGruppens bestyrelse fulgte konstateringen af tingenes tilstand op med en direkte opfordring:  

”Hverken freelancerne eller de fastansatte kan være interesserede i, at freelancerne bruges som billig arbejdskraft, og at de – på meget kort sigt – bliver brugt til at undergrave de fastansattes løn- og arbejdsforhold. Derfor opfordrer FreelanceGruppen freelancerne til at afvise underbetalt arbejde på dagbladene og til som minimum at stille et lønkrav på 250 kr. i timen. (...)” 

Det svarer i nutidskroner til knap 600 kr. i timen. 

Dette blev – sammen med en faglig kamp for bedre vilkår på DR for freelancere og Tidsbegrænset Ansatte (TBA’ere) – til starten på det, vi i dag kender som DJ’s vejledende vilkår for freelancejournalistik.

En gruppe småfrustrerede freelancere 

I 1983 havde freelancerne allerede én vigtig overenskomst: SAFT-aftalen. Den findes stadig, og hedder i dag Medieaftalerne, og omfatter adskillige fagblade. LÆS vores historiske artikel om den HER, og se den aktuelle TAKST HER.

”En dag i 1973/74 gik en gruppe småfrustrerede freelancere fra et [redaktionsmøde] på fagbladet Børn og Unge og over på Hjørnet, hvor vi fik en epokegørende idé: Nu vil vi have penge for alt det arbejde, vi laver! Ikke kun for trykte anslag!” skrev Ellen Gaarmann, der var formand for freelancerne i Kreds 1 1972-1977, i FreelanceGruppens jubilæumspublikation fra 1997, om starten på kampen for SAFT-aftalen.  

Den blev underskrevet af DJ og en række fagblade i 1978-1979, og på det tidspunkt lå prisen for 1.000 anslag 145 kr. 

Da FreelanceGruppen i midten af 1980erne begyndte at sysle med tanker om generelle anbefalinger til minimumstimelønninger for freelancere, havde de tre pejlemærker at læne sig op ad: SAFT-aftalen (hvor anslagsbetalingen i 1986 blev suppleret af timebetaling), lønstatistikker – som FreelanceGruppen selv var begyndt at indsamle i 1983-1984, mens DJ først startede i 1989 – og lønningerne på DR.  

Bund i freelancetaksterne

I 1986 godkendte DJ’s Hovedbestyrelse de ”Minimumsvilkår for freelancejournalistik”, som FreelanceGruppen havde udviklet. 

På det tidspunkt var den gennemsnitlige årlige bruttoindtægt for freelancere ifølge FreelanceGruppens statistik 223.300 kr. – altså på den gode side af en halv million i nutidskroner. Men, som fagbladet Journalisten skrev i april 1986:  

”Det betyder ikke, at freelancerne omsider er kommet på lønniveau med resten af forbundet.”  

Fra en freelancers bruttoindtægt skal som bekendt fratrækkes en hel del udgifter, som fastansatte ikke har.  ”Og dermed er freelancerne fortsat en lavtlønsgruppe,” skrev Journalisten. 

Måneden efter kunne fagbladet så under overskriften ”Nu skal der bund i freelancetaksterne” berette, at der var udkommet en pjece med officielle Minimumsvilkår for freelancejournalistik, ensidigt fastsat af FreelanceGruppen og DJ, for arbejde til de medier, der ikke var omfattet af andre aftaler.  

Timeprisen var sat til 230 kroner – svarende til SAFT-aftalen – og 300 kr. for særligt researchkrævende opgaver samt AV-produktioner.  

DR-konflikten 

Ifølge daværende formand for FreelanceGruppen, Peter Riis, var beslutningen om at udarbejde Minimumstaksterne også forbundet til DR-konflikten.  

Her var de fastansattes klub, ifølge Peter Riis, uvillige til at stå solidariske med freelancerne. I Peter Riis’ udlægning var situationen – skåret skarpt op – at freelancerne og TBA’erne på DR mente, at de skulle være så dyre, at de ikke underbød de fastansatte – både for freelancernes og de fastansattes skyld – mens de fastansatte var bange for, at hvis freelancerne fik mere, ville de få mindre. Nogle fastansatte håbede ifølge Riis også, at hvis freelancerne blev ved at være så underbetalte, at de ikke kunne leve af det, så ville de forsvinde af sig selv.

Når der skulle forhandles overenskomst på DR, skete det altid sådan, at de fastansatte forhandlede en aftale igennem om en pose penge, og så kunne freelancerne bagefter komme ind og forhandle om den pulje, der var sat af til dem, men som på forhånd var defineret af de fastansattes aftale, som freelancerne ikke havde været med til at forhandle. Sådan er det stadig i dag på langt de fleste arbejdspladser, hvis freelancere overhovedet er tænkt ind i overenskomstforhandlingerne.  

At lave om på den ordning, viste sig ifølge Peter Riis at være så konfliktfyldt, at freelancerne lagde en anden strategi. De gik til forhandlingsbordet og sagde: Vi vil stadig have hævet betalingen, så den ligner de fastansattes, så må der indkøbes mindre freelancearbejdskraft, hvis der kun er den pulje.  

Det gik arbejdsgiverne med til. Resultatet var ikke overraskende, at redaktørerne ude lokalt i afdelingerne stadig havde brug for samme mængde arbejdskraft. Derfor endte de med at sprænge budgetterne og måtte gå til ledelsen og bede om flere penge.  

I FreelanceGruppens jubilæumspublikation fra 1997 skrev Peter Riis: 

”På Danmarks Radio fik vi udskiftet års hetz og proletarisering af freelancerne med en gryende erkendelse af, at jo dyrere freelancerne er, jo bedre er de faste job beskyttede (hvilket dengang som nu var det altoverskyggende succeskriterium for den faglige politik i DR). Det betød timelønsstigninger på op til 33% ved en enkelt overenskomstfornyelse.”   

Parallelt med kampene på de enkelte arbejdspladser, fik minimumsvilkårene sit eget liv, og allerede i 1987 var den anbefalede timetakst (335 kr.) højere end i SAFT-aftalen (262 kr.). Den stigning hang bland andet sammen med, at SAFT-aftalen var ”den laveste takst, DJ har indgået aftale om – uden for Danmarks Radio,” som Journalisten havde formuleret det i maj 1986.  

Mens FreelanceGruppens bestyrelse i sine beretninger de efterfølgende år selv lagde vægt på Minimumsvilkårenes betydning for de støt stigende gennemsnitsindkomster, var ikke alle medlemmer lige begejstrede.  

Kort efter udsendelsen af pjecen skrev en freelancer i et læserbrev til Journalisten, september 1986: 

”Jeg har lige fået et sympatisk brev og en lille gul folder fra FreelanceGruppen. Begge dele handler om minimumsvilkår for freelancejournalistik. De vilkår har jeg ikke tænkt mig at overholde. Selvom jeg synes, at taksterne er rimelige,” skrev Jørgen Harboe, der ernærede sig ved at skrive freelance om udviklingslande.  

Hvorfor ville Harboe så ikke overholde minimumstaksterne? Fordi de overlod det til den enkelte at risikere at miste sin indtægt, hvis man stod fast på minimumstaksterne over for kunder, der var vant til at kunne få stoffet billigere, argumenterede han og tilføjede: 

”Jeg tror på aftaler a la SAFT-aftalen. Jeg tror ikke på minimumsvilkår ud i det blå.” 

I det følgende nummer af Journalisten svarede FLG-formanden Peter Riis: 

”Dine arbejdsgivere er ikke vant til at betale så meget, skriver du. Nej, det er der mange arbejdsgivere, der ikke er. I FreelanceGruppen betragter vi dig ikke som en dårlig kollega, fordi du arbejder for nogle af disse arbejdsgivere. Men vi går ud fra, at du gerne vil være med til at vænne dine arbejdsgivere til at betale et rimeligt honorar. Og det vil vi gerne hjælpe dig med. Derfor har vi lavet Minimumsvilkårene.” 

Konkurrencerådet opdager minimumsvilkårene 

FreelanceGruppens minimumsvilkår levede det følgende årti en stilfærdig tilværelse, hvor taksterne årligt blev justeret. I FreelanceGruppens nuværende arkiv findes ingen opgørelser over, hvor mange medlemmer, der brugte minimumsvilkårene, eller hvilken effekt, de havde. 

Men i 1997 skete der noget. Konkurrencerådet var nemlig blevet opmærksom på DJ og FreelanceGruppens ’Vejledende vilkår for freelancejournalistik’, som de i mellemtiden var kommet til at hedde.  

I løbet af året blev de vejledende vilkår kendt i strid med konkurrenceloven. Præmissen for vurderingen var, at freelancere må anses som selvstændige erhvervsdrivende og at ’Vejledende vilkår for freelancejournalistik’ derfor var i strid med reglerne for et frit marked.  

DJ sendte dog sagen videre til Konkurrenceankenævnet, der i april 1999 afgjorde, at KonkurrenceRådets kendelse ikke havde hjemmel i loven. Præmisserne for den nye vurdering var, at: 

- freelancere udfører arbejde for medievirksomheder af samme karakter som fastansatte, men på løsarbejdervilkår. 

- journalistisk løsarbejde hos adskillige virksomheder er dækket af særlige freelanceoverenskomster med DJ. 

- ’Vejledende vilkår...’ er en individuel rettesnor for freelancere hos virksomheder uden kollektiv aftale. 

- vejledningen sigter mod løsarbejdsopdrag i ansættelsesforhold. 

Konkurrenceankenævnets afgørelse havde – og har stadig – stor principiel betydning, også for freelancere uden for DJ: Den fastslog et fagforbunds (her DJ’s) ret til at vejlede sine medlemmer i løn- og arbejdsforhold, også selvom der ikke er kollektive overenskomster på det givne område. Krav om forhandlinger om overenskomst for freelancere kan dermed ikke pr automatik afvises. 

Ikke mindst betød afgørelsen, at »DJ kan varsle kollektive kampskridt for freelancerne og i det hele taget gøre sædvanlig brug af den kollektive arbejdsret«, som forbundets mangeårige sekretariatschef og jurist, siden direktør i DJ, Anne Louise Schelin, konstaterede i FreelanceGruppens nyhedsbrev Frie Nyheder nr. 5, maj 1999.  

Journalister og VVS’ere 

Dermed kunne DJ roligt fortsætte med at bruge og udvikle de vejledende vilkår. I mellemtiden er det imidlertid blevet præciseret, at de er henvendt til freelancere med lønmodtagerstatus. Men det forhindrer ikke selvstændige i at skele til dem – og til beregningerne bag dem – når de sætter deres pris.  

De aktuelle vejledende vilkår er, som DJ skriver på hjemmesiden, fastsat med udgangspunkt i gennemsnitslønnen for journalister i DJ. De fastansattes timeløn er så omregnet til freelance-timeløn ved at regne den reelle omkostning ved en fastansættelse ud – det vil sige inklusive alle de dage, fastansatte ikke er på jobbet (ferie, sygedage, barns sygedage mm.) og tillægge en række af de udgifter, en lønmodtager-freelancer selv må afholde. 

Konkrete arbejdsgivere og især Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) truer jævnligt DJ med, at de bryder konkurrencelovgivningen ved at vejlede medlemmer med status som selvstændige i prissætning. Der har imidlertid ikke været nogen afgørelse, som omgør Konkurrenceankenævnets 20 år gamle vurdering.

I 2016 sagde daværende souschef hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jacob Borum, til fagbladet Journalisten:    

»Man går ind og ser på, hvad der karakteriserer et arbejdsgiverforhold i den pågældende branche, og hvad der karakteriserer freelance. Derefter ser man på, om de egentligt er selvstændige eller om det ligner et almindeligt arbejdsgiverforhold så meget, at det kan omfattes af §3«.  

I den paragraf står der nemlig, at konkurrencelovens begrænsninger ikke omfatter løn- og arbejdsforhold.  

I en helt anden branche, nemlig VVS-branchen, har der siden 1924 været såkaldte værnebestemmelser i overenskomsten. De sikrer, at VVS'erne kan forlange et stykke arbejde opmålt og aflønnet i forhold til gældende prislister. Bestemmelserne sikrer, at mestre ikke kan undergrave overenskomsten.  

Senest i 2017 strejkede VVS’erne, som er organiseret i Blik & Rør for at bevare de værnebestemmelser, som arbejdsgiverforeningen Tekniq gerne ville af med. Konflikten endte i Forligsinstitutionen – der gav VVS’erne medhold i deres ret til at beholde værnebestemmelserne, og forhøje taksterne i prislisterne i forhold til pris- og lønudviklingen. 

DJ er dermed langt fra alene, når de står fast på, at man ikke kan behandle enkeltmandsforetagender på lige fod med multinationale virksomheder – og alle, der arbejder freelance kan, uanset status, trygt fortsætte med at have de vejledende vilkår i baghovedet, når de forhandler deres pris.