Gå til hovedindhold
Bliv medlem

EU-journalistik er lig med spændende opgaver og stabil indtjening

Beslutninger truffet i EU har altid konsekvenser for millioner af mennesker, også danskere. En betydelig del af dansk lovgivning refererer til beslutninger truffet i EU. Der giver altså god grund at finde frem til relevante EU-historier. Og det er hverken svært eller dyrt for freelancejournalister at komme i gang.

FreelanceGruppen i Bruxelles

Marianne Bækbøl Danske EU-folk byder gerne på en dedikeret indføring i EUs historie


Det hele har betydning for mennesker, og dem vil vi gerne læse om
Der kan skrives om EU-journalistik på flere måder. Dagsordnerne i Kommissionen og EU-Parlamentet kan give et hint om spændende drøftelser og vigtige vedtagelser, der er værd at researche yderligere på. Man kan også skrive EU-journalistik set der fra, hvor man møder følgevirkningerne af de beslutninger, der er blevet truffet i EU. Ude blandt levende mennesker. Dem, der er gode historier i, som vi er mange, der gerne vil læse.

Flygtningekrisen – et kæmpe emne og langt fra det eneste
Et EU-emne, der har kastet talrige journalistiske historier af sig i de seneste par år, er flygtningekrisen. Det var måske ikke EU, der skabte strømmen af flygtninge, men EU's beslutninger fik store konsekvenser for hvilke problemer, de stødte ind i under flugten.
Lise Møller Schilder er freelancejournalist og skriver mest om EU ’ude fra og ind’.
”Jeg interesserer mig for at skrive om politiske beslutningers indflydelse på mennesker liv. Da EU for alvor lukkede de ydre grænser, og der var flygtningekaos i det meste af Europa, fik jeg afsat mange artikler, fordi jeg interesserede mig for at skrive om flygtningene og konsekvenserne af EU’s politik om at lukke de ydre grænser. Og der er hele tiden nye historier at skrive, fordi EU fylder så meget.”

Den store ekspertise er unødvendig
På trods af, at der ligger mange gode historier gemt i EU-systemet, er der alligevel kun få danske freelancere, der beskæftiger sig med EU-journalistik. For nogle handler det om, at Bruxelles og Strasbourg mentalt ligger langt væk fra Danmark, for andre, at de tror, at deres viden om EU er for ringe til at gå i gang med stofområdet.
”Det er ærgerligt, for man behøver ikke at være EU-specialist i forvejen. Det er det samme som at være journalist på alle mulige andre områder, der har med politiske beslutninger at gøre,” siger Lise Møller Schilder videre.

Der er masser af hjælp at hente
”Det er synd, at der er ikke er flere, der skriver om og fra EU, for der er masser af hjælp at hente”, siger Danmarks presseattache i EU-parlamentet, Jacob Lolck.
Han oplyser yderligere, at EU-parlamentet stiller forskellige medieværktøjer til rådighed for journalister. Blandt andet kan de gratis få tv- og radiofaciliteter stillet til rådighed, hvis de ønsker at interviewe parlamentspolitikere i forbindelse med et indslag, og der er flere andre muligheder for mediestøtte.

Her kan du downloade folderen ’Media services for journalists’, der gennemgår de forskellige tjenester, som EU stiller til rådighed for journalister.

Du kan få betalt din flyrejse til Bruxelles og få tilskud til overnatning
Hvis du har et gyldigt pressekort, har EU-parlamentet midler som er målrettet journalister, der ønsker at komme på studietur til Strasbourg eller Bruxelles. Dækning af rejse og tilskud til ophold gælder i forbindelse med plenarsamlinger (i Strasbourg eller Bruxelles) og udvalgsmøder (i Bruxelles). Det betyder, at du kan få betalt din transport og få yderligere tilskud til overnatning, hvis du vil ned og overvære møder eller træffe politikere og andre aktører, der er til stede under samlinger og udvalgsmøder. 
Læs mere om, hvordan du søger her

Bliv klædt på til EU-journalistikken
DJ og EU-kommissionen står sammen om udgivelsen af Håndbog i EU for journalister, der er skrevet at Andreas Markmann Andreassen. Selvom den seneste udgave er fra 2014, er håndbogen en guldgrube for dig, der har lyst til at lave noget om EU. Hvis du som freelancer gerne vil grave oversete historier frem og opdyrke nye kunder, kan håndbogen være dig til stor hjælp.
Her kan du downloade Håndbog i EU for journalister

Trænger du til nye indtjeningsmuligheder og spændende arbejdsopgaver, er der altså mange muligheder for uden yderligere tøven at gå i kødet på EU-journalistikken.

Her finder du EU-nyheder
EU Newsroom, er EU's officielle nyhedskanal.

De nedenstående sites er hotte, hvis du vil holde dig opdateret på sidste nyt fra EU-fronten.

http://www.politico.eu/

http://www.euractiv.com/

https://euobserver.com/

Du kan også gå ind på dette link hos Europe4journalists, hvor du finder en liste over andre fora og tænketanke, der kan være gode kilder til mere viden om aktuelle EU-affærer.

 

 

 

Kommentarer