Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Essay: Det startede med et skattesmæk

I efteråret 2020 fik jeg diskusprolaps – igen. Jeg har ikke valgt at være disponeret for det lort, men jeg kan vælge at passe bedre på mig selv. Her er beretningen om nogle af de mange dumheder, man kan begå som selvstændig, og som kan koste på helbredet

Nina Trige Andersen og kat

Privatfoto

Som så mange andre selvstændige i dette herrens coronaår måtte jeg vente lidt ekstra på årsrapporten 2019 fra min revisor. Hun lå vandret hele foråret og sommeren for at hjælpe sine kunder med at søge hjælpepakker og var ved at få et føl på tværs over statens mange benspænd. Jeg havde ikke haft brug for at søge kompensation og skuttede mig i mit lille læ, mens coronastormen blæste mange af mine kolleger omkuld.

Jeg hører til drømmersegmentet, der stik imod alle erfaringer hvert år håber at få lidt skat retur, og gik allerede og hyggede mig med ideer til, hvad jeg skulle bruge de ekstra penge til. Så landede mailen fra min revisor i august, da jeg var kommet tilbage fra ferie.

”Jeg håber, du har nogle seriøse kroner stående på kontoen,” skrev hun. Pis. Det havde jeg, men de var skrevet på til festligere ting. Nå, tænkte jeg – og betalte hele dynen med det samme – lad mig lige regne på, hvor meget jeg skal øge min omsætning for at få de seriøse kroner tilbage på opsparingen. Aha, hvis jeg arbejder dobbelt i to måneder, så kan jeg faktisk få det hele tilbage i balance, lød mit ræsonnement.

Samtidig sparkede jeg mig selv i røven over at have sat min forskudsopgørelse for lavt i starten af året, hvor jeg endte med at tjene solidt, og dermed sidde med en forskudsskat i andet halvår, der føltes som røveri ved højlys dag. Min revisor trøstede mig med, at det er vanskeligt for de fleste soloselvstændige, og sendte mig et længere politisk manifest om, hvorfor skattesystemet burde grundlæggende reformeres. Det hjalp lidt. Men jo ikke på kontoen.

Noget gnaver

Så gik jeg ellers i gang med at løse opgaver til højre og venstre. Der blev fyret den ene faktura af efter den anden og høvlet af på underskuddet. Et eller andet sted oppe i min rationelle hjerne var der en stemme, der sagde: Men skal du ikke også betale mere skat i år, hvis din omsætning ender med at blive markant højere? Passer dit regnestykke overhovedet? Kan det betale sig at arbejde som en sindssyg?

Inden længe fik stemmen selskab af min iskiasnerve, der begyndte at gnave. Det var halvandet år siden, jeg havde haft diskusprolaps, så jeg kendte godt signalet. Det var et år siden, jeg var stoppet helt med smertestillende, og et halvt år siden, at jeg lige så stille begyndte at glemme at lave de øvelser, min terapeut havde sagt, at jeg skulle lave dagligt i mindst to år.

Jeg begyndte at lave mine øvelser igen, en gang om dagen. Men først om eftermiddagen, efter at have siddet alt for længe ved computeren og stædigt ignoreret alle min krops protester. Hvis jeg lavede øvelserne ved 4-5-tiden, kunne jeg lige klare et par timers arbejde mere i løbet af aftenen. Det gik godt med at tjene penge. Og tiltagende dårligt med mit mentale og fysiske helbred. Men jeg har mange års træning i at køre over for rødt.

Alligevel må jeg denne gang have lyttet en lille smule mere til advarselslamperne, end jeg plejer. For der var én ting, jeg gjorde anderledes. Jeg sagde nej til noget. En projektleder i en stor international organisation, som jeg har løst en forskningsopgave for, ville have mig til at omarbejde et 60 sider langt arbejdsnotat til en godt 10 sider lang artikel, der kunne udgives. Desværre havde hun opbrugt sit budget, som hun formulerede det.

Mit første svar var, at jeg ville kigge på det – jeg havde travlt og kunne ikke umiddelbart gennemskue, hvad opgaven ville kræve. Da det gik op for mig, at der realistisk lå to ugers arbejde i det, skrev jeg en høflig mail, hvor jeg forklarede, at det, hun havde bedt mig om, reelt var at leve for en halv indtægt i en måned. Det er jo for en selvstændig den praktiske konsekvens af at bruge to arbejdsuger på en ubetalt opgave.

Projektlederen svarede tilbage, at min beslutning var forståelig, om end ”uheldig”. Seriøst. Det svar blev jeg sgu sur over. Det, det er ”uheldigt”, er, at det ikke er første gang en person, som tjener en rigtig pæn fast løn måned efter måned – uanset hvad fanden hun laver i sin arbejdstid – beder mig om at arbejde gratis.

Det gode var, at jeg havde sagt nej. Det dårlige var, at hele sagen – både at overveje faktisk at løse opgaven, og at sige nej, vel vidende at personen i den anden ende formentlig ville blive fornærmet – havde stresset mig. Og stress, det parkerer jeg i ryggen.

Jeg vil hjem

I midten af september skulle jeg ud på en lang flyrejse – min kæreste og jeg havde siddet fast i Mexico siden lockdown. Først blev vores fly til Danmark aflyst i foråret, og da der endelig blev flyvninger igen, kunne vi ikke komme til at genbooke billetterne, fordi den danske stat var meget længe om at føje ’kæreste med en dansk statsborger’ til listen over anerkendelsesværdige grunde til at komme ind i det forjættede land.

Da vi nærmede os den længe ventede afrejse, havde jeg så ondt, at min kæreste luftede ideen om at udskyde. Det ville jeg ikke høre tale om. Man kommer til at savne familie og venner intenst, når man ikke ved, hvornår man får dem at se igen. Så jeg ville hjem til Danmark. Nu.

Rejsen tog omkring tyve timer fra start til slut. Det var temmelig fredsommeligt, der var nærmest mennesketomt i lufthavnene og tæt på det samme i flyet. Vi kunne begge ligge ned på tre sæder i løbet af den lange flyvetur, men særlig behageligt var det jo alligevel ikke. Jeg tog noget smertestillende, men det var for længst holdt op med at virke, da vi landede. De piller, jeg havde med mig, var en slags depotmedicin, og jeg havde brug for akut smertelindring. Det var lørdag aften, og mandag morgen, hvor lægen åbnede, forekom at befinde sig i et andet tidsunivers, som jeg ikke havde adgang til.

Gør det her ondt?

Den følgende uge står noget tåget. Min praktiserende læge synes, at jeg bare skulle tage Ipren og Panodil tre gange i døgnet, det var virkelig den bedste cocktail til det, jeg nu var temmelig sikker på måtte være en ny diskusprolaps. Pillerne lindrede i en halv til en hel time, og så var der syv timer til næste dosis.

Tre gange i løbet af den uge ringede jeg til vagtlægen, som først ordinerede noget muskelafslappende, der havde præcis ingen effekt, og siden noget tramadol, som virkede lidt bedre. Jeg tog også til kiropraktor, men han kunne ikke komme til at behandle, da jeg havde for ondt, så jeg blev sendt hjem med øvelser.

Øvelserne hjalp lidt, kiropraktorens senere behandlinger hjalp ikke, nærmest tværtimod. Han blev ved med at hive mit ben rundt og spørge om det gjorde ondt. Ja, for helvede! Ligesom sidst. Og hvis du hiver i det en gang til, så bliver det kraftedeme værst for dig selv.  

Jeg skiftede til en anden kiropraktor, som havde kureret min søster for diskusprolaps – hun fik det af sit pædagogarbejde – og begyndte at bruge ispose en gang i timen. Det havde den første behandler lige glemt at foreslå, men en aften i min søsters sommerhus fandt hun en pose frosne pomfritter frem, som jeg stak ned i buksekanten. Det hjalp. På en blanding af ispose, tramadol, ipren, panodil, rigelige mængder selvmedicinering, kiropraktik, zoneterapi, Body SDS, fysioterapi og øvelser humpede jeg mig så gennem de næste to måneder.

Piller

Foto: Jens Panduro

Natsværmere

Efter seks uger uden mere end en-to timers søvn ad gangen – smertemæssigt var det absolut værst at ligge ned – havde jeg endelig fået hevet nogle sovepiller ud af min læge. Som måske burde bekymre sig lidt mindre over potentiel afhængighed og lidt mere over konsekvenserne af langvarig søvnmangel og smertehelvede. Så lækkert er det sgu heller ikke med tramadoler, der forhindrer en i at foretage sig noget som helst fornuftigt. Og så fedt er det heller ikke at vågne komplet desorienteret med metalsmag i munden efter seks timer på sovepiller. Jeg var ærlig talt ikke i nærheden af at være bange for afhængighed. Men jeg var bange for den lukkede.

Der var tre afgørende faktorer, der holdt mig fra at miste forstanden aldeles: min tålmodige og omsorgsfulde kæreste, min hjælpsomme og betænksomme mor, og P2-programmet ’Natsværmeren’. Tak, Minna Grooss, for at holde mig med selskab, når det føltes som om natten aldrig ville slutte.

På et tidspunkt skrev jeg en hidsig besked til DR om, hvorfor i helvede de genudsender de samme Natsværmer-programmer igen og igen i stedet for at producere nye, og foreslog dem at fyre nogle chefer, så der kunne blive penge til de dygtige natradioværter i stedet. Jeg vil æde min gamle hat på, at de også er freelancere. Og garanteret underbetalte. Vi har kun hinanden, og det er os mod resten af verden.

Jeg kan da klare mig selv

I midten af november sendte kiropraktoren mig til MR-scanning, da smerterne stadig holdt mig vågen og forhindrede mig i at arbejde. Det økonomiske overskud, jeg havde arbejdet op i løbet af august og september, var for længst ædt op af tabt arbejdsevne og enorme udgifter til behandlinger – om end min forsikring hos PFA havde dækket størstedelen af kiropraktik og fysioterapi samt MR-scanningen.

Jeg græd som et lille barn inde i MR-scanneren, og endnu mere, da resultaterne viste dobbelt diskusprolaps, som begge trykkede på nerveroden. Jeg vidste jo godt, at der måtte være en prolaps, men hvorfor fanden havde det ikke rettet sig op i løbet af to måneders behandling og træning?

Det havde det måske ikke, fordi jeg på intet tidspunkt havde sygemeldt mig. Jeg havde forsøgt at arbejde, men mislykkedes de fleste dage. Det er vanskeligt at koncentrere sig foran en computer, når man ikke har sovet, er på kunstig morfin, og har ondt på alle tidspunkter og i alle stillinger. Alligevel havde jeg stædigt forsøgt, dag efter dag. Det var end ikke faldet mig ind at sygemelde mig, selvom min kæreste havde foreslået det fra starten.

Hvorfor? Fordi jeg aldrig har sygemeldt mig før. Jeg har heller aldrig har søgt dagpenge, selvom jeg er medlem af a-kassen og har haft perioder med lavvande. Jeg havde ikke sygemeldt mig, fordi jeg nok grundlæggende ikke kan se mig selv som syg. Fordi jeg er vant til at klare mig selv. Fordi jeg har lært, at der er intet problem, som ikke kan løses med knofedt. Fordi jeg ikke beder om hjælp, og da slet ikke fra staten.

Sådan tror jeg, at mange af os soloselvstændige har det. Derfor har 2020 også været så modbydeligt et år for mange – der ikke bare blev ramt på økonomien, men på selvopfattelsen. Det er på mange måder værre.

Selv var jeg nede og skrabe i depressionslignende tilstand og momentane psykoser, mens jeg vandrede Vanløses gader tynde klokken 2 om natten, klokken 4, klokken 5.30. At gå var det eneste, der lindrede bare lidt.

Flyt fokus

Efter MR-scanningen besluttede jeg endelig at sygemelde mig. Min kæreste var meget lettet. Næste dag ringende jeg til a-kassen – jeg troede, det var der, man søgte sygedagpenge, det er jo der, man søger dagpenge. Men sygedagpenge er oppe på kommunen. Eller rettere: når man er selvstændig, er det inde på virk.dk – nemrefusion, hedder det – hvilket jeg fik oplyst, da jeg havde siddet i telefonkø i en time på et eller andet borgerservicenummer. Så gik jeg på nettet og kunne ikke komme ind i systemet. Og så. Så opgav jeg. Jeg havde mistet modet. Jeg var røget tilbage i rillen om, at det nok også var bedre at klare sig selv.

En uge senere vågnede min kæreste til synet af mig helt skæv i hovedet af stress, kæmpende for at finde en stilling, der var til at holde ud at arbejde i. ”Sig mig en gang, hvad skete der med de der sygedagpenge?” spurgte hun, for jeg havde undladt at fortælle, at jeg ikke havde søgt dem. ”Øhm,” svarede jeg. ”Øhm?” spurgte hun.

Præcis som fredagen forinden startede jeg som nummer 40 i telefonkøen oppe på kommunen. Præcis som fredagen forinden tog det omtrent en time, før en venlig offentligt ansat kom i røret. Hun forklarede, at hun desværre ikke kunne hjælpe mig med at komme ind i systemet, der skulle jeg ringe til et supportnummer. Overvåget af min kæreste ringede jeg videre. Og fik hjælp til at logge ind som borger på vegne af min virksomhed. Vupti, så var skemaet til sygemelding der.

Man kan sygemelde sig med tre ugers tilbagevirkende kraft, men uden selvbetalt ekstra forsikring er de første to ugers sygdom på egen regning. Så jeg kunne få sygedagpenge fra ret præcist to måneder efter diskusprolapsen eftertrykkeligt havde mast sig ind i mit liv.

Min første reaktion var at skælde mig selv ud for ikke at have søgt før. Med min kærestes hjælp fik jeg langsomt flyttet fokus til at glæde mig over, at jeg nu havde søgt. Derpå kunne jeg koncentrere mig om at passe fysioterapeutens øvelser, gå lange ture, tage hen til min gamle yogalærer og få et skræddersyet program. Så det hele lige så stille kan få lov at hele, og så jeg lige så stille kan få indarbejdet nogle bedre vaner og lære at behandle mig selv med lidt større empati.

Sejl din egen sø

Jobcenteret ringende også. Selvom jeg ikke er arbejdsløs. Men sådan er loven, når man sygemelder sig, forklarede sagsbehandleren. Han spurgte så hvordan det gik, og om jeg nu havde husket at tænke på at indrette min arbejdsplads ergonomisk, og opfordrede mig til at fortsætte behandlingerne og gøre som fysioterapeuten sagde. Det var meget sødt og meget meningsløst.

Sagsbehandleren kunne også oplyse, at man som selvstændig ikke har samme rettigheder som lønmodtagere, når det gælder tilbagevenden til arbejde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev overrasket. Som lønmodtager kan man gå gradvist op i tid. Man kan sygemelde sig 100 procent, derpå 75 procent, 50 procent, 25 procent, indtil man er klar til at arbejde fuld tid igen. Som selvstændig er man kun berettiget til sygedagpenge, hvis man er mere end halvt uarbejdsdygtig. Så snart man melder sig 50 procent rask, ryger al hjælp. Så kan man åbenbart leve for en halv indtægt. Modsat lønmodtagere, der som udgangspunkt bliver fuldt kompenseret hele vejen. Ligesom under corona.

Hallo, DJ, kender I godt den regel? Jeg gjorde ikke. Og det siger sgu da sig selv, at den er himmelråbende uretfærdig.

Hvad har jeg så lært?

Lad mig se. Jeg må have lært en hel del undervejs i det her forløb. Det virker bare alt sammen meget indlysende, når man siger det højt, men det var det tydeligvis ikke for mig. Nogle af jer ved nok allerede det meste eller det hele, og nogle af jer opfører jer måske endda derefter. For mit vedkommende skal jeg være ærlig og sige, at jeg indtil nu kun har lært det intellektuelt. At ændre min adfærd kommer til at blive et livsprojekt. Nå, men her er altså, hvad jeg har lært – noget er meget konkret, andet er lidt mere abstrakt:

  • Man skal respektere sin krops signaler. At køre over for rødt går an i nødstilfælde og en sjælden gang imellem – hvis man har sine sansers fulde brug – men ikke som et generelt livsprincip. Især ikke, når man har passeret de 30. Faktisk heller ikke før, hvis jeg tænker mig om. Og man skal minde sig selv om det konstant. Mens jeg skrev dette afsnit, begyndte min ryg at gøre opmærksom på, at jeg har siddet for længe ved computeren, og jeg var SÅ tæt på at ignorere det. Efter flere måneders kontant afregning for præcis samme adfærd. Det ville være fascinerende, hvis det ikke var så skidedumt.  
  • Man skal lytte til sine nærmeste. Når de udtrykker bekymring for ens måde at arbejde på, for eksempel, kunne det være, at de havde en pointe. Især skal man lytte efter, når man befinder sig i den der tilstand, hvor man helst bare vil have alle til at holde kæft, så man kan koncentrere sig om at køre over for rødt. Stop dig selv. Bare stop.
  • Man skal opdatere sin forskudsopgørelse mindst en gang i kvartalet. Som soloselvstændige og freelancere kan vi ikke med rimelighed forudsige et helt år. Men heldigvis er systemet jo faktisk så smart indrettet, at man kan justere i løbet af året. Skattesmæk er noget lort, og selvom man har sparet op, så gør det naller at slippe de kroner. Så naller at man kan komme til at reagere helt enormt uhensigtsmæssigt på ærgrelsen.
  • Man skal kende vilkårene for sygemelding og andre former for hjælp, før man får behov for det. Herunder skal man overveje den ekstra forsikring, som giver en ret til sygedagpenge fra enten 1. eller 3. sygedag. Vi kan alle sammen komme til at miste både arbejde og arbejdsevne. Det er ikke noget at skamme sig over. Jo hurtigere man erkender det, desto nemmere bliver det at komme ud på den anden side. Det er ikke nok at forstå det på andres vegne – man skal også have den omsorg og empati over for sig selv. Jeg sidder for pokker i FreelanceGruppens bestyrelse og har været med til at skrive og redigere 360 Freelanceguiden, hvor der er et helt kapitel om, hvordan man skal gøre med sygdom, pension, barsel osv. Alligevel føltes det som fjendtligt og ukendt terræn, da jeg selv skulle bevæge mig ud i det. Jeg var bange for at ryste min egen selvopfattelse – og bange for systemet – i en grad, at jeg ødelagde mit eget helbred ekstra i to måneder, fordi jeg end ikke turde overveje en sygemelding.
  • Man skal overveje at tegne private sundhedsforsikringer. Desværre. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt. Tænk hvis det var gratis at komme til behandling, når man havde et problem – så kunne staten garanteret spare mange penge på fx operationer, der strengt taget ikke havde været nødvendige. Jeg er medlem af Sygeforsikringen Danmark og har tegnet PFA’s sundhedsforsikring i forbindelse med min pensionsopsparing. Det er måske det eneste, hvor jeg her i bakspejlet synes, at jeg havde udvist rettidig omhu. Det har sparet mig for mange tusind kroner, som jeg ikke havde.
  • Man skal passe på med at dyrke præstation og produktivitet. Jeg har altid haft en pervers stolthed over at kunne klare de meste umulige projekter inden for de mest umulige deadlines. Det giver et kick. Det er narko. Men selvom det er narko – med dertilhørende følgeskader – så bifalder samfundet det. Opmuntrer det, roser det. Flot, at du sådan kan køre dig selv ned under gulvbrædderne. Gang på gang. Op igen. Sådan, du kan godt. Så kører vi.
    Det kan jeg – jeg kan speede helt vildt, indtil jeg rammer frontalt ind i en mur. Men ikke nok med det: Derefter kan jeg samle mig sammen igen og trykke speederen i bund en gang til. Sådan har jeg levet indtil nu. Det er langt ude. Det bliver man ikke lykkelig af. Og denne gang var det nok. Jeg tror, det var det, der gjorde mig deprimeret i løbet af processen med den skide diskusprolaps. Jeg vidste, at jeg ikke kunne, ikke ville, speede op en gang til og at jeg ikke nødvendigvis ville kunne køre videre efter endnu et sammenbrud. Men hvad skal jeg så? Hvordan skal jeg så leve? Hvordan skal jeg så arbejde?

Det ved jeg ikke endnu. Foreløbig er jeg på sygedagpenge og arbejder på 25 procent. Det kunne jeg godt vænne mig til. Men sådan spiller klaveret jo ikke. Så jeg skal finde en måde at leve og arbejde på, der er i balance. Det bliver ikke nemt. Men det bliver bedre.

Kommentarer

Hanne Andersen

fre, 01/15/2021 - 14:08

Et meget tankevækkende og flot formuleret essay.
Skrækindjagende at det skulle komme så vidt, men pragtfuldt at du har erkendt problemerne, og at den rette behandler/behandling kan hjælpe på den smertefulde lidelse.

Knus (selvom det er forbudt pt)

Malene Olesen

tor, 01/21/2021 - 12:35

For pokker det er skræmmende læsning. Og uhyggelig godt og skarpt beskrevet. Håber inderligt at du finder en ny og mere balanceret vej at gå på fremover.