En cookie til kaffen
Alle danske hjemmesider er omfattet af cookie-reglerne. Det er bare ikke alle hjemmesider, der bruger cookies.
Har du en hjemmeside? Så er du også ansvarlig for, at cookiereglerne overholdes. Det er naturligvis en forudsætning, at du også bruger cookies på din hjemmeside. Gør du det, så skal du ifølge Cookie-bekendtgørelsen informere om dette og hente samtykke til at sætte dem.
Men lad os lige først slå fast, at det altså ikke er en småkage til kaffen, der snakkes om. En cookie er en fil, som lægges på din computer/smartphone/tablet, der gør det muligt at samle information om, hvilke sider og funktioner, der besøges med din browser. Cookies er rimelige harmløse, da de ikke kan se, hvem du er, hvad du hedder, hvor du bor eller om dit udstyr bruges af en eller flere personer. Cookies kan heller ikke sprede computervirus eller andre skadelige programmer. Formålet med cookie-bekendtgørelsen er at beskytte dit privatliv, når du færdes på internettet.
Det er Erhvervsstyrelsen der fører tilsyn med, at alle hjemmesider/virksomheder overholder bekendtgørelsen. Da manglende efterlevelse kan straffes med bøde, er det en god idé at få styr på reglerne. Men det kan Erhvervsstyrelsen også hjælpe til med, da de har lavet siden ’Cookie-loven’, hvor alt vedrørende cookies meget gerne skulle være dækket.
Men inden du bruger for meget tid på emnet, er det måske en god ide, at finde ud af om din hjemmeside også bruger cookies. Det kan du blandt andet gøre på cookiechecker og på cookieconsent.
Bruger din hjemmeside cookies, så får du brug for en plugin, der informerer brugeren om, at din hjemmeside bruger cookies, og som ligeledes giver brugeren mulighed for at fravælge dem. Den tjeneste tilbyder en del IT-firmaer, men det er også noget du selv kan gøre opmærksom på. Du kan fx få tekstinspiration fra rigtigt mange danske hjemmesider – når du besøger dem første gang. Har du en hjemmeside lavet i fx WordPress, så kan du finde en plugin her.
På freelancegruppen.dk anvender vi i øvrigt cookies. Det gør vi udelukkende for at indhente oplysninger til vores webstatistik, så vi løbende kan optimere hjemmesidens design og forbedre dine brugeroplevelser.
Ønsker du ikke cookies på din computer/smartphone/tablet, så kan du blot slette dem. Sletning af cookies er dog afhængig af, hvilken browser du benytter – det kan du se mere om her.
Kommentarer