Hun var lige blevet skilt. Og pludselig følte hun, at hun befandt sig i en blindgyde i sit fag. Efter 21 år i som journalist for DR, Information og de sidste år for Weekendavisen oplevede hun ligesom en form for mæthed.

”Jeg følte meget stærkt, at jeg var kommet til en blind vej med journalistikken. Fra at faget og mødet med så mange spændende mennesker havde tændt mig vildt, blev jeg ramt af en mathed over rollen - altid som journalist at betragte alting udefra, at være et medie, som andre talte igennem. Jeg fik enorm trang til at tale med min egen stemme”, forklarer Johanne Mygind.

Hun var lige blevet skilt fra den mand, hun har tre børn med og havde taget hul på et nyt kapitel i livet med 7-7 ordning og frihed til at lægge planer i de uger, hun var alene. Og så havde hun fået kørekort.

Gjorde alt muligt for første gang

Det kan lyde absurd, siger hun. Men hun oplever, at det spillede en afgørende rolle for den frihed, der rejste sig i hende.

”I alle de år havde jeg været helt fysisk angst for at skulle køre bil. Det at jeg trodsede angsten gjorde virkelig en forskel. Jeg var blevet kørt rundt alle steder. Nu sad jeg pludselig selv bag rattet. Verden åbnede sig. Modet voksede i mig”, konstaterer hun.

Optændt af tanken om at gøre nye ting, rejste hun alene til Berlin, hun begyndte at danse og gjorde alt muligt andet for første gange. Og en dag satte hun sig bag rattet og kørte op til sin fars sommerhus for at skrive en bid af den bogdrøm, der længe havde levet i hende. Allerede da vidste hun, at bogen skulle hedde Kærlighedens år.

”Det var ikke sådan, at jeg vågnede en morgen og sagde: Nu vil jeg skrive en roman. Det, tror jeg, ville være ret farligt at gøre. Så var jeg blevet alt for bange”, siger hun.

Efter lys følger mørke

Men at køre op i det sommerhus for at skrive i en weekend. Det turde hun godt. Det er en vigtig pointe, og det vender vi tilbage til.

I romanen Kærlighedens år, som udkom i 2021, skildrer Johanne Mygind kampen for frigørelse gennem tre generationer af kvinder i en familie, og hvordan de drevet af nødvendighed forfølger drømmen om at blive til sig selv. Frigørelsens kraftfulde potentiale er ligesom en fakkel, de alle bærer, og ilden som brænder fra den står som et lys omkring dem.

Men der er også mørke, og romanen er i høj grad fortællingen om, hvilke omkostninger det kan have, når vi prøver at frigøre os fra de normer, der forhindrer os i at blive til dem, vi inderst inde føler, at vi er.

Samme lys og mørke har fulgt Johanne Mygind på den rejse, det har været at tage sit dybtfølte ønske om at skrive skønlitteratur alvorligt – tage ønsket alvorligt, gribe det og ofre, hvad der skulle til. Når hun tidligere har hørt folk tale om flow; tilstanden hvor man ligesom går i ét med arbejdet modstandsløst, har hun ikke kunne genkende fornemmelsen fra journalistikken.

Tilbageblik er vejen frem

Men da hun for alvor kom i gang med bogmanuskriptet, vidste hun med ét, præcis hvad de talte om.

”Jeg blev ramt af en fuldstændig opslugthed – følelsen af at der ikke var noget i hele verden, jeg hellere ville end at sidde og skrive netop denne tekst”, forklarer hun om fornemmelsen der vågnede i hende i mange lange perioder, mens hun skrev Kærlighedens år.

Der var også tider, hvor mørkets kulde pustede hende i nakken.

”Jeg var da rædselsslagen. Jeg kunne simpelthen blive i tvivl om, hvorvidt jeg skrev en bog, og om det var værd at læse. Jeg havde jo været anmelder i mange år, så jeg vidste præcist, hvordan man kunne finde på at slagte en forfatter”, husker hun.

Men det kunne ikke være anderledes. Bevægelsen fra journalist til forfatter var ikke et egentligt valg. Snarere et nødvendigt skridt på vejen til at blive til sig selv. I en blindgyde må man se sig tilbage for at finde hjem. Og det var på sin vis ret konkret, hvad hun gjorde, kastede blikket tilbage over skulderen for at komme i tanke om, hvad hun syntes var allersjovest, da hun var barn.

”Jeg fandt mig selv siddende på gulvet, præcis som dengang jeg var 4 år gammel, i gang med at opfinde karakterer til mine historier”, fortæller hun.

Midtlivskrisens bål

Efter at have skrevet på bogen i et par måneder, rejste hun til Nicaragua med sin søn for et rejselegat, hun havde modtaget. Det var her, at hun for alvor forpligtede sig til det dybtfølte ønske om at skrive bogen Kærlighedens år.

”Jeg kan huske, at vi sad på en flodbåd en meget tidlig morgen, da ønsket ramte mig rent. Jeg ville skrive romaner. Det var som om, at jeg vidste, at jeg ville få brug for at blive mindet om det. Så jeg skrev en note i kalenderen i min telefon”, forklarer hun.

Hun kan godt se det. Hun blev skilt, fyret og kastede sig ud i et liv som fattig forfatter. Udefra ligner det en ordentlig midtlivskrise.

”Men det eneste, der er værre end en midtlivskrise er ikke at få en”, siger hun.

For det er de store skilleveje i livet; skilsmisse, fyring, dødsfald, sammenbruddet, der bringer os et sted hen, hvor vi får mulighed for at opdage, om vi er vokset ud af det tøj, vi går rundt i. Gøre status over om det liv, vi lever, stadig passer til os, mener hun.

”Vi har fået skabt en norm, der tilsiger, at vi alene skal udvikle os fra vi er 15 til 35 år for resten af livet at leve i en gænge. Jeg tror virkelig, at det er en af de fatale fejltagelser, vi som samfund har gjort. Det er blevet et skældsord at være søgende. Men vi er nødt til at søge og træffe valg, der er afsøgende. Verden har brug for nye løsninger, også i forhold til at hvad det gode liv vil sige. Dem finder vi først, hvis vi faktisk tør eksperimentere og begå fejl”.

"Hvorfor" er håbets næring

Det er kun et eksperiment, hvis der er en reel mulighed for at fejle. Og sådan må det være, mener hun. Selvom angsten, usikkerheden og ensomheden, der følger med forfattergerningen, kan være et skræmmende vilkår, er det at leve på kanten et godt sted at befinde sig, når man skal beskrive sin samtid, oplever Johanne Mygind.

Når hun lever med det og udholder det, er det måske, som den tyske filosof Friedrich Nietzsche har beskrevet det: fordi den, der ved, hvorfor han skal leve, tåler ethvert hvordan. Når man ved, hvorfor man lever og arbejder, som man gør, betyder det ikke så meget, hvordan man gør det. Det er hvorfor, der giver håbet næring.
Er det sådan, det er, vil jeg vide?

”Man bliver ikke rig af at skrive skønlitteratur i et lille sprogområde, men i hvert fald er det lettere ikke at have så mange penge, når man har en helt ren oplevelse af, at det, man laver, giver mening”, konstaterer hun.

Fællesskabets faldskærm

Fællesskaberne, at omgive sig med mennesker er også en måde at nære håbet og være med det, der er på.

”Mit sikkerhedsnet er de mennesker, der er i mit liv. Jeg har oplevet ekstremt meget venlighed de sidste par år og er ikke bange for at række ud. Jeg prioriterer mine relationer meget højt. Der bor en vigtig tryghed i, at man altid kan lave en skål Dahl, og at der altid er nogen, der vil komme og være med til at spise den”.

Selvstændige og freelancere har alle muligheder for at arbejde med det, de virkelig ønsker sig, og følge meningsfuldhedens vej. Men alt for mange lader sig stoppe af normer og angst og fratager således sig selv muligheden for at folde drømmens faner ud.

”Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?”

Det spørgsmål er vi nødt til at blive ved med at stille os selv, hvis vi vil få øje på og forfølge det, vi virkelig ønsker i vores liv, mener Johanne Mygind.

Uden lønseddel som målestok

For det kræver evig vedholdenhed, mod og normbrud at tage sine egne ønsker alvorligt. Og selvom det er lykkedes hende at skrive romanen, og selvom den er blevet taget fint imod med flotte røde hjerter og anmeldelser, er det fortsat angstprovokerende at forpligte sig til drømmen.

”Som mennesker er vi bange for at miste, når vi sætter noget på spil. Sådan er det. Og når man ikke kan høste en fed hyre hver måned og lade det være målestokken for, at man er lykkedes, er man jo nødt til at finde overbevisningen i sig selv, at finde troen på at man er god nok”.

Den 29. i hver måned tikker notatet, hun gjorde dengang på flodbåden den morgen i Nicaragua frem som en notifikation på hendes telefon.

”Hver gang den popper op, bliver jeg glad. Fordi jeg kan sige; jeg gjorde det. Og fordi det minder mig om, at jeg skal fortsætte. Det var, som om, at jeg allerede dengang vidste, at det var vigtigt, at jeg blev ved med at minde mig selv om, at det var mit ønske, for at holde liv i det”, konstaterer hun.

Størst af alt er…

En ting har overrasket hende.

”Jeg troede måske, at det lykkeligste øjeblik ville være at få fine anmeldelser og fire hjerter i Politiken. Men det er jo slet ikke sådan, det er”, siger hun: ”Det lyder helligt, men den dybe glæde er faktisk skriveprocessen i sig selv.”

Måske er det lige præcis, fordi det at tage sine dybe ønsker alvorligt, give dem tid og næring først og fremmest handler om at finde hjem. Det er jo ikke det, at der er nogle, der roser dig for det, der gør det vidunderligt. Glæden ved hjemkomsten er alene din egen. Og den kan ingen tage fra dig.

”Du skal turde tage ønsket i hånden, fordi det viser dig vejen hjem”.