DJ har præsenteret sit udspil til freelanceaftale på TV 2 Regionerne
Overenskomstforhandlingerne mellem DJ og TV 2 Regionerne den 29. januar og 3. februar stod i freelancernes tegn. DJ præsenterede sit udspil til en freelanceaftale, som kan afløse den eksisterende freelanceerklæring
Freelanceres vilkår var i centrum for overenskomstforhandlingerne mellem DJ og TV 2 Regionerne under forhandlingsmøderne den 29. januar og 3. februar.
På TV 2 Regionerne har der siden 2005 været en Freelanceerklæring, som indeholder nogle rettigheder for freelancere. Men fordi det er en erklæring fra TV 2 Regionernes side og ikke en aftale mellem dem og DJ, er det alene op til ledelsen på regionerne i hvilken udstrækning, de overholder erklæringen.
DJ’s krav i år er at indgå en egentlig aftale for freelancere som en del af overenskomsten. Her har DJ også ønsket en række forbedringer og udvidelser af de elementer, som er indeholdt i erklæringen.
Som forberedelse til forhandlingerne har FreelanceGruppen i samarbejde med tillidsrepræsentanterne på de otte regioner gennemført en undersøgelse blandt freelancerne. Den afdækker bl.a. freelancernes profil, type af tilknytning, graden af (u)tryghed og lønforhold, samt i hvilken udstrækning den eksisterende erklæring overholdes. De problemer og bekymringer, freelancerne på TV 2 Regionerne oplever, indgår som en del af forhandlingerne.
En freelanceaftale er blandt DJ’s hovedkrav. Derfor har FreelanceGruppen præsenteret arbejdsgiversiden for undersøgelsens resultater.
Freelancere ved TV 2 Regionerne, der er interesserede i resultaterne fra undersøgelsen – som en stor andel selv har deltaget i – kan henvende sig til deres lokale tillidsrepræsentant eller til Nina Trige Andersen fra FreelanceGruppens bestyrelse (nta@freelancegruppen.dk).
Kommentarer