Din arbejdsgiver eller kunde kan få dobbelt op på PU-støtte, hvis de inviterer dig med på kursus
Pressens Uddannelsesfond vil motivere mediearbejdspladserne til at invitere freelancere og selvstændige med på efteruddannelse. Derfor har de indført dobbelt op på støtten for eksterne deltagere
Når mediearbejdspladser, der er medlemmer af Pressens Uddannelsesfond, afholder kurser for deres ansatte, kan de få 900 kr. pr deltager i støtte. Og hvis de inviterer dig med som freelancer eller selvstændig, så er det dobbelt op.
Der er altså kun gode grunde til at medierne inviterer deres freelanceleverandører med på efteruddannelse. Mange af dem er bare ikke opmærksomme på muligheden.
»Vi har indført den ekstra støtte på 1800 kr. pr ekstern deltager for at motivere arbejdsgiverne til at invitere bl.a. freelancere med på kurser,« fortæller Michael Aage Jensen, der er daglig leder af Pressens Uddannelsesfond og Mediernes Efteruddannelse. Deres opgave er at skabe så mange tilbud om efteruddannelse som muligt over hele landet.
»Så det vil være helt genialt, hvis freelancerne selv gør redaktørerne opmærksomme på den her støttemulighed,« siger Michael Aage Jensen.
Læs mere om støttemulighederne på Pressens Uddannelsesfonds hjemmeside her
Kommentarer