Den visionære: Mindeord om FreelanceGruppens tidligere formand Helle Jørgensen

En 'kraftkvinde', et 'livstykke' og en 'rappenskralde', bliver hun husket som, og ikke mindst som et utrolig rummeligt, hjælpsomt og nuanceret menneske. Helle Jørgensen, der gik bort i april i år, var selvstændig gennem årtier og blev i 2001 valgt ind i FreelanceGruppens bestyrelse. Hun blev hurtigt næstformand under daværende formand Pia Höegh-Nissen, indtil hun selv blev formand fra 2003 til 2005.

Annelise Mølvig, der selv har været selvstændig det meste af sit arbejdsliv, var redaktør for fagbladet Journalisten i Helle Jørgensens formandsperiode, og de kom til at kende hinanden godt. Som de sad der i hver deres rolle, var de ikke altid enige, men der var altid forståelse, fortæller Annelise Mølvig:

"Helle var knivskarp, men hun var også i stand til at se nuanceret på alt. Der var en altid en gensidig respekt mellem os."

Oprør og dialog

Blandt de faglige kampe, der foregik i Helle Jørgensens formandsperiode, var ikke mindst forsøget på at få freelancere dækket ind i overenskomsten på Berlingske. I 2004 kulminerede det i en aftale, som de fastansatte og DJ’s hovedbestyrelse bakkede op om, men som 90 procent af de berørte freelancere – dem, der leverede til danske medier ejet af Orkla, som Berlingske dengang var – afviste.

Uenighederne handlede blandt andet om vilkårene for videresalg internt i mediekoncernen, som daværende fællestillidsmand Uffe Gardel senere fortalte om til FreelanceGruppens jubilæumsmagasin fra 2017.

LÆS ”Det fortsatte op ad bakke” i magasinet ’40’.

Situationen, hvor freelancerne kom til at stå som modpart til ikke kun til arbejdsgiveren men også til de fastansatte og DJ’s ledelse, kunne have været undgået, hvis DJ havde slået lyttebøfferne ud, mente Helle Jørgensen dengang.

"Jeg har dyb respekt for de tre forhandlere. Det er ikke deres skyld," sagde hun til Journalisten med henvisning til blandt andet fællestillidsrepræsentant Uffe Gardel fra Berlingske. Hun tilføjede:

"Hvis Journalistforbundets repræsentanter havde lyttet, så havde vi ikke haft den for ­forbundet så skadelige offentlige debat, som er en skam for alle."

Både de berørte freelancere og FreelanceGruppen var oprørte over forløbet, og DJ’s ledelse indså, at de måtte tilbage til forhandlingsbordet, også selvom overenskomstaftalen ikke formelt var afhængig af, om freelancerne stemte ja.

Sagen blev et skridt på vejen til et mere konstruktivt samarbejde mellem fastansatte og freelancere og mellem DJ’s ledelse og FreelanceGruppen, hvor freelancere med tiden i højere grad blev inddraget i stedet for at blive behandlet som "en slags stedbørn", som Mikael Hjuler, der også sad i bestyrelsen dengang, formulerer det.

Hjertelig og kontant

Ifølge Mikael Hjuler var Helle Jørgensens formandsstil afgørende for, at FreelanceGruppen gradvist blev taget mere med på råd efter nogle tumultariske år med adskillige kriser og kommunikationsnedbrud mellem DJ’s ledelse og FreelanceGruppens bestyrelse.

"Det er aldrig sjovt, når man er oppe at skændes med forbundsledelsen, og det var en lettelse at forholdet blev bedre," fortæller Mikael Hjuler. Helle Jørgensen kom ind i Hovedbestyrelsen og kom også til at sidde i en del arbejdsudvalg der.

"Den vej kom vi rimelig langt," siger Mikael Hjuler og fortsætter: "Og lige så hjerteligt et menneske, hun var, lige så kontant var hun også. Men hun fik et rigtig godt forhold til Mogens."

Det er Mogens Blicher Bjerregård, der dengang var formand for DJ, helt enig i.

"Jeg oplevede Helle som en meget visionær leder af DJ's freelancere," siger Mogens Blicher Bjerregård. "Hun tog initiativ til at fjerne nogle kunstige modsætninger mellem FreelanceGruppen og os i DJ's ledelse og fik sat fart i en meget bedre fælles forståelse for freelancernes udfordringer. Hun har utvivlsomt været med til at sætte nogle af de frø, som fører til forbedrede vilkår for freelancere. Jeg ville have ønsket, at hun kunne have oplevet flere af resultaterne".

Gav meget videre

Helle Jørgensen var blevet freelancer tidligt i sin karriere efter et par kortere ansættelser på Fyens Stifttidende, TV2, Børn&Unge og dagbladet Information. I 1992 begyndte hun den tilværelse som selvstændig, som hun fandt sig hjemme i. Siden inspirerede hun utallige kolleger til at gå samme vej.

Lisbeth Scharling, der i dag er selvstændig og især arbejder med kommunikation, var i 2008 lige blev fyret fra Jyllands-Posten og vidste med det samme, at hun ikke ville søge andre jobs, men i stedet etablere sig med egen virksomhed.

"Jeg mødte Helle på et DJ-kursus om hvordan man bliver freelancer og selvstændig, og vi svingede med det samme," fortæller Lisbeth Scharling. "Hun stod for de kurser i flere år, og hev også mig ind som underviser siden hen, og hun gav mig det skub, jeg havde brug for til selv at komme i gang som selvstændig. Hun var sprudlende og havde en masse at give videre."

For nogle år tilbage fik Helle Jørgensen kræft, og det slog hende også ud psykisk i en periode. Men det seneste års tid inden hun døde, fik hun det bedre og nåede at møde sit første barnebarn.

"Helle var et livstykke og sjov og lidt en rappenskralde. Det kunne jeg virkelig godt lide," fortæller Lisbeth Scharling. "Hun nåede at give en hel masse videre til sine kolleger."

Visionære strategier

Annelise Mølvig kalder Helle Jørgensen en "powerkvinde" og siger:

"Hun var høj, farverig, og kontant i sine udmeldinger, men aldrig nogensinde personlig – hun holdt sig altid til sagen. Hun kunne komme ind i et rum og bare sprede energi. Hun var hurtigsnakkende, men samtidig lyttende. Hun havde empati for andre og dømte ikke."

Sådan husker Mikael Hjuler hende også som formand for FreelanceGruppen.

"Hun var en rigtig skæg formand. Da hun kom ind i bestyrelsen, sad der stadig nogle af ’de gamle’, og der kom hun med al sin energi. Hun fremlagde nogle visionære strategiplaner og fik nogle nye mennesker ind, en ny type – nogle der kom fra kommunikation og informationsmiljøet, hvor det tidligere havde været meget domineret af klassiske bladfolk," fortæller Mikael Hjuler.

En af de store strategiplaner var en ommøblering af DJ’s struktur. Kredsene skulle skiftes ud med fem store regioner og medlemmerne skulle samles i faglige fællesskaber, såkaldte sektioner.

Som Helle Jørgensen forklarede til Journalisten: "Er jeg fotograf, så er jeg interesseret i at mødes med andre, der taler om pixels og belysningstider. Jeg er træt af, at arrangementerne altid er i København, når jeg nu bor i Sønderjylland. Med vores model får medlemmerne nemmere ved at finde hinanden – den hjælper folk til at finde sammen."

LÆS ’Freelance-bud på fællesskab’ på Journalisten.dk.

Forbundsledelsen var selvfølgelig skeptisk og som med mange nye ideer i en større organisation, så kom det aldrig rigtig videre.

Kunne rumme alle

Helle Jørgensens store strategiplaner blev ofte parkeret i institutionelle dynamikker, men indholdet i planerne fejlede ikke noget, siger Mikael Hjuler, og det var en fornøjelse at sidde i bestyrelse med en formand, der var fuld af visioner.

"Hun var spændende og fuld af skøre ideer – gode ideer og sjove ideer – og hun kunne godt være impulsiv. Og så gik hun meget op i det nordiske. Der var i øvrigt to ting, vi altid skulle, når de nordiske møder var overstået: Vi skulle kigge efter sko og vi skulle købe godis til hendes børn, det stod helt fast."

Annelise Mølvig fortæller om bisættelsen: "Det, jeg bed mærke i, var, at alle talte om Helles rummelighed – der var ingen mennesker, hun ikke kunne rumme. Sådan var hun virkelig. Der var altid plads til alle. Og så var hun helt utrolig hjælpsom."