Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Covid-19-syg? Selvstændige har ret til sygedagpenge fra første sygedag

Er du selvstændig og bliver syg med coronavirus Covid-19, er du berettiget til sygedagpenge fra første sygedag. De normale regler om, at du først kan få sygedagpenge efter 14 dage, er suspenderet frem til 31. marts 2021.

Covid-19

Charlotte de la Fuente

Det gælder også de dage, hvor du afventer svar på en test, som du har taget, fordi du har symptomer, der kan skyldes Covid-19.

Lægen er din adgang til sygedagpengene
Du skal først kontakte egen læge, og hvis lægen mener, at det kan være coronasmitte, har du adgang til sygedagpengerefusion. Ordningen bygger altså på en lægefaglig vurdering og en tro og love-erklæring fra dig.

Ring til din kommune
Du finder ikke ansøgningsblanketten til selvstændiges sygemelding med Covid-19 på nettet. Du skal i stedet ringe til din kommune og bede om en blanket til anmeldelse af dit sygefravær. Denne blanket skal du udfylde og sende retur til kommunen senest tre uger efter din første sygedag.

Hvis du er særligt sårbar, er du også sikret, selvom du ikke selv er syg
Hvis du er omfattet af anbefaling fra sundhedsmyndighederne om hjemmeophold for bestemte grupper, gælder særreglerne også for de perioder, hvor du ikke kan varetage dit arbejde på grund af konkrete forhold i forbindelse med coronavirus.

Det kan for eksempel være, hvis du har rejst i bestemte områder, hvor myndighederne anbefaler hjemmeophold, eller hvis du har opholdt dig på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. I disse situationer kan du som selvstændig få sygedagpenge, selvom du ikke opfylder de almindelige regler om, at du skal være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Særreglerne gælder kun Covid-19
De almindelige regler for sygedagpenge til selvstændige gælder stadig, hvis du bliver sygemeldt af alle andre grunde end coronavirus. Som ikke-forsikret selvstændig har du da først ret til sygedagpenge efter to ugers sygdom, eller tidligere, hvis du er forsikret.

Lovstof og vejledning
Der er tale om midlertidige regler, som gælder frem til den 1. januar 2021. Du kan læse særloven her.

Lov nr. 212 af 17. marts 2020 om ændring af lov om sygedagpenge (Udvidet ret for arbejdsgiver til refusion og for selvstændige til sygedagpenge som følge af covid-19) (nyt vindue)

Du kan læse mere om reglerne i denne vejledning – herunder hvilke typer af fravær som følge af COVID-19, der er omfattet:

Vejledning nr. 9143 af 17. marts 2020 om udvidet ret for arbejdsgiver til refusion og for selvstændige til sygedagpenge som følge af covid-19 (nyt vindue)

OBS. DENNE ARTIKEL ER OPDATERET D. 19. JANUAR 2021.

Kommentarer