Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Corona-essay: Tæppefald? - eller en ode til min kæreste

Freelancer Nana Toft har, ligesom mange af os andre, fået aflyst en lang række opgaver, men forsøger at se situationen som en efteruddannelsesmulighed – og en mulighed for at række ud og vise omsorg. Det beskriver hun i dette corona-essay

Nana Toft

Per Morten Abrahamsen Nana Toft forsøger at se åbningerne - de faglige og de menneskelige - i coronakrisen

“Tak for dig.
Tak for at du er min kæreste.
Tak for at du passer på Hugo.
Tak for at du er sådan en dejlig far (du er vidunderlig).
Tak for at være tålmodig. Også med mig. Din utålmodige kæreste.”

Jeg skrev et kærestebrev til min kæreste i tirsdags. Et glimt af omsorg ramte mig, og det blev pludseligt nødvendigt for mig at fortælle ham, hvor vigtig han var for mig og udtrykke taknemmelighed over, at han var i mit liv.

Det er sådan, det er i disse coronatider. Jeg bliver, midt i utrygheden og det uvante i at bo i et samfund, hvor alt og alle er på gyngende grund, momentvis ramt af dyb omsorg. Af en trang til at erklære min kærlighed til mine nærmeste. Ligesom jeg selv har et, større end ellers, behov for at føle mig elsket.

Følelsernes intensitet synes forstærket: Stor uro, tenderende til det paniske. Stor ømhed, tenderende til det dramatiske. Hvor er mellemregistret og mellemtonerne blevet af, spørger jeg mig selv. Alle disse almindelige hverdagsfølelser som småirritationer, let opstemthed, de små smil?

Selv trætheden er voldsom. Hver aften falder jeg i en komalignende søvn det sekund, jeg hører, at min mindste søn, Hugos, vejrtrækning bliver langsommere. Kroppen er gået i beredskab. Den lukker ned, fordi den er på konstant overarbejde.

Siden det famøse pressemøde d. 9. marts 2020 har jeg været i overlevelsesmode, hvor jeg den første uge til halvanden mest af alt opførte mig som en slags robot. Det første jeg gjorde, var at skrue. Skrue på de ting, jeg kunne skrue på: Budgetkonto, pensionsindbetalinger, børnenes lommepenge (av), børneopsparingerne (dobbelt-av) og madkontoen.

Så dannede jeg mig et overblik over vores økonomiske reserver, sikrede mig at jeg var dagpengeberettiget, hvis det kom dertil, og opfordrede min kæreste til at melde sig ledig. Alt imens jeg hvert femte minut kiggede på min løn-oversigt for de næste tre måneder med to spørgsmål i hovedet: Hvad mon bliver aflyst? Kommer der overhovedet flere opgaver?

Ukendt terræn

Jeg er vant til at handle i krisesituationer. Hvis der er en dør, der lukker, åbner jeg en anden. Og hvis den også lukker, søger jeg efter en tredje eller fjerde dør. Det er sådan, jeg altid har gjort, for det giver mig en grundlæggende følelse af, at det er mig, der skaber mit liv.

Meget få gange har jeg oplevet ikke at kunne handle. Som dengang jeg blev hovedkuls forelsket og måtte indse, at man ikke kan tvinge en anden til at elske tilbage. Eller da jeg mødte min nuværende kæreste, og jeg, på trods af ihærdig indsats, ikke kunne blive gravid og rasende måtte indse, at jeg ikke kunne kæmpe mod et biologisk faktum.

Uden at der er direkte paralleller til situationen i dag, smager det alligevel af det samme: Jeg handler i et på alle måder ukendt terræn, der er uden for min kontrol. Det gør mig vred, ligesom jeg ad flere omgange har mærket en vis form for apati komme snigende.

Det er ikke bare at idéudvikle og pitche ind til nye kunder eller opfinde nye undervisningskoncepter. For alle mine ret faste samarbejdspartnere synes også på glatis. For redaktørernes vedkommende er det åbenlyst, at tankerne kredser om:

Skal vi udkomme, som vi plejer? Skal vi hoppe et par udgivelser over? Skal vi bare lade de fastansatte skrive? Jeg har bevidst ikke pitchet en masse coronavinkler ind til redaktørerne, for det klarer de fint selv. Jeg har insisteret på, at læserne også har brug for at læse om – i det her tilfælde fordi jeg især skriver for fagblade – deres fag.

En efteruddannelsesmulighed

Men måske er det en forkert strategi. Som en af mine redaktører sagde: “Vores læsere er slet ikke mætte på coronaartikler. Tværtimod.”

De kunder, jeg afholder kurser for, har lukket alt ned, og jeg har tænkt, at jeg var heldig, fordi min virksomhed ikke kun er bundet op på undervisning, moderatorjobs eller foredrag. Jeg har et par kurser i juni, som jeg dog forventer bliver udsat eller aflyst. Farvel rigtig-mange-tusinde-kroner. Ligesom der er mange, der ikke vil komme som vanligt nu her.

Men lige præcis med kurser og undervisning, er der jo samtidig en onlinebølge, der har ramt os, og netop i de her dage sidder jeg og skal se på både muligheder og begrænsninger i det, for mig, komplet nye felt.

FreelanceGruppens kurser går online

FreelanceGruppen arbejder på højtryk for at tilbyde kurser online – herunder kurser i, hvordan du rykker din forretning ind i det digitale rum.

Der er allerede workshops i at flytte møder, kurser og rådgivning online med værktøjet Zoom på disse datoer:

26. marts kl. 10-13

30. marts kl. 10-13

31. marts kl. 15-18

3. april kl. 13-16

6. april kl. 10-13

Forfatterlounge er også rykket på nettet - her er den første online heldags-forfatterlounge

Sælg dine bøger og bogviden online, 2. april kl. 10-17

Det tænder mig. For det første fordi, det tilbyder håb. For det andet fordi jeg elsker alt nyt. Jeg ser det som en efteruddannelsesmulighed, jeg ellers ikke ville have grebet eller udforsket.

Ligesom hele den her tilstand, vi er i, sparker så mange nye muligheder på banen. Hvis vi åbner øjnene for det, ikke kryber sammen i fosterstillinger (ikke hele tiden, i hvert fald) og griber dét, der også vokser ud af det her. Som for eksempel muligheden for at skrive et kærestebrev til sin kæreste. Række forsonende ud efter den ven, man ellers var forsvundet lidt fra (jeg venter stadigvæk på, at han svarer) eller få en ny penneven, som jeg faktisk fik i forgårs.

Hvornår får man nogensinde mulighed for det igen,” som jeg spurgte på Messenger. “Vildt gerne,” svarede han heldigvis. “Min forrige penneven sad på dødsgangen i Ohio og hed Kenny,” skrev han.

Så var vi ligesom i gang.

Det er ikke en gang to uger siden, Mette Frederiksen for første gang tonede frem på skærmen i det første af mange coronapressemøder, men siden er verdenskortet gået i orange og rød.

Hver eneste dag sitrer desperationen i de opslag, jeg fortrinsvis ser dukke op i forskellige grupper på Facebook, og den stiger i takt med både udsigterne til personlig konkurs, og uvisheden over, hvornår og om, der er en slutdato på det hele.

Folk er bekymrede for deres familiemedlemmers helbred, og deres venners. Tonen er ind i mellem også aggressiv. For aggressiv, hvis du spørger mig. Men aggressionen kan jo være angstens følgesvend, tænker jeg.

Hjælpepakker og gensidig hjælp

Men det, jeg lægger mest mærke til, er, heldigvis det modsatte. Det er sangen fra balkonerne. Det er de indkøb, man foretager for hinanden. De bøger og puslespil, der bliver sprittet af og går på omgang i boligområderne.

Det er, når min nye penneven skriver, at han synes, han er en bedre og mere kærlig far, end han plejer at være. Hans lunte er længere. Han har fået talt mere med sin far i de sidste to dage, end han har gjort de sidste to år.

Folk mildnes. Rækker ud. Trækker på og sænker skuldrene.

Alt imens vi naturligvis længes efter, at de hjælpepakker, som regeringen har præsenteret, både bliver konkretiseret, så alle tvivlsspørgsmål bliver afklaret, og ikke mindst snart er tilgængelige.

Jeg takker guderne, og alle andre, blandt andet i Dansk Journalistforbund og i FreelanceGruppen mfl., der har arbejdet benhårdt for at synliggøre de forskelligartede behov, der er blandt den sindssygt uhomogene gruppe, jeg er en del af; freelancerne, kombinatørerne, selvstændige med og uden CVR-nummer, dem på B-indkomst, dem på A-indkomst – og alle andre.

Jeg sidder fortsat med en del ubesvarede spørgsmål, og helt konkret har jeg en meget tom kalender foran mig.

Men jeg er underligt tryg i det også. Min opfattelse er, at der bliver arbejdet målrettet – også fra vores faglige repræsentanter – på at sikre alle, og hvis man ikke før har været taknemmelig for at bo i et velfærdssamfund, så må man da blive det nu.

Skulle jeg nævne noget, jeg kunne ønske mig, at DJ og FreelanceGruppen kunne gøre, ville det være et fortsat politisk påvirkningsarbejde i forhold til et sikkerhedsnet for ikke kun dele af FreelanceGruppens medlemmer, men alle.

Det her med at opfordre arbejdsgiverne til at række ud og sikre deres faste freelancere en indtægt, ville jeg også sætte stor pris på. Som det er nu, føles det som tiggergang, når man, som jeg har gjort et par gange i den forgangne uge, skriver til sine redaktører: “Du siger bare til, hvis du har brug for noget. Jeg er lige her.” 

Underteksten er naturligvis: “Fuck, hjælp mig, jeg er på røven.” Men det skriver jeg naturligvis ikke. Som en freelancekollega skrev i et facebookopslag tidligere på ugen: “Jeg prøver at gå på røven. Med værdighed.”

Jeg tænker også, at FreelanceGruppen kunne hjælpe med at samle os virtuelt i communities og facilitere, at vi kunne sparre og nytænke vores forretninger på tværs. På tro og love at vi ikke ville jamre og kun være konstruktive.

Fasthold momentum

Og så vil jeg håbe, at man fra DJ’s side udnytter det fokus, vi freelancere og selvstændige nyder for øjeblikket. Det har vi savnet, er du så færdig. Så hermed en direkte opfordring til de politisk valgte: Hold nu momentum, når vi er på den anden side.

Og lad os også holde momentum på de indre erfaringer, vi har gjort os, når verden igen bliver et trygt sted at færdes i, og vi ikke er bange for hinandens kroppe.

Jeg skal i hvert fald kramme helt ufatteligt mange mennesker på den anden side af det her. Flere end jeg plejer. Jeg er ikke helt dér, hvor jeg lider af hudsult, for jeg opsøger det med mine familiemedlemmer, men jeg tænker, at jeg har lyst til at være endnu mere generøs med mine åbne arme (hvis jeg ikke skræmmer folk væk, naturligvis).

Lad os igen huske og forstå, at vi har brug for mennesker, og mennesker har brug for os. Lad os mødes, feste, danse, lade kunsten og kulturen svøbe os ind.

Og lad os skrive flere kærestebreve. Her får I lige slutningen af mit med en opfordring til at skrive et selv. Hvis ikke et kærestebrev, så måske et venne- eller venindebrev, et datter-, søster- eller brorbrev.

“Tak for at jeg må være mig. Med alle mine fejl.
Tak for at være positiv.
Tak for at være smuk.
Tak for at elske mig.
Tak for dig.”

Nana Toft er freelancer, mor, kæreste, veninde, søster, datter, penneven m.m.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.