Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Christiane Vejlø: Fremtiden er data

Og information skal være noget, der hjælper folk, så der er brug for gode formidlere. Christiane Vejlø talte om fremtidens digitale trends til FreelanceFestival 2019.

Christiane Vejlø  fortæller om fremtidens digitale trends

Thomas Arnbo Christiane Vejlø taler om fremtidens digitale trends til FreelanceFestival 2019.

Christiane Vejlø glædede freelancejournalisterne med at betegne dem som fremtidens medarbejdere, for der er brug for meget kommunikation i fremtiden.

”Jeg får stadig kommunikation fra mit forsikringsselskab og det offentlige, som jeg ikke forstår,” nævnte hun og viste sit barns skoleskema, som hun betegnede som noget, der lignede koderne til det russiske missilforsvar. Information skal være noget, der hjælper folk – ikke irriterer dem, og derfor er der brug for gode formidlere.

Men hun understregede, at teknologien - med god grund – får mange mennesker til at frygte for deres job, fordi selvkørende biler gør chauffører overflødige og kunstig intelligens tager arbejde fra advokater, fordi robotterne selv kan lave både testamenter og ægtepagter. Også journalister vil opleve, at robotter kan skrive faktabaserede sportshistorier om, hvem der spillede, hvem der vandt og hvor mange, der så på.

Og det skal man lade dem gøre, mener hun. Til gengæld er der brug for den menneskelig intelligens, etik og empati, når der skal formidles mere komplicerede emner, og man skal gå i dybden med tingene.

Data er den nye olie

Det kræver også etiske overvejelser at beslutte, hvordan data bliver brugt, for hun understregede, at fremtiden er data, at vores data er fremtidens forretningsmodel og en kommerciel guldgrube, selv om vi hver især føler, vi ikke har noget at skjule. Men hun illustrerede, hvordan bevidst sammenstykning af oplysninger fra vores forskellige profiler og søgninger kan give særdeles præcise billeder af os, fordi algoritmerne kan sammenstykke forskellige små stykker viden om os til et meget uheldigt billede, hvis et forsikringsselskab eller en potentiel arbejdsgiver kigger på os.

”Der er masser af information om os, som vi ikke er klar over, kan blive brugt, ”sagde hun og nævnte, at der i den teknologiske fremtid kan ske ting, vi slet ikke kan forudse, og at allerede i dag kan vores politiske observans læses af vores playlister på Spotify – eller at folk, der bestiller vegetarmenu på et fly, aldrig kommer for sent til det. Den slags ting tænker de færreste over.

Tegning af mobilbruger

Frits Ahlefeldt De filtre, vi bruger på billeder på sociale medier, kan f.eks. udlede, om vi har en depression, forklarer Christiane Vejlø på FreelanceFestival 2019.

Eva drikker

Hun viste eksemplet med den 24-årige arbejdssøgende Eva, der uden selv at have oplyst det i sine forskellige profiler, kan ses som en person, der har haft en depression, kun sover fem timer per nat, drikker 24 genstande om ugen og er diabetiker.

Det havde algoritmerne udledt – bl.a. fordi farven på filtre, man bruger på billeder, kan afsløre, om man har en depression.

”Men data om os er en så vigtig forretningsmodel, at man allerede kalder dem den nye olie,” sagde hun og tilføjede, at dateetik til gengæld er det nye grønne, så virksomhederne skal gøre sig overvejelser om deres dataetik.

”Algoritmerne kan meget, så i fremtiden bliver der brug for menneskelig arbejdskraft med kreativitet, kritisk tænkning, følelser, ideer empati og etik,” fremhævede Christiane Vejlø.

Læs mere HER

Hør Christiane Vejløs podcasts om teknologi HER.

Kommentarer