Benno kæmpede mod bijobberi: »Vi skal ikke tage arbejde fra andre«
Benno Arndt fik sit første pressekort i 1960, da han stadig var gymnasieelev, han har altid tænkt, at han ville »dø med støvlerne på«. Arbejdsdeling og kamp mod bijobberi var nogle af de sager, han engagerede sig i som fagligt aktiv freelancer i 1970erne og 1980erne.
Benno Arndt har som freelancejournalist beskæftiget sig med alt fra politiske skandalesager til dommedagskulter og vaskerihistorie. Han har haft redaktørposter på foreningsblade og faste forbindelser til lokalaviser i København og omegn. Og så har der været perioder af arbejdsløshed, eller i hvert fald lavvande i opgavemængden. Det er ikke noget at skamme sig over, mener Benno Arndt.
Det er et faktum, at der ikke altid er nok arbejde til alle journalister – blandt andet fordi nogle arbejder mere, end de behøver. Og så kan man som freelancer miste sine faste engagementer, hvis man insisterer på en historie, der ikke passer cheferne.
»Jeg har aldrig opvejet historien overfor ansættelsen. Jeg har skrevet de gode historier. Og så har det indimellem kostet en fyring.«
Dog kan man ikke lave lokaljournalistik uden at »bøje hovedet lidt« indimellem.
»Og det har jeg så altid bestræbt mig på at gøre på en faglig forsvarlig måde,« siger Benno Arndt, der blev valgt ind i FreelanceGruppens første bestyrelse i 1977, og dengang også var aktiv i Kreds 1 og forbundets arbejdsløshedsudvalg.
Ikke interesseret i EDB
Benno Arndt har været freelancer siden 1969.
»Jeg har altid tænkt, at jeg skulle dø med støvlerne på,« fortæller han.
Men i 2008 blev han inden for en uge opsagt på sine to faste engagementer for UgeNyt i Fredensborg og branchebladet Rens og Vask. Begge kunder ville omlægge i retning af digitale udgivelser.
Benno Arndt er journalist af den gamle skole på to måder: Han kan se en god historie inden for ethvert tænkeligt område, og han vil have, at de gode historier skal trykkes. Ikke bare hældes på nettet.
»Og man får ikke noget nyt, når man står der som 64-årig og ikke er så interesseret i EDB,« som Benno Arndt udtrykker det.
I stedet begyndte han at skrive lokalomtaler af forfattere for bl.a. Borgen og Bios, og skaffede et legat fra Veluxfonden til at skrive sin selvbiografi, der udkom i 2010. Siden har han holdt sig mere eller mindre i ro, men har stadig et par projekter, som han nok en dag »lige pludselig« går i gang med. Kontoret på førstesalen i rækkehuset i Hørsholm, hvor han har boet siden han i starten af 1970erne begyndte at skrive for de lokale aviser, står også stadig klar.
Opgøret med dobbeltjob
Benno Arndt kom i lære på Frederiksborg Amts Avis 2. januar 1965, men havde allerede inden da haft pressekort fra European Schoolmagazine Association udstedt i sommeren 1960. Da han efter læretiden og en ansættelse på det nu hedengangne United International Press blev freelancer, engagerede han sig i gruppen af freelancere i Kreds 1 og siden i den landsdækkende freelancegruppe.
Benno Arndt var især optaget af spørgsmålet om arbejdsløshed, arbejdsdeling og bijobberi.
»Det var i kredsen, vi tog opgøret med dobbeltjob,« siger Benno Arndt med henvisning til Kreds 1, som han og nogle andre »mere eller mindre venstreorienterede« sad i bestyrelsen for indtil en gruppe journalister fra Berlingske fik væltet dem i starten af 1980erne.
»Vi mente jo grundlæggende, at man skulle trække lod hver januar om hvem, der skulle have arbejde det pågældende år,« fortæller Benno Arndt. Det var i årene efter at oliekrisen havde vendt et årtis vækst i Danmark til økonomisk nedgang og stigende arbejdsløshed.
Organisere arbejdsdelingen
I marts 1978 udkom Sanktionsrapporten i DJ, der definerede dobbeltjob som alt arbejde, der blev udført for andre end ”den egentlige arbejdsgiver/arbejdsplads,« og hvor hovedsynspunktet var »skarp afstandtagen til enhver form for dobbelt-beskæftigelse«.
Udvalget pegede dog også på risikoen for, at journalistisk arbejde ”glider forbundets medlemmer af hænde og overgår til ikke-journalistisk arbejdskraft«, hvis det blev for vanskeligt for opdragsgiverne at finde en journalist til at udføre det. Derfor måtte DJ gå aktivt ind i at organisere arbejdsdelingen mellem overbeskæftigede og underbeskæftigede medlemmer.
Kollegialt pres
Udvalgsrapporten blev diskuteret på et repræsentantskabsmøde i Kreds 1, der blev afholdt 12 april i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsensgade 8-10. Kate Bluhme, der dengang arbejdede på Ekstra Bladet, var dirigent og fik ifølge referatet ”nok at se til”.
»Talelysten var usædvanligt stor«, og alene under punktet om Sanktionsrapporten meldte 50 talere sig på listen. Sanktionsudvalget lagde op til et endeligt opgør med dobbeltjob, og foreslog at man i grove tilfælde kunne idømmes bøder af forbundet, hvis man systematisk arbejdede mere end fuldtid. Men først og fremmest skulle man komme problemet til livs gennem »kollegialt pres«.
Det var især journalisterne på DR, der havde praksis for at arbejde ekstra ved siden af, og DR's ledelse var selv i gang med tiltag for at begrænse bijobberiet. Tove Hygum, daværende DR-journalist og senere forbundsformand for DJ, gav på mødet udtryk for, at man allerede var kommet langt i bestræbelserne. Det var journalister på andre medier imidlertid ikke helt enige i.
Forbundsledelsen ville dog helst ikke gå alt for hårdt til værks og daværende formand Carl John Nielsen appellerede til »selvdisciplin« frem for at indføre »kinesisk folkedomstol«.
Moralsk forkasteligt
Repræsentantskabsmødet endte med at vedtage en udtalelse, som skulle tages videre til det forestående delegeretmøde, hvor der bl.a. stod:
»Delegeretmødet indskærper det fagligt moralsk forkastelige i, at fuldtidsbeskæftigede medlemmer af Dansk Journalistforbund har andet journalistisk arbejde, som hindrer effektiv støtte til vore arbejdsløse kolleger (…) Hovedbestyrelsen pålægges inden for et år at fremlægge en plan for en effektiv organisering af forbundets muligheder for at kanalisere tilbud om job fra fuldtidsbeskæftigede til ledige/freelancere.«
I Sanktionsrapporten blev omtalt forskellige typer af dobbeltbeskæftigelse, herunder freelanceformer, hvor freelancere påtog sig »mere end en mands arbejde«. Udvalget mente at den praksis førte til »risiko for hurtig nedslidning« og samtidig medvirkede til en ”begrænsning af antallet af arbejdspladser«.
Arbejdsløshed som strukturelt problem
Fokus for sanktionsudvalget og arbejdsløshedsudvalget var, at arbejdsløshed var et strukturelt problem, ikke den enkeltes skyld – og argumentationen handlede om solidarisk arbejdsdeling journalister imellem og den universelle ret til arbejde. I 1979 sendte arbejdsløshedsudvalget i DJ sågar en henvendelse til FN med forslag om at gøre 1980 til »Year of the Unemployed« i protest mod, at de nationale regeringer ikke tog problemet alvorligt nok.
Det kom der dog ikke noget ud af, husker Benno Arndt, faktisk fik de aldrig noget svar på forslaget.
I DJ fortsatte debatten om dobbeltjob, og i 1982 holdt Kreds 1 et debatmøde om temaet, hvor indlederne – ud over Benno Arndt som repræsentant for arbejdsløshedsudvalget – var TV-manden Bent Henius, der fandt journalistisk dobbeltbeskæftigelse »rigtigt og acceptabelt«, og Tove Hygum, der i mellemtiden var blevet næstformand i DJ, og skulle forklare om »lovgrundlaget« i DJ i forhold til »kollegiale klager over bibeskæftigelse«.
Benno Arndt husker, at man også freelancere imellem talte om at holde arbejdstiden på otte timer om dagen.
»Det kunne selvfølgelig ikke altid lade sig gøre. Som freelancer har man nogle gange for meget arbejde, andre gange for lidt, og der må man være lidt fleksibel,« siger han og tilføjer:
»Men jeg synes nu stadig det er et godt princip, at vi som udgangspunkt ikke arbejder så meget, at vi tager arbejde fra andre.«
I Benno Arndts selvbiografi ”Et broget liv” fortæller han anekdoter fra sit journalistiske virke, f.eks. om at dække Skandinavisk UFO Information, der på baggrund af beretninger fra fænomenet Orthon havde ”fået det indtryk, at jorden ville gå under juleaften 1967” eller om lokalpolitiske kampe omkring kloakeringen i Karlebo Kommune i 2000erne, der førte til dannelsen af ”Spildevandsgruppen” i Kirkelte.
Kommentarer