Andreas startede sit eget nichemedie: »Ingen andre skrev om kampfly«
Da Andreas Krog i 2012 skiftede det faste job ud med tilværelsen som selvstændig, fandt han en ledig og lukrativ niche. Det betød, at han hurtigt blev mediernes mest benyttede ekspert i kampfly. Nu har Altinget købt hans site.
Flykender, kampfly-redaktør, flyekspert. Det har ikke skortet på eksperttitler, når kender af indkøb af kampfly Andreas Krog har optrådt på TV og i spalterne hos lokale, digitale og landsdækkende medier. Vejen dertil har været relativt simpel: Andreas Krog spottede en ledig niche i krydsfeltet mellem kritisk journalstik, storpolitiske interesser og astronomiske pengebeløb.
Allerede i 2007 begyndte han regelmæssigt at skrive om kampfly på sin egen blog andreaskrog.dk tilsat en god blanding civil luftfart. Men da Danmark stod for at skulle købe kampfly, begyndte flere og flere indlæg at handle om det. I oktober 2010 købte han domænet nytkampfly.dk, hvor han i fritiden dækkede processen frem mod indkøb til det danske flyvevåben, som blev betegnet som ’århundredets våbenhandel’ og ’det største statslige indkøb nogensinde.’
Egentlig interesserer Andreas Krog sig slet ikke for kampfly. Problemet var, at det var der stort set heller ingen andre journalister, der gjorde i det mere end 10 år lange forløb fra beslutningen om, at de udtjente F16 jagere skulle udskiftes, til de blev indkøbt. Bortset fra en enkelt journalist på Berlingske og så Ingeniøren, som skrev om teknik mere end politik og økonomi.
”Ingen andre skrev om forløbet, men mit lille site skrev om kampfly hele tiden. Jeg var drevet af, at ingen andre journalister beskæftigede sig med et indkøb, der handlede om 30 milliarder skattekroner. Jeg ville bare være skatteydernes repræsentant,” fortæller Andreas Krog.
Rigtig journalistik
Efter en lønmodtagerkarriere som journalist og chefredaktør på IT-avisen ComOn, pressemedarbejder i TDC og senere kommunikationsrådgiver i DONG Energy, kastede han i slutningen af 2011 sig ud i tilværelsen som selvstændig og vende tilbage til den mere objektive, uafhængige og ’rigtige’ journalistik.
Jeg var drevet af, at ingen andre journalister beskæftigede sig med et indkøb, der handlede om 30 milliarder skattekroner.
De første ni måneder som freelancer havde Andreas Krog ingen indtjening på kampfly-portalen. For at sikre sig indtægt lånte han penge af sin far og købte sig ind i rejse- og luftfartssitet CHECK-IN.dk. Hans forretning bestod af en tredjedel historier om civil luftfart, mens en tredjedel handlede om kampfly, og den sidste tredjedel var freelanceopgaver.
”Det handler om at skabe sig en blandet landhandel med almindeligt freelancearbejde, men hvor man måske også prøver at skabe noget selv for at udvide antallet af ben, man står på,” siger han.
Som ny freelancer sad Andreas Krog i kontorfællesskab med andre freelancejournalister.
”De snakkede meget om; hvad betaler det her medie for en artikel? Jeg skrev jo for mine egne medier og var ikke så afhængig alene af det. De opgaver, jeg havde ved siden af, var for at supplere indtægten,” fortæller han.
Freelanceopgaverne var mest lavt hængende frugter, som han plukkede hos medier, der valgte ham for hans store viden om kampfly. Blandt andet skrev han for et norsk blad om den skandinaviske forsvarsindustri og om ’krudt og kugler’ for Ekstra Bladet.
”Det handler ikke om, hvor mange læsere, man har - men hvilke læsere, man har.”
De rigtige læsere
I starten havde hans eget site nytkampfly.dk ikke mange læsere, og Andreas Krog kendte dem nærmest ved fornavn.
”Det handler ikke om, hvor mange læsere, man har - men hvilke læsere, man har – og om de læsere er interessante. Jeg havde de rigtige læsere, og folk tippede mig også med historier,” fortæller han om nichemediet, som hurtigt blev samlingssted for flynørder og kampfly-interesserede.
”Jeg havde et kæmpe community med en fast kerne af 40-50 mennesker, der diskuterede med hinanden i kommentarfeltet. Det var med til at gøre mit site attraktivt,” siger han om siden, som også blev interessant for annoncørerne på grund af den smalle og engagerede målgruppe.
”Det var ikke min ide, at der skulle være annoncører på siden. Det kom Lockhead selv og spurgte, om de kunne få lov til. Og så er effekten, at når først den ene er der, så skal den anden også være der,” fortæller Andreas Krog, som endte med at have udsolgt på annoncepladserne og kunne skrue priserne op.
”Og så var jeg så heldig, at det var så store firmaer, der flere gange troede, at fakturaerne var i dollars,” griner han.
Stå til rådighed
At han hurtigt blev flyekspert på TV, hænger ifølge Andreas Krog også sammen med, at der bliver færre fagjournalister på de store medier.
”Nu var mit nicheområde lidt ekstraordinært og en unik situation, fordi der kommer til at gå 40 år, inden vi skal købe kampfly igen. Men man kan godt finde andre nicheområder, hvor man kan benytte sig af, at journalister på medierne ikke har en ordentlig viden længere, så de kan ringe, når deres sendeflade skal fyldes ud. Plus man er ret attraktiv over for kilderne, organisationerne og læserne, fordi man sætter sig ind i substansen og opbygger et kildenetværk,” siger han og understreger:
”Men man skal huske på, at man ikke får penge for at optræde i andre medier som ekspert. Det handler kun om at opbygge kendskab. Det havde vi voldsomt brug for i 2012 på CHECK-IN. Så lige så snart TV2 News ringede, hoppede jeg ind i en taxa, blev sminket for at sige noget i to minutter og så hjem igen. Det var nødvendigt, dengang ingen kendte os,” konkluderer Andreas Krog og tilføjer, at han bevidst har været meget samarbejdsvillig over for andre medier og har brugt mange timer på at hjælpe journalister med at forstå, hvordan kampfly-indkøbet hænger sammen.
”Jeg var bare glad, hvis for pokker andre journalister ville interessere sig for det!” siger han.
Med tiden lærte han dog at kræve, at hvis journalisterne skrev noget, han havde hjulpet med at forklare, så skulle han citeres i artiklen.
”Så fik jeg noget kendskab ud af det og mere trafik på mit site,” konstaterer han.
Synlig alle steder
Desuden har han bevidst været meget synlig på Twitter, hvor journalisterne samles og hurtigt begyndte at følge ham, da der var optræk til endelig at købe kampfly i 2016.
”Det handler også om at gå til konferencer og rejse sig op i en store mængde af måske 100 eller 200 deltagere og stille et spørgsmål primært for at få sagt: Goddag, jeg hedder Andreas Krog og kommer fra nytkampfly.dk,” forklarer iværksætteren, som til Folkemødet fik trykt T-shirts med sit firmanavn, delte visitkort ud og interagerede i debatterne for at få opmærksomhed.
Jeg synes, flere freelancere burde tænke mere kommercielt.
Siden 2014 har han også holdt foredrag om kampflyindkøbet på biblioteker og aftenskoler.
”Der handlede det også om at være ’ham, der er kendt fra medierne om kampfly,” siger han.
Og da den endelige beslutning nærmede sig i 2015 og 2016 skrev han en 80 siders guide og solgte til journalister og andre, som havde behov for at blive klædt godt på.
”Jeg solgte omkring 300 bøger, men det handlede også om brandingen og at finde flere forskellige indtægtskilder på det samme indhold,” siger Andreas Krog.
På et tidspunkt solgte han også nøgleringe og flymodeller fra sit website.
”Det handler om at opbygge et lille minimediehus og ja, man bliver forretningsmand og annoncesælger. Hvis man bare gerne kun vil skrive, så må man se, om man kan få en god freelanceaftale eller et job. Hvis man gerne vil være selvstændig, så er det altså en business, man driver. Og det er journalister måske for dårlige til. Jeg synes, flere freelancere burde tænke mere kommercielt. At the end of the day handler det om at tjene penge og samtidig skrive om noget interessant.”
I februar blev det offentliggjort, at det politiske medie Altinget overtager nytkampfly.dk og Andreas Krogs andet nichemedie arktisknyt.dk Han fortsætter med at drive portalerne som redaktør under navnene Altinget : forsvar og Altinget : arktis.
Andres Krogs råd til at starte et nyt medie
- Sørg for at have flere ben at stå på i din forretning.
- Find en niche, som ikke særlig mange skriver om, og hvor der er interessenter, brydningspunkter med for og imod og måske storpolitik.
- Sæt dig ud over, hvad du selv interesserer dig for, hvis emnet er journalistisk interessant og har et højere formål – fx store anlægsinvesteringer.
- Sørg for at mediet er journalistisk, så folk gider læse det og gerne i kombination med en form for nyhedsanalyse af, hvad det det her i virkeligheden handler om.
- Vær synlig for andre journalister på Twitter og til konferencer.
- Sørg for at få taget to-tre gode fotos af dig selv, som du kan sende til medierne, hvis du interviewes eller bruges som ekspert.
Kommentarer