Årets Pressefotograf er freelancer: Læs talen, der satte freelancevilkår i centrum

Den fotograf, vi om lidt skal se her på scenen, er på mange måder en traditionel Årets Pressefotograf. For det første er det en mand. Og det er der jo, må vi erkende, lidt en tendens til.

Det skal nu ikke tage noget fra, at han er en blændende fotograf, der kan sit håndværk til fingerspidserne. Han laver vigtige historier om de største emner i vores tid. Og så er han hårdtarbejdende. Hans billeder er her der og alle vegne, i aviser og på udstillinger.

Men der er også et par punkter, hvorpå han er en lidt mere usædvanlig Årets Pressefotograf. 

For det første er han freelancer. Det lyder måske som en teknikalitet, men vi lever i en tid, hvor det er stort set umuligt at lave journalistik som selvstændig, hvis det også skal løbe rundt økonomisk.

Priserne, man kan få for sine historier hos de etablerede medier, er nærmest fornærmende små. Det harmonerer dårligt med, at der konstant bliver færre og færre fotografer, som er fastansat på aviserne. 

Samtidig findes der ikke rigtig nogle støttemuligheder for fotojournalistik. Vores venner, der laver dokumentarfilm, de kan søge penge hos Filminstituttet. Og vores mere kunstneriske kollegaer, de har Statens Kunstfond. Der kan de, sammen med arkitekter, designere og musikere, søge en bid af den halve milliard, som hvert år uddeles.

Men som stort set lukket landet for sådan nogen som os. Jeg har f.eks. aldrig hørt om en fotojournalistik med et arbejdslegat?

Så vi fotojournalister, ja, vi må klare os selv. 

Hvis vi på sigt skal blive ved med at producere fotojournalistik i verdensklasse, bliver vi nødt til at kigge på pengesiden. Både den betaling, medierne giver. Men også muligheden for at få støtte andre steder.

Hvis alt det her i dag ikke bare er skåltaler, men vi mener, at det er vigtigt, at vi får dokumenteret vores samtid, kan vi ikke overlade det til folk, som gør det i deres ferier og weekender – eller bare fordi, “de ikke kan lade være” eller “de syntes, det er vigtigt.”

Og hvis kulturministeren vil høre mere om den problemstilling, så stiller jeg gerne op til en kop kaffe.

Nå, men på trods af al den elendige snak om penge, så klør Årets Pressefotograf på. Han er derude og laver historier om vores største udfordringer med en nerve og en integritet, som sjældent set.

Og i en verden befolket af AI, fake news og magtfulde folk, der åbenbart ikke abonnerer på virkeligheden, er det præcis den slags folk, vi har brug for. Faktisk mere end nogensinde.

Alt det her bliver ikke mindre imponerende af, at den mand, vi skal have op på scenen nu, er så ung, at han muligvis skal vise ID for at komme med til festen her bagefter.

Så længe folk som ham kan finde en bæredygtig vej, og kan blive ved med at lave de her ting, tør jeg godt drømme om fremtiden. Jeg håber bare inderligt, at den drøm ikke dør om et par år under et møde om et realkreditlån nede i den lokale sparekasse. For så er vi på røven.

Hvis den her konkurrence var et puslespil, er der to brikker, man rigtig gerne vil lægge. Den ene, den hedder Årets Pressefoto – og den lagde han sidste år. I dag lægger han så den brik, der hedder Årets Pressefotograf. 

Giv en kæmpestor hånd til Christian Falck Wolff.