5 råd til dig, der vil i gang med digitale produkter
Vil du øge mulighederne for at lykkes med nye digitale produkter i din forretning, er det Business Mentor Cammillas Rysgaards erfaring, at det er hensigtsmæssigt at gøre dig nogle af de følgende overvejelser på forhånd.
1. Afklar formålet med dit digitale produkt
Skal dit digitale produkt være en primær indtægtskilde i dit firma eller først og fremmest agere døråbner til mersalg? Jo større et digitalt produkt, du vil lancere, jo flere ressourcer kræver det af dig, både med hensyn til arbejdstimer og økonomisk investering.
2. Bestem, hvem der er din målgruppe
Hvem er det, du vil hjælpe med hvad? Hvor er de henne, og hvordan kommer du i kontakt med dem? Hvad skal tænde dem? Lige som i al anden markedsføring lykkes du bedst ved at kende din målgruppe og vide mest muligt om deres udfordringer. Husk, at folk køber løsninger på deres problemer snarere end, de køber netop dit produkt.
3. Hvad vil du tilbyde?
Hvilke emner kan du dele viden om eller hvilke produkter kan du sælge, som ligger lige for? Hvad kan du overskue og hvor meget tid vil du bruge på det. De mest lavpraktiske produkter tiltrækker flest – folk vil føres igennem praktikken:
Tjen mere med digitale produkter
Læs vores store tema LIGE HER.
’Sådan gør du, sådan lykkes du, sådan overkommer du dit og dat’. I stedet for at kaste dig over udarbejdelsen af et online-kursus på syv moduler, et katteleksikon eller indhold til en 12 måneders abonnementsordning, giver det mere mening at starte med en pdf med fem tips til et stærkt logo, det perfekte foto eller pressemeddelelsen, der giver medieomtale.
4. Hvilken forretningsmodel vil du bruge?
Når vi ikke taler freebies, men salgsprodukter, findes der enkeltstående produkter som en pdf, en lydfil, en video eller et onlinekursus, man betaler for at downloade en gang for alle. Abonnementsordninger eller oprettelse af betalingsgrupper på Facebook, hvor folk betaler hver måned for den viden, du deler ud og den sparring, du giver, udgør forretningsmodeller, der giver løbende indtægter, men også kræver kundegrundlag og en regelmæssig indsats fra din side. Overvej, hvad der er noget for dig.
5. Hvordan vil du håndtere dit onlinesalg?
Skal du sælge et digitalt produkt, sælger du mest effektivt, hvis du har en webshop. Undersøg om der allerede er tilknyttet betalingsløsning til dit website, det er der ofte. Det er også muligt sælge gennem andre platforme som Saxo.com eller Etsy Shop, der fungerer som markedspladser og tager kommission, når du sælger. I et system som Easyme Shopløsning kan du både oprette dit produkt, have din email-liste og en salgsside. Der findes hundredvis af forskellige løsninger, spørg i dit netværk, hvad andre er glade for. Hvis det alene er udsigten til at benytte digitale betalingsløsninger, der reelt hindrer dig i at komme i gang, kan du også håndtere dit salg manuelt.
Og husk: Det vigtigste er, at du kommer i gang.
Du kan komme i gang med digitale klippekort som betalingsløsning for omkring 150 kroner om måneden. Der findes mange forskellige systemer, her er et par eksempler:
Effihub: Klippekort, tidsregistrering osv.
Easyme: Webshopløsning, hvor man kan oprette sit produkt, have sin e-mail-liste og have en salgsside.
Link til a-z-guide fra Billy.dk: Start din egen webshop. Tjek kapitel 5, der gennemgår flere kendte webshop-løsninger.
7 gode råd til at sælge klippekort
Tekstforfatter Majbritt Lund og grafisk designer Bolette Obbekær sælger begge to primært deres ydelser med digitale klippekort som betalingsløsning. De oplever, at forretningsmodellen med digitale klippekort er tidsbesparende, transparent og i sig selv kan skabe mersalg. Her er deres vigtigste argumenter for at vælge netop den løsning.
1. Dine kunder køber klippekortene i webshoppen, og du slipper for yderligere administration, rykkere og drøftelser om regninger, der er blevet væk.
2. Klippekortmodellen er gennemsigtig. Når kunderne køber et klippekort får de samtidig adgang til egen kundeportal med login, hvor de kan følge med i hvor mange klip, de har brugt, og hvad de har brugt dem til.
3. Samarbejdet med kunderne er fleksibelt, fordi deres behov kan udvikle sig undervejs i samarbejdet uden, at I skal til at diskutere en ny pris. De bruger bare af klippekortet, der allerede er betalt.
4. Ofte starter kunderne med et lille klippekort, og når samarbejdet er godt i gang går de op på et større kort.
5. Af hensyn til revision skal klippekort have en udløbsdato. De fleste klippekortsystemer udsender automatisk advarselsmails til kunderne et stykke tid før udløb. Det får dem ofte tilbage på sporet for ikke at spilde ubrugte klip, hvilket lige så ofte resulterer i endnu mere arbejde og salg af et nyt klippekort.
6. Hvis du vil, kan du nemt give dine kunder store mængderabatter ved indkøb af mange klip. Fordi klippekortet er forudbetalt, er det kunden og ikke dig, der løber risikoen.
7. Du kan vælge at genaktivere gamle, ubrugte klip, hvis en kunde køber et nyt. Det giver goodwill, og du er fri for den trælse dialog med bare at sige desværre.
Du kan få mere at vide om mersalg via klippekort på denne video fra Majbritt Lund.
Kommentarer