Majbritt Lund, 41 år, stadig langt fra pensionsalderen
Mursten, firmaet, ekstraordinære afdrag på lån og frem for alt ordentlig betaling.
Af Ida Sønderby Rosgaard
”Da jeg var i 30'erne tænkte jeg, at det gav en bedre pensionsopsparing at øge min livsindkomst frem for at spare op, så jeg har ikke haft en traditionel pensionsopsparing. I stedet valgte jeg at investere i min virksomhed og få den godt i gang.
Jeg har også meget bevidst fravalgt en traditionel pensionsopsparing fremadrettet, efter at en pensionskonsulent i et pensionsselskab havde bekræftet mig og min revisor i, at det kunne være en lige så god idé at investere pengene i mursten som i en ordning hos pensionsselskabet.
Derfor har jeg valgt at sætte det meste af min pensionsopsparing i mursten og i firmaet, og så har jeg afdraget ekstraordinært på mit lån til min lejlighed.
Det vigtigste er dog, at vi hele tiden sørger for at tage os ordentligt betalt. De, der ikke tager sig godt nok betalt, så de får nok til bl.a. at spare op til pension, snyder sig selv, og det opdager de ikke i dag. Det opdager de først senere.”