Lene Theill: Ingen idéer skal være uprøvede
Lysten skal drive værket. Det er en af Lene Theills grundfilosofier. Som 52-årig udgav hun sin anden fagbog ”Ugeskemarevolutionen”, som har solgt over 3000 eksemplarer. I det første nummer af Stafetten deler Lene Theill ud af sine erfaringer
Om Lene Theill
Lene Theill er 54 år, bor i Sydhavnen. Hun er uddannet grafiker og journalist. Har været selvstændig i flere omgange siden 1983 og har tre voksne børn og to børnebørn, der giver hende gnist, glæde og energi.
Af Marianne Bækbøl
Refleksion fra morgenstunden
Når Lene Theill hver morgen går afsted med sin lille, sorte, hanhund Nunu, tror naboerne, at hun er ’bare’ er ude at morgenlufte. Sådan er det ikke. Morgenturen på en times tid er Lenes daglige refleksions- og inspirationstur. I baglommen ligger telefonen klar til indtaling af, hvad der måtte poppe op undervejs.
I starten af turen kan jeg gå og tænke på alt muligt, men lige pludselig er mine tanker ved bogen. Nogle gange får jeg bare gode idéer til handling, sætninger, illustrationer, ja til alt muligt. Andre gange indtaler jeg næsten hele tiden og kan gå direkte hjem og transskribere det hele.
Lene Theill
Ekstra lange ture giver ekstra kreative idéer
I foråret gik Lene en helt anderledes lang tur end den daglige morgenlufter. Hun gik Caminoen fra Saint-Jean-Pied-de-Port til Santiago de Compostela. 818 km. Alene. Så lange ture gør noget særligt ved hjernen.
”Når du har gået mange kilometer, er hjernen tom. Når den bliver det og du stadig er gående, bliver der pludselig plads til nogle meget kreative idéer. Jeg ved ikke, om det er sjælen, der synger, eller om det er en kemisk proces, men noget sker der i hvert fald.”
Rutiner holder processen kørende
De kreative idéer skal sættes i system og handles på, ellers bliver de ikke til noget. Efter en lang karriere som selvstændig er Lene disciplineret. Dagen starter med gåtur og en kaffetår inden klokken 9, hvor hun går ’på arbejde’ henne ved skrivebordet. Derefter skriver hun i tre timer. Hverken mere eller mindre. Hvis noget kommer i vejen, flytter hun timerne til senere på dagen, men skrives skal der.
Hvis jeg af en eller anden grund bliver afbrudt eller ikke kommer i gang på grund af nødvendige ærinder, pludselig pasning af børnebørn eller andet, og jeg ikke får skrevet fra morgenstunden, rykker jeg skrivetimerne til senere på dagen eller dagen efter. Jeg skal helst have skrevet noget hver dag, ellers får jeg en følelse af at være kommet bagud, og det generer mig.
Lene Theill
Milepæle og aftaler
”Jeg laver også aftaler med mig selv. De består af små milepæle, jeg skal nå inden et bestemt tidspunkt, for at holde mig selv fast i processen. Aftaler med mig selv er de vigtigste. For eksempel har jeg aftalt med mig selv, at jeg har 50 dage til at skrive min næste bog. Jeg bestemmer selv, i hvilken rækkefølge jeg vil skrive kapitlerne, for på den måde kan jeg bevare min skrivelyst, men jeg skal være færdig til den fastsatte dato.
Lysten er afgørende
Når alt er sagt om rutiner, milepæle og aftaler med sig selv, lander Lene alligevel ved roden til det hele. Lysten. Helt enkelt.
Hvis du har lysten med dig, bliver du automatisk god til det, du gør. Det nytter ikke at sidde og vride sig selv for at skrive. Jeg har selv altid valgt de områder, hvor jeg havde det sjovt. Jeg elsker for eksempel puslespil, og når jeg skriver bøger er det lidt lige som at hælde brikkerne ud. Tekst og illustrationer skal passe sammen, der skal være flow i det. Det er en stor glæde for mig.
Lene Theill
Og det er også lysten, der driver Lenes næste værk. En bog om turen på Caminoen.
Lene Theills skrivetips
- Afsæt et fast tidsrum til at skrive i og bliv siddende. Det er utroligt så meget bog, man kan nå at skrive på tre timer.
- Stop til tiden, også selv om du er midt i noget spændende, så er det nemmere at komme i gang igen dagen efter.
- Hav gerne gang i flere skriverier på en gang. Alt efter, hvad du skriver, har du forskellige kompetencer i spil. Når du kan skifte i mellem dem, undgår du lettere at køre sur i arbejdet.
Lenes nyttige links
Lene bruger regnskabsprogrammet E-conomic til at holde styr på bogindtægterne. Du kan afprøve det gratis. Se mere på: http://www.e-conomic.dk/
Når skrivelysten mangler
Lene tager sådanne øjeblikke alvorligt og stiller sig selv spørgsmålene:
- Hvordan ser modstanden ud? Keder det mig?
- Hvad der skal til, for at jeg får lyst igen?
- Skal jeg helt lade det være? Måske skal det slet ikke med…
Stafetten
Vi har startet en freelancestafet. Hver måned sender en freelancer en depeche af gode råd, erfaringer og historier videre til alle FreelanceGruppens medlemmer. Hver freelancer, vi interviewer, peger på den næste. Du er også velkommen til enten at melde dig selv på banen til et interview eller til at pege på en anden, som du mener redaktionen bør tage fat i og få vredet guldkornene ud af.