Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Kunderne: Sådan plejer vi vores freelancere

Flere redaktører har fået øjnene op for, at gode relationer og fysiske møder med freelancerene giver bedre idéer og historier og letter kommunikationen på mail og telefon i hverdagen.

Af Katrine Nadia Jørgensen

KAREN GAHRN, redaktør af magasinet Ud & Se

Hvad gør du for at pleje relationerne til freelancere?

Vi holder inspirationsmøder for freelancerne. Vi inviterer på en sandwich, kaffe og kage og fortæller om, hvad der optager os på bladet lige nu, og hvad vi gerne vil have fra freelancerne. Det kan være specielle emner eller typer artikler, som vi mangler.

Hvor meget tid bruger du på det?

Vi holder inspirationsmøder løbende, og i flere tilfælde inviterer vi freelancere med på vores halvårlige udviklingsseminar. Vi har en fast tilknyttet freelancer, som er med til redaktionsmøde hver 14. dag. Endelig holder vi en gang om året et socialt arrangement, hvor vi giver en øl på en bar i byen.

Hvad får du ud af det?

Det er en måde at fortælle freelancerne, at de er en vigtig del af vores blad. Det hjælper til at spore freelancerne ind på at komme med relevante ideer. Og at sætte ansigter på folk, gør det nemmere i dagligdagen at kommunikere på mail og telefon.

REGNAR NIELSEN, redaktør af fagbladet Boligen, Boligselskabernes Landsforening

Hvad gør du for at pleje relationerne til freelancere?

Vi holder et freelanceseminar, hvor alle fotografer og journalister inviteres ind til os eller ud til et boligområde eller en konference, som vi holder. De får viden om den almene sektor, vi lærer hinanden at kende og ligeså væsentligt; de lærer hinanden at kende. Vi har derfor grupper af freelancere, der netværker om viden vedrørerende den almene boligsektor og samarbejder om at producere til os.

Hvor meget tid bruger du på det?

Freelanceseminaret holdes en gang om året. Jeg bruger inklusiv dagen, hvor det afvikles, gennemsnitligt 25 timer på det. Derudover bruger jeg vel op til hver udgivelse fem til ti timer på at tale med freelancere om ideudvikling.

Hvad får du ud af det?

Vi får bedre og sjovere sociale relationer til freelancerne. Vi taler dermed bedre, grundigere og længere sammen, hvilket udvikler bedre historier. Processen knytter dem tættere til redaktionen, hvilket også øger deres ansvarsfølelse. Sidstnævnte giver os også bedre historier.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk