Jørn Albertus, ny kandidat
Jeg holder af fagligt arbejde og opstiller derfor til Freelancegruppens bestyrelse. Jeg kan bidrage til arbejdet inden for de klassiske fagforeningsopgaver, som der skal være fokus på, når bestyrelsens forslag til arbejdsprogram og politisk handlingsplan forhåbentlig bliver stemt igennem ved næste generalforsamling.
Jeg har 12 års erfaring som faglig aktiv i Dansk Journalistforbund, hvor jeg i 10 år var formand for Organisationsgruppen. Som faglig aktiv har jeg været med i både faste udvalg og ad hoc nedsatte arbejdsgrupper, og jeg har været med til at skabe en del resultater. Jeg har været medlem af Journalisternes bestyrelse i to år, og på min tidligere arbejdsplads, CBS, var jeg arbejdsmiljørepræsentant i 12 år og sad i Hovedsamarbejdsudvalget.
Jeg har ikke nogen egentlig mærkesag, jeg vil bare gerne gøre mit i kampen for bedre arbejdsvilkår for freelancere, selvstændige og projektansatte, som er central i DJ’s freelancestrategi.
I bestyrelsen vil jeg kunne bidrage med arbejdskraft til det, der nu er nødvendigt, men jeg skal da nævne, at jeg har været webredaktør både professionelt og andre steder i DJ. Generelt kan jeg bidrage med et godt netværk internt i DJ og et stort kendskab til forbundet.
Jeg er 60 år og bor i landsbyen Tårup på Østfyn tæt ved vandet. Jeg har lige meldt mig ledig efter et dårlig timet forsøg på at være selvstændig, der skulle hjælpe mindre virksomheder med at udvikle og formidle den gode fortælling med især film og foto.
Indtil 2019 arbejdede jeg i lige knap 25 år på CBS heraf de 21 på den redaktionelt uafhængige universitetsavis Kræmmerhuset/CBS OBSERVER, hvor jeg var redaktionssekretær/webredaktør, men også fotojournalist. I mine sidste to et halvt år på CBS var jeg parkeret i en stilling i kommunikationsafdelingen, hvor jeg var CBS’ husfotograf, men også havde lejlighed til sammen med en god kollega - og med frie hænder - at lave en 40 minutters dokumentarfilm ”Fortællingen om CBS igennem 100 år”.