Gå til hovedindhold
Bliv medlem

"I har en ladt pistol for panden"

Freelancere er generelt gode til at opgradere kvalifikationer og søge ny viden. Det er også en nødvendighed, hvis man vil holde på sine kunder og tiltrække nye.

Af Vibeke C. Larsen

"Hvis man ikke opsøger ny viden, ender man som tegneseriefiguren, der står stille og pludselig opdager, at der ikke er noget nedenunder. Og så falder den."

Faglig konsulent i Dansk Journalistforbund, Kirstine Baloti, maler dette rammende billede af, hvad der sker, hvis freelancere og selvstændige ikke sørger for at opdatere og forny deres viden og kompetencer.

"Freelancere skal selv tage sig tid og råd til at opsøge ny viden, og jeg synes, at freelancerne gør det ret godt, men I har også en ladt pistol for panden. Hvis I skal fastholde jeres kunder eller få nye, er det meget vigtigt, at I få ny viden," siger Kirstine Baloti, der rådgiver mange freelancere og selvstændige.

Sidste år takkede ca. 550 af FreelanceGruppens 1800 medlemmer ja til at deltage i et af gruppens kurser. Dertil kommer deltagerne på FreelanceSeminar, og alle dem, der deltog i kurser og efteruddannelser i andet regi.

"FreelanceGruppens medlemmer er faktisk nogle de bedste i Dansk Journalistforbund til at efteruddanne sig, fordi vi oplever vigtigheden af det," siger formand for FreelanceGruppen, Sus Falch.

Hun anbefaler, at freelancere gør det til en vane at sætte penge til side til efteruddannelse.

"Vi oplever, at dem, der har været på vores kurser, får en øget bevidsthed om, at det er vigtigt at prioritere efteruddannelse, og mange medlemmer finansierer selv deres efteruddannelse."

Tid er penge, og skal en freelancer trække tid ud af kalenderen til et kursus, gælder det om at vælge det rigtige.

"Man skal være bevidst om, hvad man vil bruge kurset til. De mest tjekkede har lagt det ind i deres årsplan og har et klart mål. Enten vil de flytte deres forretning et andet sted hen, eller så ved de, hvor de ikke helt er oppe på beatet," siger Kirstine Baloti.

I FreelanceGruppen er der en helt klar strategi bag kurserne, at de skal tilføre medlemmerne større viden og nye færdigheder.

"Vi vil være sikre på, at vi ikke bare laver kurser ud i den blå luft. Medlemmerne skal opnå nogle færdigheder og viden, så de kan skaffe sig nye opgaver eller udvikle deres kompetencer i forhold til dem, de har. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at følge med tiden, så vi bevarer vores markedsværdi," siger Sus Falch.

Kursusudvalget sammensætter et stort udvalg kurser, så de henvender sig til gruppens brede faglige sammensætning som WordPress, videooptagelser med mobilen, InDesign, markedsføring, sociale medier, fastsættelse af priser etc. Kort sagt alt, hvad man har brug for i et freelanceliv.

"Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at medlemmerne får flere opgaver efter vores kurser, men vi evaluerer kurserne og får mange positive tilbagemeldinger fra kursisterne om, at de har lært noget, som har gavnet deres virksomhed," understreger formanden.

Mange freelancere har prøvet at forlade et kursus fyldt med energi og ny viden, men så melder hverdagen med opgaver og regninger sig. Det kan være en udfordring at få den nye viden implementeret i et travlt arbejdsliv.

"Man skal afsætte tid til at udvikle sine nye kompetencer, for man lærer ikke det hele på et kursus," siger Sus Falch.

Det er en god idé at lave en netværksgruppe på facebook med de andre kursister eller folk med samme interesse.

"Der er uanede ressourcer i grupperne, for der sidder altid en og keder sig, som gerne vil svare på dit spørgsmål. Du skal selvfølgelig også selv byde ind med noget," siger Kirstine Baloti.  

Hun påpeger, at man ikke behøver at hive flere uger ud af kalenderen for at gå på kurser eller investere i en dyr og krævende mastergrad for at blive opgraderet.

"Jeg møder rigtig mange freelancere, som ikke har været på kurser i årevis, men som alligevel lærte noget nyt i går. Freelancere er rigtig gode til den uformelle læring. Mange får ny viden via de sociale medier, netværksgrupper eller tutorials på nettet," fortæller Kirstine Baloti.

Endelig skal man selv turde sætte sin nye viden i spil ved at tilbyde den til eksisterende kunder eller nye, og på nettet er det nemt at fremvise sin nye kunnen.

 

Man skal tro på, at det, man har lært, har værdi for andre. Der er altid nogen derude, der har brug for det, man kan. Et lille firma, der skal have lavet en video til hjemmesiden, behøver jo ikke en stor, forkromet produktion.

Sus Falch

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk